Foto på rejsen

Der er ikke mange, der ikke tager billeder, når de er på langfart, for hvad er bedre til at gemme minderne end smukke billeder fra lige så smukke steder?

 

 

Desværre er det at tage gode billeder ikke bare noget, man gør, og hvorfor er der nogen, der altid tager superbe billeder, mens andre ikke gør det? Hvorfor er det altid de samme mennesker, der får strålende bifald for deres rejsebilleder, mens andre får taget en serie yderst ordinære billeder uden "det"?

 

Valg af kamera - mini kontra SLR

Det helt store spørgsmål for enhver rejsende fotograf er, om man skal købe et af de handy, små lommekameraer, eller om man skal investere familieformuen i et af de større spejlreflekskameraer (SLR) -enten som analogt papir/dias-kamera eller som digital. Desværre synes det i vore dage som om, at samtlige kamerahandlere har gjort fælles front og forsøger at overbevise alle deres uvidende kunder om, at de små kameraer med deres mikroskopiske objektiver er mindst lige så gode som de fuldprofessionelle grejer af SLR-klassen.

Det er i bedste fald en sandhed med meget store modifikationer. Flertallet af nutidens fotohandlere har ganske enkelt for mange ukritiske og uvidende bedstemødre i deres kundekreds, og der er en grund til, at professionelle fotografer primært lægger deres penge hos de professionelle handlende. Minikameraer er fremragende til hurtige skud, men til virkelig kvalitet er der kun en vej, og det er et SLR. Et kvalitets-SLR med et godt objektiv kan til hver en tid levere langt bedre og skarpere billeder end de, man kan vride ud af selv det bedste minikamera, så det man i virkeligheden skal, det er at gøre op med sig selv, om man virkelig har brug for den ekstra skarphed, eller om man ikke er godt tilfreds med den næstbedste løsning, og det afhænger helt og aldeles af valget af filmtype.

Tager man alle sine ferieminder som papirbilleder, koges det hele ned på et lille, 10x15 cm areal, og så betyder den marginalt ekstra skarphed ved SLR’en ganske enkelt intet. For papirfolket er et godt minikamera rigeligt, og der er ikke meget vundet ved at investere sparepengene i en Canon EOS1, en Nikon F6, Nikon D200 eller tilsvarende - udover prestigen, naturligvis.

Vælger man et minikamera, bør det klart være et med autofokus og ikke et af de allerbilligste med fast fokus. Et fast fokus betyder, at alt udenfor det faste billedplan bliver sørgeligt uskarpt, og forskellen op til selv et lille, kompakt autofokus er alt for stor. Derfor: Glem fast fokus, selvom du "kun" tager papirbilleder. Resultatet er ganske enkelt ikke godt nok.

Omvendt er det, hvis man er til dias. I så fald skal ens billeder kunne tåle at blæses op til 2x3 meter, og så betyder det ganske meget, om vinderskuddet er taget med kvalitetsgrej eller en mini. Billedarealet for et forstørret dias er flere hundrede gange større end ved et papirbillede, og skarpheden tilsvarende vigtigere. Er du til dias, er der derfor ingen vej udenom SLR, i hvert fald ikke hvis kvaliteten betyder noget for dig. Som ved ethvert andet impulskøb skal man i virkeligheden ”bare” finde ud af, hvad man skal bruge sine sager til. Så går resten af sig selv - næsten.

 

Autofokus vs. manuel

Alle moderne minikameraer er født med en ikke-udskiftelig linse (ofte fokusfri zoom - ikke at forveksle med autofokus), og muligheden for at lege med objektiverne er forbi i det øjeblik, hvor kameraet er købt. Køber man derimod et spejlrefleks, rummer købet af objektiv(er) masser af muligheder og dermed faldgruber, hvor man igen skal bruge sin fornuft snarere end at lytte ukritisk til ham der fotohandleren med de mange bedstemødre i kundekredsen.

Den mest almindelige misforståelse er, at autofokus (AF) giver bedre billeder. Det gør de ikke, og en god fotograf med et hurtigt håndled kan lave mirakler med et gammelt, manuelt SLR. Fordelen ved AF ligger derfor mest i, at man kan tage hurtigere billeder, især under meget mørke forhold, hvor det ikke altid er lige let at fokusere manuelt. Prisen er især en øget vægt og (pga. al elektronikken) en øget risiko for, at noget svigter. Manuelt fokuserende, halvautomatiske SLR-kameraer er i det hele taget aldeles fremragende og endda mere holdbare end flertallet af de ikke-professionelle AF kamerahuse. De er sågar lette at bruge, for samtlige ”nyere” modeller er udstyret med elektroniske lysmålere og kan køre mindst blænderprioriteret automatik. Man stiller blænden, apparatet klarer lukkertiden, så der er bestemt ikke tale om, at man skal ud og måle lyset med en separat lysmåler og derpå rykke ved samtlige indstillinger igen-igen, indtil man har pejlet sig frem til noget brugbart.

Et manuelt, halvautomatisk SLR er ganske enkelt den suverænt billigste måde at tage professionelle billeder. Ulempen er så, at hele verden er konverteret til først autofokus og siden digital, og at der udover Nikons nye FM3 ikke er blevet produceret nogen manuelle SLR siden slutningen af 80'erne(!). Er man til antikke, manuelle sager, skal man ud og købe brugt.

Men det er heller ikke så ringe endda - check især Den Blå Avis (www.dba.dk) eller eventuelt den amerikanske auktionsside e-bay (www.ebay.com), begge steder fine til køb og salg af brugt kameragrej, mens den danske www.qxl.dk endnu ikke har nær samme udbud. Kig efter modeller som Minolta X700, Nikon FE, FE2, FM2, F3 el. FA, Canon A1 el. AE1 eller tilsvarende uopslidelige arbejdsheste. De kan næsten bruges til at slå søm i med, og, fordi verden nu engang er gået i både AF, digital og selvsving, er de til at få relativt billigt.

Husk så også lige, at uanset hvad og hvor, du køber secondhand, skal der checkes for slitage (hvilket i øvrigt er et godt argument for ikke at handle oversøisk). Især er det kritisk med lukkerlamellerne og filmfremføringen, men det generelle udseende må da også gerne være flot, da det siger lidt om, hvad ejeren har udsat dyret for. Spørg eventuelt, om du kan få lov at skyde en enkelt film af og få den fremkaldt på et éntimes lab. Er der alvorlige fejl og mangler ved lukker eller elektronik, ser du dem i hvert fald der. Har man det bedre med at handle hos en rigtig butik og få 3 mdrs. garanti og en fordobling af prisen med i købet, har Bingo (bedst i Rødovre eller på Frederikssundsvej) masser af godt secondhand-grej. Endnu bedre er Foto C/AV (Holbergsgade, KBH K) og Photografica (Skindergade), hvor både kvalitet og pris er en del hidsigere. Også Thorsøe (Søborg og Finsensvej) har jeg haft succes hos, og check også vinduerne hos Kontant (Købmagergade), Ludvigsen (overfor Rosenborg) eller de mindre forretninger. Miraklernes tid er ikke forbi.

 

Mærkevarer?

Alternativet er altså autofokus og det i en sådan grad, at selv jeg har overgivet mig. Om man så skal vælge Canon, Minolta, Pentax eller Nikon eller noget helt sjette, det må komme lidt an på, hvad man falder over af gode tilbud. Det er en sand jungle, og det er mere end svært at danne sig et overblik over, hvad de forskellige modeller kan, som de andre ikke kan. Det er dog en klar fordel, hvis kameraet kan måle lys på flere forskellige måder som f.eks. spotmåling over centervægtet til matrix. Matrixmålingen er en fragmenteret helhedsmåling og er smart, hvis man i centrum af billedet har noget meget sort eller meget hvidt, som får en centervægtet måling til at tro, at det hele er enten dyb nat eller skarp sol.

Skal kameraet bruges til lange, bumlede rejser, er det også smart at finde en model, der ikke lugter alt for meget af pap og plastik. De såkaldt professionelle huse a la Nikon F5 og F100 eller Canons EOS1 tager ikke bedre billeder end plastikhusene (som Nikon F55 eller Canon EOS300), men de tager gode billeder i længere tid. Vesttibet er altså ikke lige stedet at have et kritisk sammenbrud af et stykke skrøbeligt hitech-pap, og et topmoderne autofokus med alle funktioner kogt ned til 200 gram plastik lugter efter min mening ikke af den soliditet, et kamera skal have, uanset hvad der ellers måtte være af avancerede funktioner. Hvorfor mon en 40 år gammel Volvo Amazon stadig holder brugtprisen, mens ingen rigtigt gider røre ved en Skoda 105 mere?

Uanset hvad kan Internettet hjælpe, og ved min seneste kamerakøbersession havde jeg mange muntre nattetimer i selskab med især websiden www.photo.net, hvor professionelle og amatører åbent debatterer forskellene mellem forskellige mærker og modeller. Vælg endelig et brugervenligt kamera, som andre også er glade for, og hold fingrene fra alt, der lugter af Wartburg eller Trabi. En lille detalje skal dog nævnes ved Nikon, og det er, at det er det eneste af alle mærker, hvor man kan bruge de manuelle objektiver på autofokus huse og omvendt. Det er også det af alle mærker, hvor det er lettest (især i Photografica, Foto C og andre profiforretninger) at få brugte, faste kvalitetsobjektiver, ene og alene fordi Nikon gennem årtier har været de professionelles foretrukne mærke. Det smitter desværre også af på prisen, og Nikon er det af alle mærker, hvor man dårligst kan håbe på at købe guld for ingen penge. Fotoverdenens ypperste mærkevare.

En anden detalje, der måske kan være værd at tænke over, er den jungle af avancerede programfunktioner, som enhver ny SLR er udstyret med . Så finder man bare motivet og trykker, og kameraet klarer alt lige fra blænde til lukkertid og sikkert også kaffen bagefter. Det benytter de fleste sig af, men det bør ikke være en faktor til kameravalget. Ved man, hvad det er, man har med at gøre, er det efter min mening smartere at bruge f.eks. blændeprioriteret ”mode”, hvor man indstiller blænden og lader kameraet bestemme lukkertiden. Det giver mindst lige så god kontrol over dybdeskarphed og rysteri, og den er den samme på alle tænkelige kameraer. Bruger man programfunktionerne, skal man alligevel cykle frem og tilbage mellem de forskellige fancy programmer til henh. landskaber, portrætter eller gruppebilleder, og så kan man lige så godt styre det hele fra blænderingen. Så ved man, hvad man har, men det er lidt af en smagssag.

 

 

Objektiverne

Linsen, eller objektivet, er det brilleglas, vi sender vores lys igennem, og den har langt større betydning for resultatet end selve det kamera, som folk ellers bruger så meget tid på at vælge. Resultatet er desværre, at netop objektivet får en meget stedmoderlig behandling, og folk tager bare det, der ligesom fulgte med kameraet, da de kiggede på det. Sludder, for der er meget mere i optik end laveste fællesnævner, og, skal ret være ret, burde man faktisk starte med at vælge optikken, og så først bagefter vælge den kasse, der holder filmen.

En linses brændvidde siger noget om, hvor meget den forstørrer eller formindsker. 50 mm er neutralpunktet, og alt under formindsker - dem kalder vi for vidvinkel, og de er geniale til billeder af motiver, der er tæt på, mens de modsatte (> 50 mm) forstørrer og kaldes tele. Det er dem, vi alle gerne vil have med, når vi på 700 meters afstand ser safariens eneste løve.

For digitale kameraer ligger "den neutrale brændvidde" en anelse lavere. Det hænger sammen med det mindre billedfelt, og for et digitalt spejlrefleks som fx Nikons D70 giver en almindelig 50 mm linse en aktuel brændvidde på ca. 75 mm. Ved digitale kameraer bliver normalobjektivet derfor nærmere en 35 mm. En 50' er er en let tele.

En anden faktor at skulle tænke over er "dybdeskarphed". En stor dybdeskarphed vil sige, at ikke bare det, man aktuelt fokuserer på, bliver knivskarpt, men også det et par meter foran og bagved. Omvendt betyder en ringe dybdeskarphed, at det, man har fokuseret på, bliver knivskarpt, mens resten (foran og bagved) er lige så uskarpt som verden set gennem en tung londontåge.

Hvor dybdeskarpt, ens billede bliver, afhænger af det hul, vi sender lys gennem, nemlig objektivets blænde. Et meget lille blændehul giver alt andet lige en stor dybdeskarphed i billedet, mens et stort hul giver et billede med ringere dybdeskarphed. Generelt har vidvinkelobjektiver (< 50 mm) stor dybdeskarphed, mens telelinser er dårligere ringere. Blændeåbningen beskrives oftest med et f-nummer, hvor en f2,8 angiver en stor åbning, mens en f11 er et meget lille hul. Højt nummer er altså noget forvirrende et lille hul, hvilket igen giver stor dybdeskarphed. Disse f-numre er diameterrelaterede, og en fordobling af nummeret (fra f.eks. 2,8 til 5,6 eller fra 5,6 til 11) betyder en halvering af huldiameteren, og at hularealet reduceres til en fjerdedel svarende til to blænder. Går man kun fra blænde 5,6 til 8 reduceres arealet til det halve svarende til én blænde. I alle tilfælde er det sådan, at det lys, der slippes ind til filmen, er proportionalt med blændehul gange eksponeringstid. Fordobler vi hullets areal, vil kameraets automatik svare igen med at halvere tiden og derved sikre, at det stadig er den korrekte, totale mængde lys, der slipper ind.

Til at beskrive et objektiv bruger man også et f-nummer, men kun det f-nummer, der svarer til den minimale blændeværdi (altså største blændehul). Således ser man ofte objektiver beskrevet som f.eks. 28/2,8 et objektiv med 28 mm brændvidde (="vidvinkel)," hvis største blændeåbning (totalt åbent) er 2,8. For os som fotografer har dette ekstremt stor betydning - langt større end om kameraet er high-tech autozoom eller et 25 år gammelt manuelt fokuserende Nikon F3. Eksempelvis vil (alt andet lige) en 28/2,8-linse altid tegne skarpere end en med karakteristikken 28/4, også selvom begge objektiver sættes til f5,6. Alene fordi det næsten altid er en fordel med stor dybdeskarphed, vil et 28/2,8 derfor være at foretrække frem for en 28/4. Et lille f-tal på et objektiv er altså godt, og et objektiv med karakteristikken f1,8 kan altid tegne skarpere end en med f3,5, som igen er bedre end en på f5,6. Zoom og faste linser

Den slags skal huskes, når du skal ud og vælge objektiver, for også her er fotopusherne nogle værre hundehandlere. Samtlige billige SLR’er leveres i vore dage med et ringe zoom-objektiv, og brugtvognsforhandleren på den anden side af disken indrømmer kun nødigt, at det måske ikke er en Rolls Royce, ens kamera er født med. ”Meeeeeen, den er mindst lige så god og meeeeget billigere”.

Vrøvl! Der er mange grunde til, at en Rolls er dyrere end en Skoda. Som fotografer er vores råstof jo lys, og zoomlinser har det med at spise ganske meget af netop lys. Det ses ved, at minimumblænden for de fleste zooms ligger mellem f3,5 og f5,6, mens gode faste objektiver let klarer f2,8 og mange gange ned til f1,4 eller sågar f1,2 for 50 mm normalobjektiver. Alene derfor er faste linser en klar fordel, om end der findes gode og lysstærke (og særdeles dyre) zooms, men det er desværre ikke dem, der følger med de billigste spejlreflekskameraer, når man køber dem. Nikons 80-200/2,8 eller 17-35/2,8 er glimrende eksempler, men koster desværre begge på den rigtigt uheldige side af 15.000 kr. og har det med ikke at blive inkluderet i en kamerapakke til 3.995.

Generelt er zooms dårligst, når de går helt nede fra vidvinkel til tele (f.eks. fra 28-80 mm), mens det teknisk set er lettere at lave en god zoom i det rene teleområde (f.eks. 80-200). Svaghederne viser sig altid under ringe lysforhold, mens man ved skarpt dagslys kan få fremragende billeder ud af ret ringe objektiver. Ved f16 tegner alle objektiver skarpt, mens forskellen mellem gode og dårlige linser bliver langt større ved f5,6 eller 2,8. Dette er sikkert er årsagen til, at mange ikke opdager, hvor ringe optik de egentlig har, for tager man kun billeder i høj sol, bliver alting jo godt.

En anden generel egenskab ved linser er, at centrum af billedfeltet altid tegner rimeligt skarpt, mens det kniber mere med skarpheden i kanterne, og naturligvis er det de ringeste og billigste zooms, hvor forskellen er mest graverende. Ikke overraskende har dette langt størst betydning ved diasbilleder, mens papirfolket kan være mere ligeglade. En god hjemmeside til evaluering af kvaliteten af objektiver af næsten alle tænkelige mærker er den svenske www.photodo.com. De har (under linket ”products”) simpelthen testet over 900 forskellige objektiver, heraf masser af originale og uoriginale zooms, og disse dumper stort set alle sammen. Topkarakteren 4,8 (af 5,0 mulige) scores af en fast Canon 200 mm, men alt over 4,0 er fremragende, og det er der altså ingen lavpriszoom, der kommer bare i nærheden af, slet ikke hvis man går lidt ud i kanterne af billedfeltet.

Klik ind på Photodo.com, og sammenlign kurverne for f.eks. Vivitars AF 28-210/3,5-5,6 (karakter 0,9) med en Nikkor AF 50/1,8 (karakter 4,4), og bliv overbevist. Den eneste ulempe er, at de gode svenskere er ophørt med at opdatere siden, så de allernyeste objektiver er altså ikke med.

 

Dark Side of the Moon

Men hvorfor er det egentlig sådan? Tjah, linser består jo logisk set af en masse glas (eller plast), og en zoom har gerne 12-13 eller endnu flere lag glas i sig, mens et fast objektiv måske er nede på 5 eller 6. Enhver brydning af lyset medfører en lille opsplitning af lysets langbølgede, rødlige stråler og de kortbølgede, blålige toner ganske som gennem et prisme, hvilket forsiden af Pink Floyds fremragende skive ”Dark Side of the Moon” så glimrende viser.

Jo flere lag glas, lyset skal igennem, jo flere brydninger kommer der, og jo større spredning komme der mellem langbølget og kortbølget lys. Fotohandleren vil utvivlsomt sige, at den forskel er der ikke mere, for alt glasset i objektivet er blevet superhyperantirefleksbehandlet med dobbelt overliggende knastaksel og undervognsvask. Den slags hjælper utvivlsomt, men lysets brydning kan selv ikke den bedste antirefleks gøre noget ved. Det er jo derfor, vi overhovedet har alt det glas i linserne: for at bryde lyset!

Det er altid godt med lidt objektiv rådgivning fra nogen, der ikke forsøger at sælge en et kamera, og interessant nok er det ikke altid de originale mærkevarer, der scorer højest hos photodo.com. I ”gamle dage” var det ellers altid linser af originalmærkerne, der var skarpest, men anerkendte ”piratmærker” som Sigma og Tokina er efterhånden slet ikke så ringe endda, og f.eks. klarer Sigmas 24/2,8 sig bedre hos Photodo end Nikons egen 24/2,8 og til den halve pris. Tamron er generelt lidt ringere, mens Vivitar og de fleste andre scorer endnu værre. Er billedkvalitet ens højeste ønske, bør man derfor bide i det sure æble og investere i et par faste linser snarere end en zoom.

Ulempen er så, at man ikke bare kan stå stille og ramme sit billede ind efter forgodtbefindende. Endvidere skal man altid fumle rundt med et par løse linser i tasken, og risikoen for sand og støv i kassen stiger i takt med antallet af objektivskift. Igen: vurder om det er det værd at få den perfekte billedkvalitet. Er du til milde kompromiser, så sats på en zoom, men hold dig fra de allerringeste. Man får desværre, hvad man betaler for, og det er ikke ret meget, hvis det samlede objektivbudget hedder 1.000 kr.

En helt tredje og meget nymodens usikkerhed er de såkaldte "digitale zooms". Det er en måde, hvorpå de billigste, små, digitale lameraer kan booste deres zoom. Der er det nemlig ikke optikken, der zoomer ind på motivet, men elektronikken. Kameraets chip genererer ganske enkelt flere pixels, end dere r belæg for, og resultatet bliver ganske rædselsfuldt. Fint til småbilleder, men ikke til meget andet. Glem den slags.

 

 

Valg af brændvidder

Og hvor mange og hvor lange objektiver skal man så tage med på rejsen? Det kommer an på, hvor man skal hen, og skal man f.eks. på østafrikansk safari, er det direkte dumt at tage af sted uden en god tele på 200 mm eller derover. Alene derfor er minikameraerne usmarte, da de sjældent går til over 135 mm. En fast 35 mm vidvinkel eller så er fin til landskaber, og så behøver man faktisk ikke mere! Er man på zoomholdet, vil en 80-300 mm være smart, mens man i den lave ende kan overveje en 28-80 og leve med den lidt forringede billedkvalitet. Og så glem lige alt om at købe en 28-200 zoom! Både Tamron og Vivitar har sådan en på programmet, men de er rædsomt ringe og kan bestemt ikke anbefales.

Skal man primært være i storbyer eller (som jeg meget ofte) ud blandt sære stammefolk, er en lang tele nærmest overflødig, og man vi være langt bedre tjent med et par korte objektiver. Folk har det efter min mening med at bruge for lange linser, og snarere end en tele er en god vidvinkel i særklasse det mest brugbare (og det mest vanskelige objektiv), man kan investere i. Tag aldrig af sted uden en vidvinkel, især ikke hvis du tager diasbilleder, hvor billedstørrelsen alene gør, at du ikke skal helt så tæt på for at se, hvad der foregår. Jeg selv har gennem de seneste 10-12 år taget 75 % af alle mine billeder med en fast 24 mm vidvinkel suppleret med en lige så fast 50 mm normal til portrætter, mens mine lange teler statistisk set bruges til mindre end to billeder dagligt. Zoomfolket, der ikke skal ud i naturen, kan her vælge en 28-80 og kan fint glemme alt andet også den perfekte billedkvalitet.

 

Film og ASA

Filmen er fotografens nethinde og dermed den egentlige gengiver af motivet. Den er lidt ligesom højttaleren i et stereoanlæg eller krogen for enden af en fiskeline den vigtigste og samtidig mest undervurderede del af udstyret. På enhver film er der angivet en ASA-værdi (ISO-), og jo højere, jo mere lysfølsom er filmen, og jo mindre lys kan man klare sig med. Ulempen er så, at høj-ASA-film (200-) har det med at blive noget mere grovkornede og dermed mindre skarpe. Ydermere har høj-ASA'er det med at være kendeligt mindre farvemættede end lavfølsomme film, så følsomheden fås ikke gratis.

Filmmarkedet er heldigvis knapt så uoverskueligt som markedet for kameraer og objektiver. Der er kun 5-6-7 mærker at vælge imellem, og så burde det jo være let nok, ik'? Ikke altid, for der er store variationer, og bl.a. Fujis diasfilm har ry for at være både meget kontrastede og meget blå-grønne i toningen, hvilket er fedt til naturbilleder, men ikke altid lige heldigt til mørke mennesker. Især Provia 100 og Velvia 50 har det sådan, mens den mest almindelige af alle, Sensia 100, er mindre hidsig og derved mere tolerant.

Omvendt er Kodachrome 64, den klassisk varme, rød-gule film, glimrende til sorte folk, men mindre sprællende til Indonesiens grønne rismarker. Kodaks Elitechrome 100 og samme firmas Ektachrome E100S synes begge at være forsøg på at gå Fujis Sensia 100 i bedende, og er faktisk et par udmærkede, blå-grøn naturfilm. Endelig har f.eks. AGFA ry for at lave nogle mere neutrale film, men det hele kan let ændre sig med ”årets modeller”. Hvad man til sidst vælger er lidt af en smagssag, men tag aldrig af sted i tre måneder med 40 ruller af en film, du aldrig har prøvet før. Skyd en enkelt eller to før afgang, leg lidt med belysningen, og så du ved, hvad du har i kameraet.

Der findes også film med ASA over 100, bl.a. Fujichrome Sensia 200 og 400 eller Kodachrome 200. De påstås at være fine og kan muliggøre optagelser uden flash under halvmørke forhold, men deres farvemætning er generelt ringe, og jeg synes ikke om dem. Så går jeg hellere i den modsatte grøft og bruger Fujis Velvia, en 50 ASA profifilm og intet mindre end markedets mest farvemættede og utroligt skarpt tegnende. Den er desværre meget afhængig af flot lys og kan derfor kun anbefales til fotografering i fint dagslys (eller med kraftig flash) og kun til folk med faste højkvalitetsobjektiver. Velviaen er alt for nærsynet til halvdårlige zoomobjektiver og gråvejr.

 

Flash

En flash er om noget et stykke hardware, som kan dele selv professionelle fotografer i to skarpt adskilte lejre. Modstanderne argumenterer med, at en flash ødelægger det naturlige lys og giver billedet en aura af kunstighed, og noget er der om snakken. Alligevel bruger jeg flash til mange ting, for ikke nok med at man kan lege fotograf indendørs, man kan også bruge den som fill-in udendørs, en lille krølle som forbavsende få benytter sig af. Mange af verdens mennesker er jo frygteligt sorte i huden, og det er fotografisk meget bøvlet uden ekstra lyskilde. Mørke mennesker på en lys baggrund har det med at blive til ”sorte huller”, især midt på dagen, og der kan lidt ekstra lys midt i middagsheden faktisk være løsningen. Mange af de mindre SLR-kameraer og næsten alle minierne har en indbygget flash, så prøv næste gang at aktivere den pr. tvang (selvom dyret siger, at der ikke er behov for det).

Også i farvefattigt gråvejr kan det være en god ide med en fill-in-flash, især ved Fujis hårde, men generelt ganske farvemættede film. En flash er normalt beskrevet ved et ledetal (LT), et udtryk for hvor meget lys, der maximalt kan sendes af sted. Lidt firkantet svarer LT (ved brug af en 100 ASA film) til blænden gange afstanden, og ved et LT på 20 kan man således regne med at oplyse 5 meter ved brug af en blænde 4. Mange AF’er og samtlige minier har en indbygget flash, men lad være med at tro, at de har et LT på mere end 5-8, fint til et portræt på 1 meters afstand, men utilstrækkeligt til alt andet, især fordi netop disse kameraer ikke just er udstyret med lysttærke objektiver. Bruger du flash meget, sørg da for at indkøbet har et ledetal på mindst 20, og det er heller ingen skade til, hvis den kan ”zoome” eller sprede lyset, så den passer til både din vidvinkel og tele, eller vinkles, så man kan få lidt indirekte lys på motivet. Uanset hvad vil du være langt bedst tjent med en flash, der sammen med kameraet kan udføre transmission through lens-lysmåling (TTL), altså at kameraet måler naturligt lys og flashlys sammenlagt og derfra styrer lukker og flashlys. Det bør ikke være noget problem ved kameraet, da næsten alle moderne SLR kan den slags sammen med en dertil indrettet, dedikeret flash. Værre er det dog ved brug af uoriginale flash, der meget ofte ikke kan den slags. Check med fotohandleren han/hun skal vide den slags.

En meget stor ulempe ved flash er, at man ikke ser, hvad man får, før det er for sent, og der kan efter fremkaldelsen være mange ufrivilligt ”sjove” overraskelser gemt på diasstrimlerne. Vær især opmærksom på, at flash er nærsynede, og at forgrunden uundgåeligt vil blive meget kraftigere belyst end den fjernere baggrund. Med flash opdager man også, hvor stor forskel der er på det lys, der udsendes fra en mørk og en lys flade. Prøv at juster blænden (og evt. flashen), så hovedmotivet ligger en anelse under den maximale afstand, flashen kan skyde ”korrekt”. Har man et mørkt motiv, vil flashen da skyde 100 % og derpå bippe og sige, at billedet er underbelyst og bliver for mørkt. Forklaringen er naturligvis, at motivet er mørkt, og det skal derfor også være mørkt på filmen, hvis ikke man har et stort overskud af flashkraft til at lyse selv en buskmand fra Kalahari op som hvid mand. Måske var det det, Michael Jackson benyttede sig af i 80’erne......

 

Filtre

Endelig er der filtre, de der glasplader vi skruer foran objektivet for at forbedre et eller andet. Farvefiltre er sikkert fine til sort-hvid og (især) orange solnedgange, men jeg bruger dem aldrig og kan ikke anbefale dem. Hvad jeg derimod kan anbefale, det er et polarisationsfilter (PF). Et PF kan fjerne lysreflekser fra bestemte retninger, og da det tilmed kan drejes rundt, kan man efter forgodtbefindende fjerne forskellige grader af uønsket lys. De er f.eks. smarte, hvis man skal kigge ned gennem en vandoverflade og gerne vil have reflekserne væk, eller også i en regnskov, hvor bladene altid er alt for blanke pga. reflekteret lys. Et PF fjerner fluks alle reflekser og giver dig den smukke grønne farve, bladene jo har i forvejen.

Et andet sted, hvor PF i den grad har sin berettigelse, det er højlandet. Tibets og Titicacas himler bliver vidunderligt dybblå, når man bruger et polfilter, så blå at det tenderer ”for meget”, men det er altid et spørgsmål om smag og behag. Ulempen ved et PF er, at den spiser 1-2 blænder og dermed lidt af skarpheden, men det er blot et ekstra argument for at bruge faste linser i stedet for zooms.

 

"Tænk som en lysmåler"

Meget af al fototeknik kan i virkeligheden koges ned til kunsten at tænke som en lysmåler! Jeg ser det for mig: Næste dybsindige erkendelseroman fra den danske åndselite får titlen "Jeg, En Lysmåler", men noget er der om snakken, og at forestille sig, hvad der foregår indeni kameraets elektronik vil kunne hjælpe til langt bedre billeder. Lyder det kryptisk, skal det indrømmes, at jeg nu gennem 15 år har forsøgt at tænke som en lysmåler, men det er langt fra lykkedes. Til gengæld kan jeg trøste mig med, at der heller ikke er nogen lysmåler, der tænker ligesom mig.

En almindelig lysmåler er sat til at skulle give en gennemsnitlig 18 % gråtone, uanset om man retter kameraet mod en meget lys eller en meget mørk flade, og det kan sgu ikke være rigtigt. Så ender alle ens motiver jo med at se helt ens ud i toningen, og så enkel er verden heldigvis ikke. Tager man billeder af noget meget mørkt, er det derfor ikke nogen dårlig ide at justere kameraet, så man med vilje underbelyser filmen så billeder i overensstemmelse med virkeligheden bliver mørkere. Det gøres ved f.eks. at indstille ASA-vælgeren (til filmfølsomheden) til f.eks. 200 eller 400 ASA i stedet for de 100, der står på filmen (henh. 1 og 2 blænders underbelysning), eller også kan man bare bruge kameraets indbyggede +/- funktion.

Omvendt kan man opjustere, når man har med meget lyse motiver at gøre. Også selvom man ikke har med særligt mørke motiver at gøre, kan det være nyttigt med en generel nedblænding, noget man ikke kan med papirfilm, men kun med dias. Sæt kameraet med din 100 ASA-film til 125 eller 160 ASA i stedet, og kameraet sørger for at lukke henh. 1/3 eller 2/3 for lidt lys ind. Det giver langt bedre kontrast og bedre farvemætning, men svagt mørkere billeder, hvilket i sig selv også er en fordel. De 18 % gråtone er alligevel alt for lyst efter mine begreber, så jeg bruger næsten altid en vis nedblænding dog ikke når jeg fotograferer mørke mennesker på lys baggrund.

Ikke alle film er lige velegnede til en nedblænding og da slet ikke under alle lysforhold. Fujis tolerante Sensia 100 kan man fint skyde som 200 ASA (-1 blænde), mens den professionelle Provia 100 er mere hysterisk og kontrastrig og derfor bøvlet til en indstilling over 160 (="2/3" blændetrin). Skyggerne bliver næsten for mørke. Kodaks klassiske Kodachrome 64 kan også fint skydes som 80 eller 100, mens Fujis ekstremt farvemættede Velvia 50 næppe bør bruges som mere end 64, da den i forvejen virker en anelse underbelyst. De fleste profier skyder den ”kun” som en 50'er eller sågar 40 ASA.

Vigtigt er det desuden at holde sig for øje, at den øgede farvemætning med underbelysningen kun virker i fuldt dagslys. Er der gråvejr eller andet grimt, vil en solid underbelysning bestemt ikke give ekstra farver, blot få det hele til at se endnu mørkere og tristere ud. Det hele er meget en smagssag, og jeg kan kun anbefale, at du prøver dig frem og finder ud af, hvad du bedst kan lide. Mange profier bryder sig således slet ikke om nedblændinger, mens jeg selv næsten altid gør det. Som så meget andet foto er det yderst individuelt.

 

 

De kære motiver

Det var en lang snak om teknikken, som i virkeligheden er så sørgeligt underordnet, hvis ikke man har nogen flotte motiver at lege med, men dem er der heldigvis masser af her i verden, og det er bare at gå i gang og skyde fra en ende af. Ligesom med så meget andet er der visse ”regler” for kompositionen af er godt motiv, men husk samtidig, at foto er en yderst subjektiv ”kunstart”, og at nedenstående kun er mine bud på verden. Enhver anden fotonisse vil kunne finde på nogle helt andre forslag.

prik.gif (348 bytes)

Lyset er fotografens vigtigste råstof, og forskellen mellem intensiteten af et billede taget i fuldt dagslys og i gråvejr er himmelvid. Er der skyer for solen, så vent lige et par minutter. Det perfekte sollys er vor bedste lyskilde og ventetiden værd.
prik.gif (348 bytes) Lys på hovedmotivet! Er dit motiv i skygge, mens baggrunden er i sol, er du nødt til at anvende en fill-in flash. Det er tricky, hvis hovedmotiver er i siden, og kameraet har en centervægtet lysmåler, men det kommer med erfaringen.
prik.gif (348 bytes) Naturbilleder (bl.a. klipper) har det med at blive meget mere dramatiske, hvis de tages i modlys eller sidelys. Mørke mennesker (ikke portrætter!) tages generelt bedst i medlys eller evt. modlys med fill-in-flash (se nedenfor).
prik.gif (348 bytes) Man har kun en bestemt mængde lys til rådighed til et givet foto. En høj blændeværdi (="lille" hul) vil derfor fordre lange lukkertider, mens en stor blændeåbning (= lille nummer) giver en tilsvarende hurtig lukkertid. Dette forhold bruges til at justere både dybdeskarpheden og rysteriet.
prik.gif (348 bytes) For ikke at billedet skal blive ”rysteuskarpt”, er det en god ide at tilstræbe en lukkertid på maximalt 1/linsens brændvidde. For en 50 mm er det således smart at holde sig på 1/60 sek eller derunder, mens en 200 mm tele fordrer 1/250. Er det et problem, så find noget at læne dig eller kameraet op ad f.eks. en lygtepæl eller en tålmodig kæreste.
prik.gif (348 bytes) Omkring 2/3 af dybdeskarpheden ligger bagved fokuspunktet - kun 1/3 foran. Du bør derfor altid fokusere på noget i forgrunden snarere end et eller andet i baggrunden. En uskarp forgrund er roden til en masse ondt.
prik.gif (348 bytes) Normalt er stor dybdeskarphed fordelagtigt, især ved natur og landskaber, mens det til portrætter ofte er modsat. De bedste billeder fås med et knivskarpt motiv på en totalt sløret baggrund; i så fald brug en stor blændeåbning (f.eks. f4-5.6) og en tilsvarende hurtig lukkertid. Størst uskarphed fås, hvis baggrunden er langt fra hovedmotivet.
prik.gif (348 bytes) Husk balancen af billedet. Hovedmotivet skal pege ind mod centrum, mens f.eks. en person, der så meget som kigger udad mod kanten, eller en cyklist, der joller ud af billedet, skaber ”uro” og ustabilitet.
prik.gif (348 bytes) Prøv at anbringe forgrunden i siden af billedet i stedet for altid i centrum. Det giver mere levende motiver og mere dybde i billedet.
prik.gif (348 bytes) Vi læser fra venstre mod højre, så balancen har det bedst, hvis de tunge motiver sidder i højre side. Desværre har man ikke altid valget.
prik.gif (348 bytes) Undgå forureninger! Intet er mere generende for ens flotte billeder af Chichen Itzá end en flok pink klædte amerikanere, der absolut skal klatre rundt på Chacmul for at vise hjemlandet, at de har været der. Gruppeturister er noget, fanden har skabt for at genere uafhængige fotografer, og du bør gøre alt for at undgå dem. Opdrage på dem kan man ikke, for de fatter ganske enkelt ikke, hvorfor du helst vil være fri for deres smukke røv på dit billede.
prik.gif (348 bytes) Vidvinkel (24-28 mm) er mit eget foretrukne værktøj og er fint til natur, og især ved brug af store formater (dias). Til papirbilleder bliver vidvinkelbilleder ofte for små og gnidrede.
prik.gif (348 bytes) En god vidvinkel er det bedst af alle objektiver til at skabe perspektiv og dybde i billedet, men husk, at der skal være ”noget” i forgrunden og ikke kun en streg af en horisont.
prik.gif (348 bytes) Vidvinkler fra 28 mm og ned har det desværre med at forvrænge især kanter og hjørner. Pas på med at få sådanne styrtende linier placeret i netop hjørnerne, da man næsten kan blive søsyg af det.
prik.gif (348 bytes) Telelinser udvisker perspektivet og trækker alting sammen. De er geniale til solnedgange hvor man gerne vil have en stor sol og helst en smuk silhuet i forgrunden.
prik.gif (348 bytes) Varier din egen position. Ikke alle billeder behøver partout at tages fra 175 cms højde over jorden, og langt flottere billeder fås, hvis du går ned i knæ, når du fotograferer f.eks. børn. Hvorfor skal børn altid fotograferes oppefra med jord i baggrunden?
prik.gif (348 bytes) Solnedgange er flotte og om noget, der scorer points under et diasshow. Det betyder lange lukkertider og fordrer næsten et fotostativ. Har man ikke lyst til de ekstra kilo, kan man fint bygge et lille, podie af sten og ral. Det ser ikke videre professionelt ud, men det virker.
prik.gif (348 bytes) Endelig: Tag ikke kun billeder af det specielle (som f.eks. Taj Mahal). Tag også billeder af det daglige, f.eks. en palet af markedets grøntsager eller ham den lokale gut, der syv dage i træk har serveret chai til din morgenmad.

 

 

At fotografere mennesker

Fotos af mennesker er en videnskab i sig selv, men det er også der hvis det lykkes hvor man får de skud, der virkelig sparker røv. Desværre er mennesker de eneste af alle motiver, der kan blive dødeligt fornærmede over et uskyldigt kameraklik, så lod lige stemningen, før du klikker. De forsigtige spørger hver eneste gang, de skal tage et billede, men som regel er det rigeligt at spørge et par gange og så lade det være retningsgivende. Det tager ikke mange sekunder at finde ud af, om du er velkommen, og er du det, er der også her nogle ideer til, hvordan manden med frugtkurven kan komme til at se lidt mere levende ud:

prik.gif (348 bytes)

Mennesker, der laver noget, er langt bedre motiver end de stive stenstøtter, der så villigt poserer for kameraet i Indien og Afrika. Prøv at få folk til at fortsætte med det, de var i gang med, inden du spurgte dem om lov til at tage et billede. National Geographic er fyldt med sådanne livagtige motiver.
prik.gif (348 bytes) Markeder er geniale og intet mindre end fotografens bedste legeplads. Vær en anelse diskret, og det er ikke svært at få en masse billeder af folk, der laver noget. Desværre er det aldeles umuligt at være diskret med en kraftig flash.
prik.gif (348 bytes) For naturlig action er der ikke noget bedre end at sætte sig ned på et gadehjørne og se, hvad der passerer forbi af fotogene motiver. Folk er meget mere opmærksomme på en bevægelig fotograf end en, der sidder stille og laver ingenting, så dette er f.eks. løsningen til de fotosky andesindianere. Kald det ”tilfældige actionskud”.
prik.gif (348 bytes) Vidvinkler er også håbløse til nærbilleder af mennesker. De er så gode til at skabe perspektiv, at folks næser bliver gigantisk store, mens resten af ansigtet er en kilometer borte, og selv fladnæsede kinesere kan komme til at se helt jødiske ud. Brug mindst en 50 mm til portrætter og gerne 90-105 mm.
prik.gif (348 bytes) Det er helt umuligt med naturlige menneskebilleder, når der er mere end et kamera i omløb. Den indiskrete forskel mellem et og to kameraer er ganske enorm, og det er derfor ingen dum ide at splitte op, når man kommer til et særligt fotogent marked. Sidder man sammen til en indendørs intimmiddag med den lokale høvding, er det ikke dårligt at aftale, hvem der tager billederne, og så dele ”rovet”, når filmen er fremkaldt. Bedst er det naturligvis at rejse alene og så i øvrigt holde sig langt borte fra turisthorderne.

 

Husk så lige, at alt dette kun er nogle af mine ideer og forslag, og at regler er til for at brydes. Eksempelvis er alle fotografers yndlingsinspiration, National Geographic, proppet med superbilleder, der på alle måder bryder med samtlige tænkelige og utænkelige regler. Ofte viser det sig efter hjemkomsten, at de billeder, som man ”bare tog”, er de flotteste af alle, så synes du, at noget er bare tilnærmelsesvis interessant, så tag hellere 10 billeder for meget end et for lidt. Det er lettere at smide et par overskudsbilleder væk end at tage tilbage til Langtbortistan.

Husk også, når du sidder og får komplekser over et eller andet sublimt diasshow, at du kun ser alle perfektobillederne. Flere gange har jeg oplevet folk sige, at deres billeder vist ikke er gode nok til at blive vist, men måske er de det alligevel. Som alle andre har også jeg sorteret alt skrottet fra på skrivebordet, og det, du ser, er derfor ikke tilnærmelsesvis beskrivende for fotografens gennemsnitlige billedkvalitet. Du ser kun cremen, men det er så fotografens privilegium.

 

Tropiske detaljer

En lille krølle ved at rejse i troperne er, at solen er hård. Uanset om man fotografere folk eller bygninger, er en stærk middagssol af det onde, og man får langt flottere billeder ved at tage sine billeder om morgenen eller sent på eftermiddagen. Lyset er blødere, flottere og mindre ”hazy”. En del af middagstågen kan fjernes ved at bruge et polfilter, men kun en del.

Som rejsende oplever man desværre, at man i lufthavnene skal tvinges til at sende sine film gennem røntgenkontrollen. Onkel Osama og før ham palæstinenserne har i sandhed formået at genere os fotografer, men heldigvis er der råd for det. Enhver sikkerhedsvagt vil naturligvis påstå, at maskinerne er X-ray-safe for film under 800 ASA, men røntgen har det med som enhver anden stråling at akkumulere, og kan de skade en 800 ASA-film, ja så kan de også skade en 100 ASA, bare kun 1/8 så meget. Efter otte ture gennem maskinen kan der måske ske ”noget”.

Uanset hvad nissen med kasketten måtte sige, insisterer jeg altid på at få skidtet checket manuelt, og undtagen Europa (og Fransk Polynesien!) er den gået 100% smertefrit gennem mange år. Selv kritiske steder som Ex-Sovjet, Tel Aviv og Beirut er jeg sluppet af sted med at insistere på manuel kontrol. Vagterne sukker, men efter lidt venlig palaver går den, meget typisk lettest i ulande, mens de mere regelrette australiere brokker sig noget mere. Uanset hvad du gør, så læg i hvert fald aldrig filmen i hovedbagagen. I særdeleshed i disse post-11/9-tider kan man risikere, at al bagage får et skud røntgen af en bestemt ikke filmsafe styrke, og alle ferieminderne er pist borte.

En anden vigtigt faktor for vore film er tropeheden. Film er basalt set et stykke kemi, og alle kemiske processer stiger eksplosivt med temperaturen, og det har vetydning for både eksponeringen og opbevaringen. Mht. eksponeringen virker film ganske enkelt mere lysfølsomme i troperne end på vore breddegrader, og meget varme forhold kan derfor give anledning til overbelysning af filmen. Ikke alle profier er enige i dette, , men mine erfaringer er altså, at man fint kan skubbe en 100 ASA-film til at blive eksponeret som 125 altså mindre lys til filmen. Underbelyser du i forvejen, giv den da en ekstra tredjedel blænde nedad.

Den negative side af temperaturen er, at filmene hurtigere ødelægges. Ofte havner ens bagage på taget af en vestafrikansk jeep, og temperaturen indeni når midt i middagsheden snildt op over 60 grader. Ikke smart, især ikke for de eksponerede, men ikke fremkaldte film. Morale: pil altid alle film ud af hovedbagagen, og deponer dem hellere i din day-pack indendørs i bilen. Fremkalder man sine film undervejs, slipper man for disse problemer, men det er bestemt ikke alle steder i verden, det kan anbefales. Papirbilleder er lettest, og næsten alle ”civiliserede” storbyer har en eller anden slags fotolab.

Værre er det ved dias, hvor man bestemt ikke skal regne med mirakler ude i den store verden. Jeg har dog med gode resultater forsøgt mig i både Sydney og Bangkok, men hovedreglen er, at man skal sende skidtet hjem. Endelig kan mange af problemerne naturligvis undgås, hvis man ”rejser i ring” og deponerer noget bagage (og sine eksponerede film) et sted, hvor man kommer tilbage om to måneder. Endnu bedre er det at sende film hjem, men at benytte lokale postvæsener er i bedste fald risky business, og man ved aldrig, hvor ens ferieminder havner henne. I stedet har jeg selv i udstrakt grad benyttet mig af kurerfolkene fra UPS og DHL, hvilket bestemt ikke er gratis, men langt sikrere og dermed bedre for både blodtryk og nattesøvn. Og så ellers god fotolyst!

 

Yderligere information:

 

 
www.photo.net Amerikansk fotoside; god til vurderinger og meninger om både kamerahuse og objektiver.
www.photodo.com Svensk side med masser af faktuelle målinger af over 900 objektiver, både originale og "piratobjektiver".
www.dba.dk Den Blå Avis. Check under "kameraer" og "andet fotoudstyr".
www.ebay.com Amerikansk auktionsside. Mange tilbud, men ikke altid lige billige, og bl.a. mange af Nikons modeller er dyrere der end i Danmark. Check eventuelt de engelske eller tyske afdelinger (www.ebay.co.uk + www.ebay.de), hvis du ikke vil betale told og moms pga. import udenfor EU.
www.qxl.dk Dansk auktionssite. Meget mindre udvalg end ebay og bestemt ikke altid realistisk lave priser, men man slipper trods alt for momsen.
www.cav.dk Foto C / Photo AV-fusioneret. Godt brugtlager, især for de solide mærkevarer.
www.photografica.dk Photografica, Skindergade. God og dyr til brugte sager, især Nikon og Leica.
www.bingo-foto.dk Bingo Foto. Mainstreamforretning uden appeal til de professionelle, men de har faktisk mange gode tilbud, og man kan ligefrem være heldig med deres brugtvarer.