Kailash Kora

Vejen til og rundt om verdens helligste bjerg

 

kailash.jpg (42929 bytes)

 

”84.000 kilometer højt siger legenden, og med fire sider af guld, sølv, krystal og lapis. Og så har verdens fire største floder har sine kilder fra bjerget!”

Cirka sådan må det have lydt i den svenske eventyrer Sven Hedins ører, da han en gang i slutningen af 1800-tallet første gang hørte om de tibetanske buddhisters Mount Meru. Et sagnagtigt bjerg langt ude i Vesttibet, så helligt at hele fire religioner betragtede det som verdens navle. For millioner af hinduer, buddhister, jains og böns kunne bjerget nærmest sidestilles med muslimernes Mekka, lige bortset fra, at ingen rigtig vidste, om bjerget overhovedet eksisterede.

A man’s gotta do what a man’s gotta do, og Hedin gik i hård træningslejr med det ene formål at nå hen til dette, hellige bjerg. Han lærte sig at tale syv-otte asiatiske sprog flydende, han studerede kartografi og navigation, han lærte sig at tegne, og han studerede regionens sæder og skikke. Undervejs har han muligvis undret sig over, at de 84.000 km er en bagatel af syv gange jordklodens diameter, men det var en detalje. Alene rygterne om det hellige bjerg var rigeligt til at sende ham af sted på sit livs mission.

 

Svend Hedins hellige bjerg

Den gode Hedin havnede i Ladakh, og efter i 1906 at have undsluppet englænderne stak han nordpå ind i det hermetisk lukkede Tibet, hvor han i løbet af de næste par år rejste næsten 100.000 kilometer, snød døden en masse gange og nåede hjem til Europa i ét stykke. Som de første ”hvide” opdagede han, at der bag selve Himalaya er en anden kæde, som han passende døbte ”Transhimalaya”.

Og dér, langt ude mod vest, nåede han i Transhimalaya til buddhisternes hellige bjerg; ganske vist var det noget mindre end syv gange jordens diameter, men som forudsagt af legenden var det nærmest pyramideformet, og søreme om ikke subkontinentets fire største floder alle udsprang fra regionen. Ganges, Brahmaputhra, Indus og Sutlej havde alle deres kilder mindre end 75 km fra det magiske bjerg.

”Kailash” hed bjerget, og floden af pilgrimme bekræftede Sven Hedin i, at han stod overfor Asiens største helligdom, men da han kort tid efter hjemkomsten præsenterede sine fund for Royal Geographical Society i London, var der bare ingen, der troede på ham! Historien om Transhimalaya-bjergkæden og det tophellige bjerg var for fantastisk, og lige meget hvor meget han hylede og skreg, var der bare ikke hul igennem. Pure opspind, alt sammen.

I stedet vendte den skuffede svensker sig mod Tyskland, hvor Kejser Wilhelm II var meget mere lydhør overfor hans opdagelser. Begejstringen var desværre gensidig, så da krigen startede i 1914, støttede Hedin tyskerne, hvilket bestemt ikke gavnede hans popularitet i Sverige. Bedre blev det ikke, da Hedin 20 år efter ”kom til” at støtte Hitlers nazister, og en af århundredets mest fascinerende opdagelsesrejsende opnåede at dø i stilfærdig glemsel en gang i 60’erne. Hans navn er nærmest slettet fra historiebøgerne.

Hedin blev glemt, men Kailash står der stadig som en reminder om det ultimativt uopnåelige, for mens gud og hvermand efterhånden har taget komfortrejsen fra Lhasa til Kathmandu, er der ca. ingen, der har taget hele turen og havnet i Vesttibets golde højlandsørken. Alene afstandene er forbydende. Tibet er dobbelt så stort som Frankrig og med en ikke-eksisterende infrastruktur bliver det en gedigen overlevelseskamp at nå derud. Oveni er den eneste lovlige metode at booke en statsanerkendt gruppetur fra Lhasa eller Kathmandu, hvilket let kan koste 25-30.000 dask pr. næse.

Kommunisternes prispolitik ligefrem opfordrer til ulovligheder, og ulovligt blev det. En (legal!) bus transporterede mig fra Silkevejens Kashgar ned til Yecheng, og en blaffetur i en motorcykelsidevogn bragte mig videre til et truckstop 8-9-10 km sydøst for byen. Der fik jeg formedelst 400 dask bestukket en kinesisk truckfører med kurs mod Ali, og allerede næste morgen var jeg på vej ad den illegale vestrute op i højlandet.

kailash-prayer-flags.jpg (55551 bytes)

 

Styrt i 5.000 meters højde

Landskabet startede som brune, centralasiatiske bjerge. Støvede fåreflokke blokerede vejene, og sortskæggede hyrder vidnede om, at vi ikke har langt fra hverken Pakistan eller Afghanistan. Efterhånden som den blå Dong Feng sneglede sig op ad de snoede grusveje, blev luften tyndere, fåreflokkene forsvandt, og de brune bjerge blev langsomt og sikkert erstattet af bløde, snedækkede toppe.

For hver 100 eller 200 km var der et par skure, hvor man for få kroner kunne få sulten stillet, og hvor jeg ved første stop var en mikrometer fra at opleve den stedlige kok flække en vred, kinesisk soldat med sin kødøkse. Kun en resolut indgriben fra min chauffør hindrede det helt store blodbad. Velkommen til Tibet.

Det personlige drama lod vente på sig til næste morgen. Vesttibet er næsten at betragte som en højlandsørken, men der falder alligevel sne nok til at holde hele højsletten hvid. Desværre har sne det med at smelte, og midt på formiddagen var hele det tibetanske plateau forvandlet til en gedigen gang mudder. Alt udenfor den grusede ”highway” var et brunt og fedtet morads, og da chaufføren skulle forsøge at liste sit køretøj forbi en orange truck, der sad uhjælpeligt fast i en større vandpyt, gik det galt.

Venstre forhjul gled ned fra grusvejen, og før nogen kunne nå at sige andet end ”hovsa”, skred bilen lige så stille, sidelæns ned i bækken. Jeg nåede at gribe tasken med kameragrejet, mens bøger, kuglepenne, appelsiner og andet nyttigt forsvandt ud gennem det åbne, venstre vindue og ned i den underliggende vand. Alt det tabte kunne heldigvis plukkes op lidt længere nedstrøms i bækken, men den væltede truck kostede halvanden dags ventetid i over 5.000 meters højde.

Dagen før var jeg kommet fra under 1.000, og hovedet var én stor, dundrende hovedpine. Aspirin efter aspirin blev kylet indenbords i et håb om at holde blodet tyndt, mens jeg tvang mig selv til at være tørstig. Vand, vand, vand, også selvom det var isvand fra den forbistrede bæk, hvori trucken stadig lå og blomstrede.

tibet-truck.jpg (38544 bytes)

 

Forklædt som officer

Redningen blev på forunderligste vis en militærtruck, der halvanden dag efter tilfældigt kom dryssende forbi. Soldaterne var hamrende ligeglade med mine ulovligheder, og mod at få overdraget halvdelen af min ”billet” ville de da godt klare den videre transport mod Ali. Udover at opleve indtil flere militære udsteder havde min nye lift den store fordel, at militærvogne ikke bliver stoppet ved de kritiske politi-checkpoints.

Bare om i lasten til kartoflerne, og vi kørte lige igennem, i hvert fald indtil Ali efter et par dage kom så tæt på, at der begyndte at være en lidt for tæt trafik af modgående politivogne. Selv det var der råd for, for den grinende, kinesiske officer pakkede mig ind i hans jakke og trykkede den tilhørende kasket så langt ned på min næse, at jeg uden problemer gjorde det ud for en meget vigtig militærmand. Skuespillet lykkedes, og jeg nåede at være i Ali i hele 10 minutter, inden jeg blev arresteret og slæbt med på den hyggelige, lille politistation.

Den tibetanske betjent snakkede et rimeligt engelsk og havde overhovedet ingen lyst til at bruge fire-fem dage på at sparke mig baglæns til Yecheng. I stedet blev jeg idømt en bøde på 300 yuan og fik i tilgift en ”alien travel permit”, der ligefrem gav mig lov til at være i Vesttibet! ”Men ikke noget med at blaffe lastvogne, vel?” Det løste sig nogle dage efter, da selv samme betjent i sin tjenestevogn skulle til Darchen, den lille flække hvorfra man kan trekke til og rundt om det hellige Mount Kailash. Formedelst 200 yuan fik jeg 350 fotogene kilometer på ordensmagtens bagsæde, og en god uge efter starten fra Kashgar sad jeg i en af de mest øde og trøstesløse flækker i verden, fem dages mudderkørsel fra nærmeste lufthavn.

 

Koraen - den evige renselse

Jeg var ikke alene. Lidt udenfor mudderstenshusene stod en mindre landsby af sorte yakokse-telte, hver med sin familie af tibetanske pilgrimme. Alle som en enten havde de lige vandret den 53 km lange ”kora” rundt om Kailash, eller også skulle de til at gøre det. En tur rundt om bjerget, og enhver rettroende buddhist ville være kureret for alle tidligere synder. Tre ture er endnu bedre, 13 er aldeles fremragende, og 108 gange rundt giver adgang straight til Nirvana. En af pilgrimmene fortalte over en kop butter-tea, at han havde været rundt hele 56 gange; tre gange på dette besøg, men han skulle da tilbage snarest muligt. Respekt!

Dagen efter pakkede jeg teltet og startede mutters alene på min egen renselse. Mod uret som alle andre steder i den tibetanske verden, først ud af en bred, gruset ”sti” og siden nordpå ind ad en bred dal. Varder med blafrende bedeflag og flot udhuggede ”mani-sten” indikerede, at jeg var på rette vej, og det samme gjorde den hektar af gammelt tøj, der bredte sig ud et stykke vej fra stien.

Det lignede en eksplosion i Frelsens Hærs centrallager, men var en ”himmelbegravelsesplads”. Tibet har næsten intet træ til ligbrændinger og permafrosten sætter en naturlig grænse for lysten til at begrave de døde, så århundreders tradition har givet tibetanerne en helt anden måde at slippe af med de afdøde: Ligene bliver hugget i småstykker og serveret for gribbene og de vilde hunde, og de eneste spor var et par stykker af afdødes tøj. Meget weird, og de kinesiske besættelsesstyrker har da også gjort, hvad de kunne for at forbyde den sejlivede tradition.

Teoretisk set skulle man kunne se Mount Kailash fra vestsiden, men skyerne lå lavere og lavere, og helt galt blev det, da det begyndte at sne. Sneen blev til hagl, sigtbarheden var mindre end to meter, og jag var grundigt våd. Muggen og våd og meget tæt på at stoppe det første og bedste plane sted og rulle mig ind i teltet. Der var bare ikke plant nogen steder, og alt for mange, våde timer efter stod jeg hundefrysende foran det lille 1200-tals-kloster Drira Phuk, et af de få tibetanske klostre, der undslap Maos destruktive Rødgardister under Kulturrevolutionen.

Klosterets eneste munk bød mig velkommen og inde i køkkenet, klosterets eneste opvarmede rum, sørgede stedets tjenende ånd for at stoppe mig med skoldhed butter-tea, en skålfuld tsampa (ristet bygmel) og noget henkogt gedekød. Det gjorde godt, selvom man unægtelig skal være tibetaner for at spise tsampa tre gange dagligt og stadig se frem til det næste måltid. Jeg slap heldigvis for at skulle slå teltet op. Den venlige munk guidede mig tilbage til det varme køkken, hvor et par dyngvåde pilgrimme havde indfundet sig til tsampa og butter-tea. Soveposen blev rullet ud lige ved siden af brændeovnen og de tørrede yakokselorte, og jeg gik ud som et lys. Det må være eneste gang i mit rejseliv, hvor jeg er blevet puttet af en buddhistmunk.

 

drira-phuk-pilgrim.jpg (49547 bytes)

Danser med abrikoser

Andendagen bød på noget bedre vejr og flot udsigt til nordsiden af det hellige bjerg. Nul sne og nul hagl, blot en lang, mild stigning op mod Koraens højeste punkt, det 5.620 meter høje Drolma La. Pjece of cake, skulle det vise sig, for trods min 20 kgs rygsæk klatrede jeg snildt fra flokken af tibetanske, bedehjulssvingende pilgrimme og nåede toppen, før gråvejret kom. Men det kom, og da jeg var nået halvvejs ned ad den stejle nedstigning, var det helt umuligt at se passet for tunge skyer.

Heldigvis holdt dalen tør, og behovet for at nå næste kloster var ikke presserende. I stedet plantede jeg teltet et par hundrede meter fra en kæmpe sigøjnercamp af pilgrimme - i god afstand fra deres glammende mastiffhunde, men så tæt på, at jeg ikke kunne undgå at få besøg næste morgen. Flokken af vildt udseende mænd kom over, åbnede teltet og gloede hæmningsløst indendørs. De havde aldrig set noget lignende, og iveren blev ikke mindre af, at de alle skulle hive og flå i den grønne nylon. Hvordan kunne et så tyndt materiale være så stærkt? Og hvordan kan man sove i sådan en tynd sovepose? Nysgerrigheden kendte ingen grænser, og deres undren blev ikke mindre, da hele teltet, soveposen og liggeunderlaget alle forsvandt ned i min blå rygsæk, som tilmed kunne bæres uden brug af yakokser.

Mit bidrag til den fælles morgenmad var nødrationen af tørrede, pakistanske abrikoser, men det var ingen succes. Tibetanerne slubrede lystigt deres daglige ration af tsampa og butter-tea, mens mit orange bidrag til festlighederne kun mødte skepsis, og det blev bestemt ikke bedre, da jeg tog en af de orange gummiskiver og åd den. Hele flokken stirrede på den fremmede og hans sære mad - de havde med garanti aldrig før set rigtig frugt. Så tog jeg en til, og en til, inden en af de modige langsomt strakte sin barkede næve ned i posen med de underlige frugter.

Reaktionen var fuldstændig som kaffescenen i ”Danser med Ulve”. Den sultne gut smagte eftertænksomt på den orange rædsel, syntes pludselig om smagen og gravede pronto klør fem dybt ned i posen og begyndte at fodre resten af den undrende skare med de ukendte sager. Få sekunder efter var hele posen tom, og jeg kunne glædes over, at jeg nok alligevel ville nå helt til Darchen i løbet af eftermiddagen.

 

kailash-prostrator-down.jpg (60110 bytes)

Lokale udslip

Trods sine 800 år var Zutrul Phuk-klosteret ikke nær så spændende som Drira Phuk, så det blev ved en kort visit til de meterhøje bedemøller og flokken af glade pilgrimme, inden jeg fortsatte de sidste få kilometer mod Darchen. Det flotte, klare vejr gjorde strabadserne helt menneskelige, i hvert fald for gående pilgrimme som jeg selv.

Knapt så meget for den ”prostrator”, jeg ramlede ind i få kilometer før Darchen. Som flere andre, virkeligt seriøse pilgrimme bøjedes han ikke med at gå; næh, han kastede sig på jorden, så lang han var, satte et mærke med de udstrakte hænder, hvorpå han rejste sig op og gik hen til mærket - og kastede sig igen ned på jorden, så lang han var. Jeg satte mig ned ved en lille bæk, snart efter kom ”målerlarven” hen til mig. Vi delte et par kopper vand, inden jeg fandt et lille stykke sæbe frem og gnubbede tre dages tibetansk vejskidt af ansigtet.

Han gloede så meget på mig, at jeg stak ham sæben og viste, hvordan man skulle bruge det. Han lignede en, der aldrig før havde set et stykke sæbe, og effekten var ganske fantastisk. Langsomt, meget langsomt, skiftede hans ansigt og hænder kulør fra kulsort til brunlig, mens sæbeskummet gik helt i sort. Ikke bare første gang, men også ved anden og tredje vask. Den sagesløse bæk nærmest rallede, mens han skyllede flere års skidt af ansigtet, og hans skæve tænder blottede sig i et stort smil, da jeg stak ham resten af sæben. Vejen til hans private Nirvana blev næppe kortere af den episode, men en smule mindre beskidt.

Da jeg få kilometer senere vandrede ind i Darchen igen, kunne jeg glæde mig over, at jeg var blevet renset for alle mine synder. Teoretisk set, for både min kæreste, min lillesøster, de fleste af mine gamle skolelærere og sågar enkelte medlemmer af rejseklubben vil nok mene, at der skal mere end én tur til at rense min blakkede samvittighed. Kan man nu forstå det?

 

© Claus Qvist Jessen

 

button12.jpg (5359 bytes)