Jorden rundt med fiskestangen

Fiskeri i de tropiske lande for andre end millionærer

 

bonefish.jpg (24804 bytes)

 

Fiskeferie i fjerne lande er jo en herlig ting, og noget som enhver sand lystfisker fra tid til anden drømmer om. Nogen fører drømmene ud i virkeligheden, og hvert eneste år tager mange lystfiskere på arrangerede fiskerejser, efter især Nordens laks og ørred, mens fisketure sydpå af en eller anden grund er langt sjældnere.

Sker det alligevel, at en lystfisker vender kursen langt mod syd, er det som regel med kurs mod Malindi eller Azorerne til det dyre big-gamefiskeri, mens cirka ingen kan finde på blot at tage et par af deres egne fiskestænger med til Mallorca og se, hvad heldet kan bringe. Så snart familieferien går sydpå, bliver lystfiskeriet droppet til fordel for husfreden, badelivet og den billige vin, men det er en stor fejl. Verden er så fuld af fantastiske fisk, at man kun snyder sig selv for en masse oplevelser ved at lade grejet blive hjemme.

 

Hvor i verden?

Hvorhenne sydpå er der så chancer for smukke fiskeoplevelser? Hvor som helst, for næsten uanset, hvor man måtte havne i verden udenfor Sahara, er der mulighed for at fange noget, men ens chancer for succes stiger naturligvis, hvis man før afgang laver lidt forarbejde. Det kunne jo være, at man kunne trille den uskyldige familie lidt tættere på et hot-spot efter f.eks. bonefish eller mahseer.

Set på verdensplan er det næsten altid sådan, at fiskeri i saltvand er sikrere end i ferskvand. Trods global overfiskning findes der endnu ingen fiskeløse oceaner (selvom det ofte føles sådan!), og uanset om man sidder ved Middelhavet eller i Stillehavet, vil en tidlig morgenstund med en bundsnøre eller en let pirk som regel give ”noget”. Der er altid chancer for mindre makrelarter eller sjove bundfisk.

Ferske vande byder indenfor de samme breddegrader på langt større geografiske variationer end saltvand, så har man tænkt sig at drage til ferske horisonter, kan det godt betale sig hjemmefra at finde ud af, hvad der gemmer sig under overfladen. Om ikke andet giver lidt baggrundsviden muligheden for at begrænse mængden af medbragt grej.

 

 

Skal man til Afrika, bør man utvivlsomt kigge lidt nærmere på de gigantiske nilaborrer fra Nilen eller Nigerflodsystemerne eller de mindre, men vildere og sjovere tigerfish fra Zambezi eller Okavango. Endelig rummer Østafrikas urgamle søer interessante cichlider i hele regnbuens spekter, om end især Lake Victoria lider lidt under overfiskning. På den salte side er Gambia og Senegal ved at udvikle sig til hele verdens hot-spot for fisken over alle fisk: tarpon.

Lidt nord for, i Mauretanien, eller helt mod syd, ved Swakopmund (Namibia), kan man fra ørkenstrandene opleve et til tider utroligt kystfiskeri efter både små og større hajer - over 100 kg hvis man er (u)heldig! I Det Indiske Ocean på den anden side af kontinentet er vandet generelt noget varmere, og mellem Mozambique og Somalia kan man opleve et fremragende kystfiskeri efter bl.a. verdens største bonefish. Alle disse muligheder er til at nå for den uafhængige kystfisker.

 

 

I Asien er mulighederne generelt lidt ringere end Afrika, men de fisk, der er, er ganske fantastiske - især den berømte mahseer, verdens største barbe. Den findes i forskellige varianter lige fra den sydindiske flod Kaveri til de megastore floder Bramaputhra og Ganges og sågar de øvre løb af Eufrat og Tigris. I 3-5 kg-klassen kan man fra Pakistan til Borneo være heldig at ramle ind i de glubske snakeheadfish, og fra Burma til Vietnam kan man finde en masse sære mekongmaller. I det hele taget synes maller at kunne fanges alle steder i verden.

Er man til dyrt storvildt, er der også de berømte stør fra Uralfloden i Kashaksthan, og så kan man samtidig glæde sig over at være med til støtte en af verdens mest velfungerende mafiaorganisationer. Ulempen ved størfiskeriet er som så meget andet virkeligt storvildt, at det ikke lader sig gøre uden om organiserede fiskeri.

 

pavon1.jpg (77247 bytes)

 

Det perfekte kontinent

Syd- og Mellemamerika er måske de bedste af alle verdensdele for en uafhængig lystfisker. Især Sydamerikas ferske floder rummer masser af interessante fisk, af hvilke både den op til 25 kg store dorado (i Paranásystemet) og Orinocos og Amazonas’ peacock bass er værd at forsøge sig efter, bedst i Lake Guri i Venezuela og de øvre dele af Brasiliens Río Negro.

Endnu større og vildere er Orinocos sabeltandede payara (check Venezuela-foredraget!), og for de meget ambitiøse rummer især Amazonas både store pintado-maller og den endnu større arapaima. Dem er der grundet overfiskning desværre langt imellem. Af lidt mindre vildt bør ingen snyde sig for at prøve kræfter med den bidske piranha, en ganske særlig oplevelse alene på grund af dens evne til at bide selv hærdede stålkroge i småstykker. De findes i forskellige varianter lige fra Orinoco til Paranás lavland.

 

 

Glemmer man troperne og tager op i Andesbjergene, kan man opleve fint fiskeri efter ørreder, lige fra Bolivias højland til Falkland. Mellemamerika er generelt ringere mht. ferskvand end selve Sydamerika, men man kan sagtens forlyste sig i dagevis med masser af dejlige cichlider, der elsker små spindere. Ikke store fisk, men de fås i alle regnbuens farver, og er man ualmindelig heldig, kan man i Lago Nicaragua fange verdens eneste ferskvandshajer. Dertil skal nævnes, at man i Panamákanalen kan finde en god bestand af sydamerikanske peacock bass.

I havet er Mellemamerika til gengæld i topklasse - Caribien på den ene side og Stillehavet på den anden, og overalt er der ”risiko” for fine oplevelser. Ingen uafhængigt rejsende fisker bør misse det kystnære brakvandsfiskeri, for omkring de caribiske flodmundinger fra Yucatán til Guyana kan man finde fine bestande af både tarpon og snook. Især Barra del Colorado i Costa Rica og Venezuelas Laguna de Tacarigua er med rette verdensberømte for henh. store og små tarpon.

Lidt længere ude længere ude over de romantiske ”tidevandsflats” er det især bonefish, der skal satses på, og lige udenfor revet lurer gode bestande af barracudaer og mindre bonitos. Et af de fine hit-steder til netop bonefish er Los Roquos i Venezuela, og tager man La Guairas (dyre) big-game og Orinocos fine bestand af ferskvandsfisk i betragtning, er netop Venezuela en god konkurrent til Panamá og Costa Rica som verdens mest spændende og varierede sted for en uafhængig lystfisker på lavbudget. Desværre en anelse usundt i disse tider.

Endelig er der Stillehavets mange, mikroskopiske tropeøer, hvor man ikke overraskende slet ikke har noget ferskvandsfiskeri, men hvor man til gengæld kan finde noget af verdens bedste saltvandsfiskeri. Alle arter lige fra bonefish til makreller og sailfish synes at vokse bedre i Stillehavet end i Atlanten, og meget af fiskeriet i f.eks. Fiji, Fransk Polynesien eller Tonga er svært at finde bedre andetsteds.

Vil man partout fiske i Stillehavets ferskvand, skal man til de større landmasser, og især det sydlige Papua New Guinea og Australiens nordside rummer fint fiskeri efter den hidsige barramundi, der både i størrelse og opførsel ligner en nilaborre ganske gevaldigt - lige bortset fra, at den primært lever i flodmundingernes brakvand. Længere ind i landet kan man finde australske bass-varianter, og - ganske utroligt - kan Australien byde på noget af verdens fineste karpefiskeri. Faktisk trives karperne så godt, at det mange steder langs østkysten er forbudt at genudsætte dem!

 

Informationssøgning

Har man besluttet sig til et sted i verden, skader det ikke med lidt ekstra viden inden afgang. Er man heldig, kan man hos turistbureauer eller ambassader finde materiale om fiskeri, men den slags hører desværre til sjældenhederne ved destinationer udenfor Europa. Fiskeri sælger desværre dårligere end badestrande.

På bogsiden er det måske mest universelle opslagsværk A. J. McClanes 20 år gamle ”New Standard Fishing Encyclopedia”, et kæmpeværk på 1156 sider, der som en af de meget få bøger dækker det meste af verden. På dansk findes Jens Ploug Hansens ”Hvor kan jeg fiske i verden” (Skarv / Høst & Søn), men den er næsten udelukkende fokuseret på stederne snarere end arterne og er derudover bedst til tempereret ørredfiskeri og big-game. Til sydamerikansk ferskvandsfiskeri bør man kigge i bøgerne fra Larry Larsen Outdoor’s (www.larsenoutdoors.com), og i det salte vand er bøgerne fra f.eks. Lefty Kreh og Mark Sosin gode. Her er meget inspiration at hente, også selvom mange af bøgerne er selektivt skrevet til fluefiskere.

Langt bedre, men mere uforudsigeligt er det at kaste sig over en masse fiskeblade, og europæiske blade kan ofte bidrage med inspirerende info. Går turen til Caraibien, er der ofte fin dækning i amerikanske fiskeblade (som f.eks. Salt Water Sportsman fra Florida), men desværre lider de som alt andet fra USA af, at de ikke rigtig har opdaget, at der er en verden udenfor bonefish, tarpon og big-game.

Endelig er der internettet, som i det 21. århundrede har udviklet sig til at være det allerbedste informationsmedie for den rejsende lystfisker. Google.com er den generelt bedste søgemaskine, men også Yahoo og andre kan give gode resultater. Prøv at søge efter de enkelte arter og lande og naturligvis ”sports fishing”, og se, hvad der dukker op.

En helt speciel side for fiskeinteresserede er www.fishbase.org, en filippinsk nonprofit webside, hvor man kan finde oplysninger om fisk i hele verden, desværre mere ud fra et biologisk end ud fra et lystfiskermæssigt synspunkt. En anden god side til tropisk fiskeinfo er www.jjphoto.dk, og endelig skal der også reklameres lidt for www.cqj.dk, forfatterens egen side (= HER!), mest fordi der er mange inspirerende billeder fra alle verdenshjørner. Alene oplysningerne om, hvad der kan fanges hvor, kan være guld værd.

 

guavina.jpg (62095 bytes)

 

Hvornår?

Lige så vigtigt som det at finde et inspirerende sted at dyppe linerne, er det at finde det bedste tidspunkt. For saltvandsfiskeri er der ofte store sæsonvariationer for de migrerende, pelagiske fisk (tun, makreller o. lign.), mens bundfiskene oftere bliver, hvor de er. For at undgå at havne et sted midt i en død low-season bør man derfor søge information før afgang. Ferskvandsfiskene kan ikke bare sådan uden videre stikke af til fjerne horisonter, men erfaringsmæssigt er ferskvandsfiskeri alligevel mindst lige så påvirkeligt af årstidernes skiften som fiskeriet i saltvand. Floders og søers vandstand varierer enormt med regntiden, og normalt fås det bedste og behageligste fiskeri i tørtiden - især i slutningen af sæsonen. Medmindre specielle forhold taler for det modsatte (f.eks. opgang), vælg altid tørtiden, hvilket som regel harmonerer fint med charterbranchens udbud af feriemål.

Hovedreglen for troperne er, at man skal gå efter den lokale vinter, alene fordi sommertiden er sæson for både regn og orkaner. Nord for Ækvator (f.eks. Mellemamerika, de nordlige dele af Sydamerika, det meste af det indiske subkontinent og det nordlige og vestlige Afrika) ligger regntiden i vores sommer - dvs. mellem maj og september. Syd for Ækvator er det lige omvendt. Regnen falder i vores vinter, men det er kun en hovedregel, og det kan kraftigt anbefales at søge informationer om den slags ”detaljer” før afgang. Check f.eks. www.cnn.com/weather/ for oplysninger eller (bedre) kig i en god guidebog.

 

Grej

Troperne er sjældent noget godt sted at købe grej. Stænger og hjul er nærmest science fiction, og højdepunktet af “end tackle” er i heldigste fald nogle grove kroge og en håndfuld bly, så vil man undgå de dyre fiskecamps, skal alt hardware medbringes med hjemmefra. Valget af grej skal naturligvis afspejle det fiskeri, man regner med at rende ind i, dog med den ekstra hurdle, at plads og vægt er stærke begrænsninger for hvad man kan tillade sig at stoppe i rygsækken. Man skal have det med, man skal bruge, og ikke et gram mere, så det ideelle ville være ét sæt grej, som man uden problemer kunne anvende til både store tarpon og letspind efter små cichlider. Desværre er sådan noget grej endnu ikke opfundet, så et brugbart minimum for den rejsende lystfisker bliver to stænger.

Mine egne erfaringer har vist, at det vigtigste våben for lystfiskervagabonden er og bliver letspindegrejet. Glem ikke, at der for hver eneste marlin eller tarpon, der huserer i de tropiske have, er mindst én million mindre fisk, der på det lette grej kan give lystfiskeren en fantastisk oplevelse. Det er en sejlivet vrangforestilling, at alle tropiske fisk er enorme, så tager man af sted uden en letspindestang, et fastspolehjul og liner i 0.20-0.25-klassen, vil man alt for hurtigt føle sig frygteligt handicappet. For dedikerede fluefanatikere vil universalgrejet snarere være en AFTM 6´er, men alene piranhaens og tigerfishens tænder, kravet om stålforfang og problemerne med at få fluen dybt ned gør fluegrejet mindre attraktivt. Selv i tempererede ørredregioner som Chile og New Zealand er spind mere effektivt end flue, så fluerne bør kun overvejes, hvis man selektivt går efter ørreder eller bonefish. Til løse chancer er spind langt bedre.

Sammenlignet med vore nordlige fisk har tropiske fisk nærmest uanede kræfter, og især saltvandsfisk over 4-5 kg er som vilde eksprestog. Har man planer om den slags, bør man afgjort supplere den lette stang med en tungere i stil med en solid gedde- eller laksespindestang. Pga. risikoen for at kroge fightermaskiner som jacks eller mahseer er fastspolehjul ikke egnede til selv halvtungt, tropisk fiskeri. I bedste fald kinker man hele linen under udløbene, og i værste fald splittes hele hjulet til atomer, og nærmeste reservedele er 10.000 km borte.

Min egen favorit som tungt rejsehjul er Ambassadeur 7000, men andre tilsvarende solide multihjul som Shimanos Calcutta 700 er endnu bedre, hvis ellers bremsen er god, og hjulet kan rumme mindst 250-300 meter 0,40. Vær dog opmærksom på, at spinklere hjul end Amb. 7000 kan blive trukket skæve(!) under fight af fx jacks eller andet hidsigt vildt.

Uanset valget af stænger vil det m.h.t. transport være en klar fordel at finde sig et par teleskopiske eller fire-femdelte stænger. Fluestænger er ret lette at få i sammenklappelige udgaver, mens det klart kniber med spindestænger - især i den kraftige ende. Værst er det med havstænger, hvor man i bedste fald kun kan pille håndtaget af. Ganske vist kan man teoretisk set købe firedelte havstænger, men jeg nægter at tro på, at de kan holde til en costaricansk amberjack.

Og lige en sidste detalje: Nutidens skrøbelige kulfiberstænger er ikke bygget til tredjeverdens transportforhold, så et stangrør med plads til alle stænger er en absolut nødvendighed. Billigt big-game Har man planer om egentligt havfiskeri, er løsningen for de fleste naturligvis at alliere sig med en big-gamebåd. 500 $/dag og du har chancen for en sailfish eller en marlin, men den slags kan i virkeligheden gøres langt, langt billigere. I stedet for at tage ud med de dyre amerikanerbåde kan man nemlig drage på søen sammen med de lokale fiskere, og det værste, man kan risikere at skulle betale, er et bidrag til benzinen.

 

 

Skal man score en båd, sker det bedst ved at opsøge chancerne i den lokale havn og der gøre sig gode venner med de lokale fiskere. Fungerer dette ikke, kan man prøve på fiskemarkedet eller til nød på nattens værtshus. Har man lidt tid, skal kontakten nok komme, og før man ved af det, sidder man i en motorbåd sammen med et par lokale venner og troller efter Stillehavets barracudaer. Er den slags målet, slipper man ikke for at tage en ”rigtig” havstang med, og her er en 20 punds-stang et passende kompromis mellem vægten af grejet og fangstmuligheder. Man fanger alligevel ingen marlin fra en 15 fods jolle 3 km fra land, og en 20 punds-stang kan gå til både guldmakreller og små sailfish.

Dertil er det særligt vigtigt, at man vælger et hjul med en solid ramme og en silkeblød bremse. Tro mig! Selv et hjul, der fint kan bruges til Lofotens torsk, kan risikere at blive trukket skævt (!) af en 5-10 kgs jack. Transport- og vægtmæssigt er en havstang (+ hjul) en katastrofe, men det er desværre en nødvendighed, hvis du vil på søen gratis, og det er bestemt slæbet værd.

 

Agn

Tropiske rovfisk er ofte grådige og aggressive, og en god håndfuld kunstagn i forskellige størrelser er et absolut must. Af underlige årsager har jeg altid selv haft bedst succes med spindere, jigs og woblere, mens pirke/blink har givet mindre, men det er nok mest en smagssag. Til det lette fiskeri vil spindere fra 5 gr. være fine, mens jeg til grovere fiskeri foretrækker woblere fra 10 cm og opefter, men fiskene er sjældent kræsne, så tag de kunstagn med, du tror på, og gerne rigeligt, dels for at kompensere for skarpe tænder og bundbid og dels fordi man let kommer til at give lidt grej væk i tide og utide.

Til havfiskeri kan det være effektivt at supplere woblerne med en samling kulørte gummiblæksprutter eller store fluer til trolling i overfladen. De er både billige og effektive og derfor ideelle at dele ud som gaver til skipperen. Mht. farver har jeg fanget fisk på alt muligt, men især til havet synes én bestemt farve at virke bedre end nogen anden: Rød-hvid. Den gælder nærmest i hele verden, så uanset hvad man ellers tager med, sørg for, at der er godt med rød-hvide sager i rygsækken.

Udover kunstagn er det ingen dum idé at medbringe en håndfuld enkeltkroge i størrelser fra 10 til 8/0 - størst til saltvand - plus lidt bly og svirvler og eventuelt et par flåd. Medefiskeri er overalt i verden den letteste måde at få “noget”, og det bør man benytte sig af, hvad enten man har intentioner om at flådfiske Thailands maller eller forsøge med død agnfisk efter Belizes tarpon. Husk da lidt stålforfang i tykkelsen 30-80 pund, for tropiske fisk generelt har meget skarpere tænder end vore hjemlige arter, og uden forfang vil man miste alt for mange hug - og woblere.

Facit: Verden er fuld af løse fiskechancer - man skal bare finde dem først, ganske som når man en tidlig forårsmorgen tager ørredstangen og gør ned til den lokale sø. Tag noget grej med, næste gang familien skal sydpå, og stil dig ud ved floden eller den lokale mole og se, hvad der sker. Vil du længere ud på vandet, så snak med de lokale og tag med dem ud i deres båd. Fisk er der nok af, og halvdelen af morskaben består i at fange noget, man aldrig før har haft i enden af linen.

 

Fiduser:
De fleste tropiske have fisker bedst om vinteren. Temperaturen er marginalt lavere og, endnu vigtigere, alt det dårlige vejr kommer altid om sommeren. Nord for Ækvator (f.eks. Filippinerne og Belize) er bedst fra november til april, mens livet syd for (f.eks. Fiji og Tonga) er bedst fra maj til oktober, hvis man vil undgå regn, blæst og orkaner.
Grejforretninger er nærmest nonexistent i den tredje verden. Mangler du noget, er chancerne bedst ved turistcentrene. Tag rigeligt med som gaver til f.eks. din lokale skipper.
De fleste steder i verden forstår folk et minimum af engelsk - lige undtagen i Latinamerika, hvor man på Stillehavssiden ikke skal regne med mirakler uden at kunne noget spansk. I Caribien funker engelsk naturligvis fint.
Halvstore woblere og plastblæksprutter virker ofte glimrende. Rød-hvid er en fremragende universalfarve, ellers prøv pink, gul eller evt. sort.
Glem alt om ”forplejning”. Tag lidt spiseligt med ud og, vigtigst af alt, et par liter vand. Den tropiske sol dehydrerer slemt.

 

© Claus Qvist jessen

button12.jpg (5359 bytes)