Everest Base Camp

.......og lidt længere

 

rongbuk-gompa.jpg (38760 bytes)

 

Der er et eller andet magisk over at komme til vejrs. Verden set fra havoverfladen er jo flot nok, men at komme helt op i den tynde luft, der hvor fårene skilles fra bukkene, giver et sug i maven, som ganske enkelt ikke fås 5-6000 meter længere nede.

En af de flotteste og ufrivillgt spændende oplevelser af slagsen fik jeg på/ved Everest for tre-fire år siden i Tibet. Forud var gået 1½ måneds hustlen rundt på det fantastiske plateau, en illegal entré forklædt som kinesisk militærofficer, lige så illegale blaffeture med allandsens sære transportmidler, to arrestationer, en række hellige klostre, en hellige vandretur rundt om Mount Kailash og fremfor alt en utrolig naturoplevelse på den nordlige side af Himalaya. Med undtagelse af selve den hvide Himalayakæde er bjergene i den tibetanske højlandsørken ikke som i Nepal skarpe toppe forrevne af regn og vind, men brune bakker med tydelige udtørrede render fra nedsivende smeltevandsfloder.

 

Mallory & Irvine

Selve attentatet fandt sted på den tibetanske side af Everest, hvor man teoretisk set, uden hverken isøkser eller crampons, burde kunne klatre helt op til Camp III, som ligger i 6.340 meters højde eller endda lidt længere til noget så imponerende som 6.460 meter. Verdens højeste trek, og den slags appellerer jo, men i mangel på egnede (og især villige!) rejsepartnere endte hele projektet som et soloforsøg - noget man absolut ikke bør gøre i den slags øde egne. Sker der noget, bliver man først fundet næste år i maj, når bjergbestigersæsonen igen starter; lang tid for en utålmodig sjæl uden mad og drikke, men den slags smålige detaljer generer naturligvis ikke en rigtig, dansk lavlandstraveller ved sine fulde 2½, så armeret med rygsæk, støvler, telt, sovepose, et par t-shirts, fem dåser tunfisk, 15 pakker kiks og 10 kinesiske skinkepølser drog jeg ud fra Tingri og havnede fire dage og et par utilsigtede vildfarelser senere hos Rongbuk Gompa.

For de historisk interesserede alpinister er det særligt interessant, at netop Rongbok Gompa var et af mange stoppesteder for den heroiske, britiske 1924-ekspedition. Som alle ekspeditioner siden gjorde de holdt ved klosteret for at få abbedens velsignelse til at klatre op ad modergudinden Chomolangma (Everest) uden at pådrage sig gudernes vrede, og et smukt, datidigt billede viser flere af ekspeditionens hovedpersoner brigadegeneral Godfrey Bruce, oberst Edward Norton og oberst George Leigh Mallory sammen med mange af deres tibetanske tjenere og bærere siddende foran Rongbuk Gompa, få dage før det for alvor gik opad.

Få dage eller uger efter lykkedes det Norton solo at nå op til 8.600 meter, naturligvis iført sin noble, engelske tweedjakke og lige så naturligt uden brug af hverken ilt, steigeisen og anden teknik, da den slags ikke blev anset for "sporting". Et par dage efter satte Mallory og hans tro følgesvend Andrew Irvine ud i et ambitiøst forsøg på at nå toppen, 8848 meter over havet. Om de nogen sinde nåede toppen, er fortsat bjergbestigningens bedst bevarede gåde, og utallige kloge folk har gættet på både det ene og det andet. Ned kom de i hvert fald aldrig (i live), og for få år siden blev Mallorys lig ligefrem fundet, og da viste det sig, at årsagen til den manglende nedstigning var et brækket ben. Irvines lig plus det gamle kamera, som kan fortælle sandheden om en eventuel topbestigning, er aldrig blevet fundet.

 

Camp 1½

Helt så ambitiøs var jeg ikke, men hele turen op forbi "Camp 3" var faktisk i den gamle ekspeditions fodspor. Den berømmelige "Base Camp" ligger i små 5.200 m, og derfra blev det lidt hårdere, men det gik sgu egentligt meget let alt sammen - sådan da. Fysikken var herligt i topform, og heller ikke højden var noget problem, så jeg og mine mange kilos oppakning spurtede rask forbi de enkelte daytrippers med deres pocketkameraer og havnede i god tid på Camp 1, hvor jeg fik endnu en nat i det fri. Koldt var det egentlig ikke, men det blæste en strid pelikan.

Dagen efter klatrede jeg så videre op ad East Rongbuk-gletscheren og endte efter tre-fire timer på en "Camp 1½", som meget dekorativt ligger midt på selve den meget fotogene gletcher i 5760 meters højde. Et ganske utroligt sted, hvor man midt på den morænedækkede gletscher kunne opleve en bunke op til 30 meter høje, trekantede "ice seracs" stikke ud af det sorte grus, lidt som en havkapsejlads på et uroligt, men lynfrossent sort ocean. Dér midt i intetheden valgte jeg at stoppe i stedet for at fortsætte direkte til Camp 2 (5.970), plantede teltet på det eneste vandrette flade i miles omkreds, mindre end 2 meter fra nærmeste, dybe gletscherspalte, og regnede så med at fortsætte helt op til Camp 3 som en lang day-hike næste dag. Resten af dagen tullede jeg lidt rundt i nabolaget og glæde mig over, hvor let alting gik, når først alle de danske kontordeller er blevet skrællet af.

Men, men, men. Den lokale Deng Xiao Voldborg, som allerede havde drillet mig noget så grusomt i Pakistan, slog til igen. Det blæste og stormede hele natten, og teltet truede hele tiden med at slippe jordfæstet og trække mig med ned i gletscherspalten, og det var så tilpas usjovt, at jeg fik ikke lukket et øje hele natten. Helt igennem den værste nat, jeg nogen sinde har oplevet noget sted i verden, og næste morgen, da jeg klokken alt for tidligt dukkede ud af sovesækken, var alt stadig overskyet og blæsende. Der lå tilmed et tyndt lag sne henover det spor, jeg fulgte dagen forinden, så beslutningen var ikke svær, og jeg pakkede sydfrugterne og vaklede i totalt søvnhungrende tilstand ned igen til Rongbuk.

 

tibet-worker.jpg (36368 bytes)

 

Om politisk korrekthed

Den uforberedte klatretur druknede i en uheldig kombination af dårligt vejr og pludselig opstået fornuft, og i stedet fik jeg mig endnu en flot vandretur nordå mod Chay, en tur hvor man passerer en hel perlerække af lerklinede, tibetanske landsbyer, hvis indbyggere, som det er tilfældet så mange andre steder i verden, lever på et absolut eksistensminimum.

Netop nedturen fra Rongbuk til Chay lærte mig, at netop Tibet er et fremragende eksempel på forskellen mellem politisk korrekte vestlige medier og tilsvarende guidebøger og så de barske realiteter. Alle kender Dalai Lama som en utroligt sympatisk og godmodig person, og så forventer man næsten automatisk, at alle andre tibetanere er ligeså. Tilsvarende udpensler den førende trendsetter, Lonely Planet, med stor fornøjelse samtlige tibetanere som sande undertrykte helte, mens alle kinesere i Tibet naturligvis er dybt dumme og har hang til chikane af hvide turister.

Guderne skal vide, at den kinesiske besættelse af Tibet er dybt kritisabel, men det gør ikke nødvendigvis den individuelle kineser dum og uvenlig. Jeg mødte ikke andet end flinke kinesere i Tibet, og de få gratis lifts, jeg fik på plateauet, var faktisk med kinesere. Den slags får man bestemt ikke hos tibetanerne.

 

Tibetanske tiggere og stenkastende unger

Omvendt var der en (heldigvis lille) procentdel af de ellers venlige tibetanere, der gjorde Dalai Lamas sympatiske udstråling til skamme. I et par bjergbyer mellem Rongbuk og Chay blev jeg nærmest overfaldet af aggressivt tiggende tibetanere for hvem svaret “NO!!” slet ikke var nok til at indstille skydningen, hvorfor jeg endte med at fortrække fulgt af en hale af imbecilt tiggende tibetanere, som slet ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke bare afleverede rygsæk, støvler eller jakke, når nu de spurgte så pænt. Tibetanerne er ganske enkelt de mest vedholdende tiggere, jeg endnu har oplevet noget sted i verden.

Et par andre steder blev jeg det ufrivillige offer for stenkastende børn, som heldigvis var til at skræmme bort, da jeg optrappede våbenkapløbet ved at bevæbne mig med en sten i king-size-klassen.

Mindre dramatisk og mere komisk var det, da jeg i et af Lonely Planets absolutte favoritlodges, Passumpemba Tea House i Passum, først måtte bruge en hel aften for at jage den ekstremt nysgerrige, lokale ungersvend ud af mit rum (eller bort fra vinduerne), og næste morgen måtte konstatere, at jeg ikke kunne forlade stedet. Jeg havde ellers betalt, men den tankeløse nisse havde altså låst hoveddøren udefra, og jeg endte med at måtte pille hele trædøren af hængslerne til stor undren for en forbipasserende rytter.

Et par kilometer længere nede ad grusstien, render jeg pludselig ind i den modsatte oplevelse. Tre utroligt søde og gæstfri murstensfabrikanter inviterede på te og lokal sprut, og da jeg flere timer efter forsøgte at komme videre, skete det i bimlende fuld tilstand. Moralen er, at tibetanerne hverken er værre eller bedre end så mange andre på vor klode. De er langt fra alle de helgener, vi alle sammen går og tror, men omvendt er det også kun en lille del, der er seriøst uudholdelige. Langt hovedparten af tibetanerne er dejlige og søde mennesker, og læren er vel bare, at man ikke ukritisk skal tro på LP’s eller nogen andens udlægning af verden, men selv danne sig sin egen mening ud fra egne oplevelser.

Alt dette gælder naturligvis også mine egne skriverier. De er mine oplevelser, så gå hellere ud og oplev verden selv, og find din egen mening om dette og hint. Og det bliver næppe det samme som min.

 

© Claus Qvist Jessen

 

button12.jpg (5359 bytes)