Tips & tricks om guidebøger

Er der liv efter Lonely Planet?

tajik-woman.jpg (48070 bytes)

Vi, nutidens rejsende, er herligt privilegerede. Mens hverken Livingstone, Stanley eller Sven Hedin havde muligheden for at søge information om verdens fjerne rejsemål, er markedet i dag proppet med landkort og guidebøger, der i detaljer fortæller hele verden, hvordan man lettest finder det billigste hotel i San José, den flotteste buddha i Bangkok og den lækreste krydderte i Peshawar. Verden er blevet uendeligt meget lettere for den rejsende, og uanset ens rejsemæssige ideologi er guidebøger en fin måde at skaffe sig viden og baggrund. Og den mulighed bør så sandelig udnyttes.

 

Rejsens litterære flod

Nutidens ocean af guidebøger en nærmest uendeligt, og trenden er desværre, at bøgerne bliver mere og mere detaljerede. Mens man i 80’erne købte én bog, der dækkede f.eks. både Syd- og Mellemamerika plus Caribien, er standarden anno 2009 detaljerede leksika, der kun dækker en brøkdel af et i forvejen lille land, en enkelt by eller sågar kun de fineste og dyreste restauranter.

Desværre synes det som om, at overdetaljerede bøger er direkte skadelige for de rejsendes evne til at tænke selv. Jo flere småting, bøgerne angiver, jo mere bange bliver folk for at gå egne veje, og alt for ofte møder man ”frigjorte” backpackere, der målbevidst kun går efter de steder, der er anbefalet i deres bog, og som aldrig kunne drømme om at overnatte andre steder end de ”rigtige” eller blot spise noget, der ikke er behørigt anbefalet. Ikke overraskende ender sådan en indstilling med, at de bibeltro backpackere gang på gang render ind i de samme kolleger, ikke bare i én bestemt by, men gennem flere måneders rejse gennem en region. Alt sammen fordi de følger de samme, slaviske anbefalinger i de samme bøger - som regel Lonely Planet.

Det er der vel heller ikke noget ondt i, men vil man se andet end andre turister, gør man klogt i en gang imellem at fjerne sig lidt fra bogens lærdom og bruge sin intuition. Moralen er derfor, at man bør bruge en guidebog til at give et overblik, historisk baggrund, information om transportforhold, ideer til attraktioner, tips og hints om steder at bo etc., men samtidig være åben overfor andre muligheder.

 

Lonely Planets univers

Det altdominerende forlag indenfor guidebøger er Tony Wheelers australske forlag Lonely Planet, og det er naturligvis ikke uden grund: Deres bøger er systematiske, inspirerende og humoristiske, grundige og proppede med nyttige land- og bykort, så det er bestemt ingen tilfældighed, at hovedparten af verdens rejsende rakker rundt med et eksemplar af deres egen, personlige LP under armen - lidt ligesom mormonerne med deres biblske vækkelseslitteratur.

Som alle efterhånden ved, startede LPs succeshistorie med ”South East Asia on a Shoestring”, men siden er imperiet tydeligvis gået upmarket og har udvidet sortimentet til det astronomiske. Mens de i 80’erne primært henvendte sig til tidløse flippere på lavbudget, fokuseres der mere og mere på halvdyre hoteller og arrangerede ture. Hovedproduktionen er nu guidebøger om de enkelte lande eller blot dele af lande, og oveni laver de byguider, parlører, landkort og (gudhjælpemig!) madguider. Alt sammen fordi nutidens luksusrejsende vil have tingene serveret meget mere detaljeret og gennemtygget, end deres onkler ville have det for 20 år siden.

Det hele er cool business, for verden af i dag rummer langt flere rige korttidsturister end gammeldags langtidsflippere, og vil man sælge mange bøger, hjælper det gevaldigt at henvende sig til det store publikum. Mainstream er vejen frem, og Jodle Birge sælger nu en gang flere plader end konservatorieuddannede jazzmusikere.

Som al anden mainstreamlitteratur demonstrerer LP ofte et højt niveau af rigtige meninger og politisk korrekthed, samtidig med at de har ladet flere bøger trykke i Kina, som vi jo alle kender som en stolt forkæmper for demokrati og menneskerettigheder. I den retning lugter LP lidt som Mogens Amdis Tvind eller gamle Dylan, der har tjent en milliardformue på at synge om det dekadente, kapitalistiske samfund: ”The times they are a’changing......”, mens kasseapparatet lystigt klinger til rytmen.

Den mest åbenlyse ulempe ved LP er dog, at alle bruger dem. Er der i en LP-bog angivet en uspoleret landsby i et vidunderligt område med dejlig natur og venlige mennesker, går der få måneder, inden den før så jomfruelige landsby er blevet overrendt af rettroende læsere. Af og til kan man endda rende ind i skilte, der tydeligt bekendtgør, at en lokal restaurant er ”anbefalet af Lonely Planet”, og så kan man jo spekulere over, om stedet virkelig er så uspoleret, som bogen angiver.

At det er blevet sådan, er langt fra LP’s egen fejl. De er bare blevet lidt for populære, for hvor de tidligere var opdagere af smuthuller, er de nu rejsekulturens største trendsætter, og det er desværre sjældent, at man ser en ung backpacker med andet end en LP. Der er derfor ganske meget fornuft i en gang imellem at gøre noget helt andet end beskrevet i LP, hvilket f.eks. kan gøres ved at investere i en anden bog fra et helt andet forlag.

 

Footprints Handbooks

Man skulle ikke altid tro det, men der findes faktisk mange udmærkede guidebøger, som ikke er lavet af Lonely Planet, men som på mystisk vis aldrig kommer ud på boghandlernes hylder. Boghandlerne synes udelukkende at satse på det sikre, og det er faktisk synd, for der er i vore dage masser af alternativer, som man bare ikke får muligheden for at opdage eksistensen af.

Et af de globalt set bedste forlag er den omfattende serie af “Handbooks” fra de engelske Footprint Publishers. De startede for 80 år siden med den legendariske “South American Handbook”, og serien er gradvist blevet mere og mere specialiseret og tillempet LP’s succesrige stil, så der nu fås 52 forskellige Handbooks til snart sagt hvert eneste hjørne af kloden.

Generelt rummer Handbooks mere information end de parallelle LP’er, de er noget mere neutrale i deres beskrivelser, og flere af dem opdateres endda hvert år, mens LP måske kun opdateres hvert andet eller tredje år. På minussiden tæller, at Handbooks er mere tekniske og mindre humoristiske end LP, og det tager unægtelig noget af rejseinspirationen at skulle tyre sig gennem et hav af tørre børsnoteringer. Footprint har dog lært af LP’s succes og er blevet meget bedre i deres layout, end de var for få år siden.

Især i Syd- og Mellemamerika har jeg selv haft stor gavn af serien, og netop deres klassiker, South American Handbook, er stadig min favoritguide til regionen, også selvom den i forhold til den originale nu er splittet op i tre bøger til henh. Sydamerika, Mexico/Mellemamerika og Caribien. Også til forskellige destinationer i Asien og Afrika kan Handbooks varmt anbefales.

 

Trailblazer og Bradt

Et andet, endnu mere ukendt alternativ er det engelske forlag Trailblazer. Ligesom LP og Handbooks dækker de nærmest hele verden, men har specialiseret sig i at udgive trekkingguides til Himalaya, Europa og Nordafrika (alle sammen fremragende) og bøger for folk med en svaghed for togrejser - som f.eks. ”Trans Siberian Handbook”. Flere af Trailblazers bøger er om enkeltlande, men det er hverken Indien, Frankrig eller andre mainstreamrejsemål, men derimod lande/territorier som Azerbaijan, Georgia og Tibet. Det synes lidt som om, at de allerede på forhånd har opgivet at udkonkurrere LP på deres hjemmebane og i stedet koncentrerer sig om verdens yderste kanter.

En anden del af Trailblazers bøger dækker flere forskellige lande i samme region og altid over land. En af dem er ”Sahara Overland”, en anden er en tilsvarende om Sydøstasien, og en tredje er den bog, jeg selv i "Backpacker" udråbte til ”verdens bedste guidebog”, nemlig ”Asia Overland”, en 576 siders komprimeret mursten med alt det nødvendige fra Østeuropa til Indonesien.

Meget i samme stil som Trailblazer, men endnu mere fokuseret på natur og nationalparker, er det ligeledes engelske forlag Bradt Publications. De startede for en masse år siden med at publicere guidebøger om trekking og seriøs bushwalking, og det havde de så stor succes med, at selveste LP opgav at følge med, og det er jo lidt af en fjer i hatten. Ligesom Trailblazer koncentrerer Bradt sig om de mindre besøgte rejsemål, for selvom de har flere bøger om både Syd- og Mellemamerika og Afrika, har de også en del over Kaukasus, ex-Jugoslavien og andre obskure steder. Uanset hvortil er Bradts bøger skrevet til rygsæksrejsende med et begrænset budget, masser af tid og ringe lyst til at opleve verden gennem komfortable storbyer.

Den største ulempe ved bøgerne fra både Trailblazer og Bradt er, at de konservative, danske boghandlere ikke tør tage dem hjem. Man skal være ualmindelig heldig for at se en af dem, og det er synd, for de er alle gode og grundige og meget mere gearet til off-road-turisme end LP’s mainstreambøger, men at finde dem kan altså være et problem.

 

Rough, Moon & de andre

En helt fjerde serie er Rough Guides, som jeg ganske vist aldrig selv har brugt, men som jeg har hørt andre rejsebumser snakke ganske rosende om. Serien er opbygget på samme måde som LP, altså bøger til folk, der selv sammensætter deres rejse (os!), og ganske som de australske guider dækker de det meste af verden, dels med regionsbøger og dels med bøger over de enkelte lande.

Lidt i samme skuffe er bøgerne fra det amerikanske forlag Moon Publications, som ikke overraskende fokuserer på Nord- og Mellemamerika. Deres serie rummer hele 95 bøger, og af disse dækker 29 diverse amerikanske stater, men også Sydamerika, Fjernøsten og Stillehavsområdet er med. Jeg kender ikke selv Moon fra det omflakkende rejseliv, men umiddelbart virker de ikke så ringe endda. Ikke overraskende er det grundlæggende problem (igen) at finde en boghandel, der tør tage dem hjem, og finder man endelig en, skal man være heldig at det er den bog, man har brug for - et helt generelt problem ved alt andet end Lonely Planet.

Er man ikke bange for bøger på andet end engelsk, er der fine alternativer i de franske Routard og især de tyske Nelles. Især Routard møder man ofte ”on the road” (hos franskmænd naturligvis), og ganske som Bradt og Trailblazer fokuserer de mest på backpackere på lavbudget. Nelles virker en anelse mere up-market, men er slet ikke så skæve endda, især ikke pga. den legendariske, tyske grundighed. Men de tyske verber, altså.......

Blandt dem, der helt har opgivet verden udenfor de trestjernede hoteller og organiserede ture, er Fodor, Let’s Go, Insight, Politiken etc. De skyder alle i den dyre retning m.h.t. hoteller og er svage med land- og bykort. Dette skyldes sandsynligvis, at luksusturisterne alligevel aldrig selv bruger fødderne - de kører taxa! På plussiden skal siges, at mange af bøgerne har en fin billedside, så de er glimrende som inspirationskilder hjemmefra, men det klares lige så godt ved et besøg på biblioteket.

Endelig har vi jo Jysk Rejsebureaus fikse (og ganske gratis!) paperbacks ”Østen Strejftog” og ”Latinamerikanske Strejftog”, sidstnævnte skrevet og redigeret af Lone & Michael Andersen fra De Berejstes Klub. Begge to er ganske komprimerede og derfor behageligt ryddede for detaljer om overnatninger og hvor man bedst får bananpandekager. Det er formentlig ikke bøger, man tager med på rejsen, men begge to er fremragende til inspiration hjemme fra natbordet.

Summasummarum: Markedet er fuldt af fremragende alternativer til LP, men de er desværre ikke alle sammen lige lette at finde. Boghandlerne er rædsomt konservative, men prøv alligevel, og du kan kun blive positivt overrasket. Alternativt er postordrefirmaet "Amazon" ganske smart og en del billigere. Pas på at bruge en af de europæiske sider (fx www.amazon.co.uk) i stedet for den amerikanske www.amazon.com, hvor du både skal betale told og moms i modtagerlandet (Danmark). Det bliver det ikke billigere af!

 

button12.jpg (5359 bytes)