Venezuela!
fiskeri i verdensklasse

 

tarponrod1.jpg (60130 bytes)

 

Venezuela må være det ideelle fiskeland! Landet spænder hele vejen fra det nordlige Amazonas over Andes' ørredholdige bække til Caribiens koralrev, og uanset om man er til tunge marlin, speedede bonefish, højt springende tarpon, sabeltandede payaras eller eksplosive pavon kan man få alle lyster styret. Det tager ikke mange kast, før man har glemt alt om de hjemlige gedder og havørreder.

Denne tur starter ved den gigantiske Lake Guri, verdens næststørste opdæmmede sø, hvor highlightet er den hidsige peacock bass (= pavón). Her, blandt tusinder af druknede regnskovstræer, når verdens største cichlide vægte op mod 10 kg, og den er en strid børste, der gerne tager overfladeagn og retter krogene ud i hugget! God action især spind, men det er faktisk ikke umuligt at få en på flue.

Nordpå, i den endnu større Laguna De Tacarigua, finder man verdens formentlig bedste bestand af baby-tarpon. Ikke store fisk over 50 kg som i Florida, men talrige mindre sager fra under kiloet til over 20. Til gengæld rummer det næringsrige brakvand ekstremt mange fisk, og både på flue og spind har man chancer for mere end 50 hug - om dagen. Det er desværre ikke det samme som, at man også får fisken i båden, for ingen anden fisk opfører sig så voldsomt som en tarpon. En halv snes høje saltoer er reglen snarere end undtagelsen, og man skal være glad, hvis man får mere end 10% af huggene i båden.

 

tarponfly.jpg (13736 bytes)

 

Sidste stop er den underskønne Río Caura, midt i det centrale Venezuela. Blandt jaguarer og tukaner finder man dér bl.a. den imponerende payara, junglens soleklare svar på Transylvaniens Grev Dracula. Med sine enorme undermundstænder kan payaraen perforere en hvilken som helst byttefisk, som var det et gammeldags hulkort, og ens woblere får bank, som de aldrig har fået det før. Men trods mange hug er fiskeriet ingenlunde let, for langt hovedparten af fiskene mistes i eller lige efter hugget.

I tilgift til payaraen rummer de små jungledamme mange sære fisk - fx glubske piranhas og guavinas og søreme også elektriske ål. En nakkekroget satan målte 165 cm i længden og vejede ca. 8 kg!

 

pavonfly.jpg (60715 bytes)     payara3.jpg (13639 bytes)

 

electric2.jpg (92025 bytes)     payara2.jpg (62448 bytes)

 

 

button12.jpg (5359 bytes)