Det venlige Syrien

 

palmyra-sunset.jpg (46659 bytes)

 

Syrien er en af Vestens helt store skrækillusioner. Gennem årtier har vi vænnet os til at se på Hafez Al'Azzads land som en arg modstander af alt vestligt - især Israel. Heller ikke de forskellige invasioner i Israel og Libanon plus støtten til Saddam Hussein har gavnet statens image, men heldigvis er verden ikke så enøjet. Syrien er faktisk et af de venligste og mest gæstfri lande, man kan finde på Allahs grønne jord, og først med Golfkrigen part 1 og siden Præsident Assads død i 2000 er man ligefrem begyndt at nærme sig vesten rent politisk. Det har masseturisterne heldigvis ikke opdaget, og Syrien er lige nu et af de smukkeste og mest jomfruelige lande, man kan tage til.

 

Den venlige stad

Damaskus, efter sigende verdens ældste, kontinuert beboede sted, er om noget en levendegørelse af 1001 nats eventyr og det største highlight i hele Syrien. Suq’en i den gamle by er en sand labyrint af gamle, historiske bygninger omgivet af små butikker, og ganske som alle andre steder i den arabiske verden er markedet nærmest inddelt i fagbestemte sektioner.

Meget typisk for et sted, hvor turismen endnu kun er i sin vorden, er det kun få af butikkerne har noget af ”turistværdi”; resten er lokale sager, så én sektion er specialiseret i brudeudstyr og smagløse similismykker, i en anden finder man en halv snes vandpibesælgere, og i en helt tredje holder de stedlige krydderi- og dessertpushere til. Hovedet kører på kuglelejer, og man får så rigeligt alle sanserne stimuleret til overload ved blot en lille tur gennem mylderet.

Men selvom alene suq’ens romantiske kaos er en totaloplevelse, er det egentlige highlight i farveladen de handlendes ekstreme venlighed. Araberne kender vi alle fra Egypten og Jerusalem som en flok stædige og vedholdende sjufter, der ikke kender betydningen af ordet ”NO!”, men denne prangermentalitet er slet ikke nået til Syrien. Syrerne er helt igennem høflige og venlige og ualmindeligt lidt påtrængende, så ikke noget med at skubbe potentielle kunder ind i butikken. I stedet smilede de alle sammen med deres eneste, engelske ord: et hjerteligt ”Welcome to Syria!”. Dristede jeg mig til at tage et billede af sælgerne eller blot af deres dimser, endte det gerne med, at jeg blev inviteret til te eller fik en smagsprøve af deres varer, og det lykkedes mig på den vis at ”overleve” flere dage uden at købe frokost, men på at tage en stribe flotte fotos!

Helt imponerende blev gæstfriheden, da jeg ramlede ind i en mobil tehandler på cykel. Ikke nok med at han gjorde det totalt umuligt for mig at få lov til at betale for noget som helst; han inviterede også på flere gange aftenkaffe og endte med sidste aften at forære mig et smukt eksemplar af Koranen - på arabisk, desværre, så nu ved jeg, hvad jeg skal lave, hvis jeg en dag får for meget fritid.

 

damaskus-backgammon.jpg (46515 bytes)

 

Shaj, shishas og tablas

Caféer er der af uforklarlige årsager noget færre af i Damaskus end i f.eks. Cairo, men det sociale liv fejler bestemt ikke noget af den grund. Caféerne er samlingspunktet for alle godt­folk, der efter fyraften skal have babbet lidt på den daglige ”shisha”, og for mindre end 6 kr. kan man så her sidde og dampe i et par timer og samtidig lade roen falde på og få verdenssituationen ordnet sammen med vennerne - naturligvis behørigt overvåget af den nationale treenighed: den afdøde landsfader Hafez Al-Assad flankeret af hans to sønner.

Hafez’ ældste søn, Basil (ikke Fawlty!), nåede at blive slået i hjel i en trafikulykke, mens den yngste, Bashar Al-Assad, sidder tungt på præsidentposten efter faderen. Deres billeder hænger over alt, og folk snakker utroligt begejstret om deres leder(e), om end det er svært at vurdere, om glæden er ægte eller skyldes risikoen for statslige repressalier. Rygterne siger, at man, når ens bil sendes på værksted, kan risikere at få den retur iført et påklistret billede af den uhellige trio, og at der sker slemme ting, hvis man fjerner det igen!

Et naturligt krydderi på de mellemøstlige caféer er backgammon, det lokale ”tablas”. Der tæskes i brikkerne som få andre steder i verden, og er man skabsludoman, og har man det ikke dårligt med at drukne i lokal gæstfrihed, er Damaskus ikke det værste sted i verden. Gang på gang skete det, at jeg blev inviteret til at sidde med og nyde et glas hvinende sød te, og næsten lige så ofte endte jeg med at spille mod en af kombattanterne og sågar høste en portion anerkendelse over, hvordan en fremmed dog kunne mestre de lokale fiduser.

 

ummayad-interior.jpg (73465 bytes)

 

Historiens hellige vingesus

Også for religiøse fanatikere er Damaskus bare et lækkert sted. Den gamle by indtager en central plads i både bibelhistorien og i islams annaler, og den imponerende Ummayad-moské er med rette et pilgrimsmål for rettroende fra nær og fjern. Seneste fik man her i maj 2001 besøg af den aldrende Pave Johannes Paul II, den første katolske pave overhovedet som i embeds medfør dristede sig til at besøge en moské, men det har jo nok været en formildende omstændighed, at den koloenorme klods er bygget ovenpå en katolsk kirke, og at selveste Johannes Døberens afsjælede legeme er stedt til hvile lige præcis dér.

For shiiter er det utvivlsomt vigtigere, at Ummayad rummer selveste Imam Husseins afhuggede hoved. Hussein var Alis søn og Profeten Mohammads barnebarn og sammen med broderen Hassan mere eller mindre årsagen til, at den islamiske verden den gang for over 1300 år siden splittede op i sunnier og shiiter. I år 680 stillede Hussein op med 72 tapre mand, men tabte naturligvis til sunniernes kalif i slaget ved Karbala - den begivenhed der årligt markeres som "Moharram". Hussein er af samme årsag shiitternes ultimative helt og martyr, så det er vigtige sager, vi her har med at gøre. ”Tophelligt” vil nogen mene.

Få hundrede meter fra Ummayad og Hussein er der tilmed bygget en smuk, persisk moské som mausoleum over den ene af Husseins to døtre, Saida Ruqqaya. Kanonflot og ganske som Ummayad proppet med rettroende, iranske pilgrimme i de efterhånden klassiske, sorte gevandter - sorte fordi shiiterne stadig sørger over tabet af Hassan og især Hussein (Moharram igen). Jeg har altid spekuleret på, om det aldrig sker, at et lille barn kommer til at holde fast i den forkerte mor, eller kan de mon kende deres egen formummede mama på sandalerne eller de lakerede tånegle?

Selv regionens blodige nutidshistorie er til at mærke i Damaskus, og bl.a. de utallige kriges mange, udstationerede, russiske militærfolk i Syrien har sat sig spor. Mere end en gang blev jeg stoppet på gaden og tiltalt på russisk, og det føltes altså mere end almindeligt weird at stå midt i et marked i et arabisk land og få genbrugt det russiske, jeg sugede til mig, da jeg sidste år rakkede gennem Centralasien.

 

palmyra-gate.jpg (46211 bytes)

 

Et land i ruiner

Det stak i hjertet at skulle rive sig løs fra Damaskus’ inciterende mylder, og da det endelig skete, var det til fordel for Palmyra, tre timer længere mod nordøst. Palmyra er et af de absolutte “musts” i Mellemøsten, et 1800 år gammelt, kæmpestort, romersk ruinkompleks, plantet midt i ørkenen, ca. midtvejs mellem Damaskus og den babylonske flod, Eufrat. Talrige romerske kejsere har været gennem Palmyra, og jeg fik så rigeligt et par dage til at gå med at indsnuse antikkens vingesus.

Man skal godt nok være hard-core, østtysk betonmodernist for ikke at lade sig henføre til datidens fantastiske bygningsværker, men bliver det pludselig for meget med alle de romerske efterladenskaber, kan man i stedet ”nyde” ørkenens omskifteligheder. Da jeg kom, strålede solen, dagen efter var der helt gråt, og da jeg drog bort, skete det nærmest i en sandstorm!

Eller også kan man hengive sig til ludomaniens velsignelser, for ganske som i Damaskus er backgammon den vigtigste fritidssyssel i Palmyra, og standarden er ganske glimrende. På mit hotel hang ligefrem et opslag fra en kvindelig, tysk turist, hvor man på det grundigste blev advaret mod at sætte familieformuen på spil mod værten, den stedlige mester. Den slags advarsler er til for at blive testet, og vi nåede i et par sene nattetimer at spille to små matcher à 5 points hver. Til mesterens store overraskelse vandt turisten begge gange i sikker stil, men chokket var dog ikke større end at den detroniserede mester kunne smile pænt og højtideligt udnævne mig til den nye backgammonchamp af Palmyra.

 

crac-de-chevaliers-outside.jpg (67434 bytes)

 

Korsriddere og endnu flere romere

Sidste stop i Syrien var Hama, en ekstremt konservativ by fuld af sortklædte kvinder, præcist lige så tilslørede som i min egen baggård på Nørrebro. Udover at være centrum for det ortodokse og tidligere meget rabiate ”Muslimske Broderskab” er Hama dog en venlig og historisk by fuld af knirkende vandmøller og tillige et fint sted at bruge som udgangspunkt for dagture, så der er masser af gode grunde til at bruge en masse tid i netop Hama.

En af de helt oplagte day-trips er til Mellemøstens største og mest fantastiske korsridderfort, Crac de Chevaliers. Fortet stammer fra en gang i det 12. århundrede, men selv nu, over 800 år efter, virker det ekstremt velbevaret og lige så uindtageligt - med mindre altså, at man bruger den officielle hovedindgang og finder sig i, at turister skal betale 6 $, mens de lokale slipper med en brøkdel.

Når først man er inde, kan man så flyde rundt i det ekstremt solide fort og drømme sig tilbage til det hellige liv som sværdsvingende korsridder. Desværre havde jeg valgt at gøre turen på en hellig fredag, og det gør man desværre ikke ustraffet på de kanter. Fortet var i et par timer totalt invaderet af skrigende skolebørn og deres ivrigt piftende og fløjtende lærere, men heller ikke i Mellemøsten er tålmodighed ligefrem en af børnenes stærke sider, så de skrigende horder forsvandt heldigvis lige så hurtigt, som de kom.

30 km nordvest for Hama ligger endnu en bunke romerske ruiner, Apamea, som utvivlsomt ville have været landets største attraktion, hvis ikke lige Palmyra var så imponerende, som det nu er. Men flot er det at slentre rundt blandt de hundredvis væltede og genrejste søjler og forestille sig, hvordan de 150.000 indbyggere en gang i hedenold hengav sig til den dekadente, romerske levevis, behørigt passet op af over 300.000 slaver.

 

TV-star for en aften

Selve Hama var heller ikke så skør endda, og oplevelsen blev bestemt ikke mindre af, at jeg ramlede ind i den årlige blomsterfest. Hele centrum kogte af aktivitet, og den knirkende lyd af de allesteds nærværende vandmøller blandede sig saligt med knitrende arabisk pop og pludrende familier på tur i slaraffenland. Midt i det sydende blomsterhav stod en slags scene, hvor “noget” skulle ske. Jeg stillede mig op i den enorme kødrand foran, men blev pludselig spottet som “byens turist”, og sekunder efter sad jeg plantet på en af ærespladserne i nogle brede sofaer, lige bag selveste studieværten, den lokale Karl Smart.

Der sad jeg så i min meget støvede backpackeroutfit og delte kaffe, te og chokolade med de fine sheiker og byens øvrige spidser, men freden varede kun kort. Karl Smart havde i sin visdom bestemt sig for at lade “Captain Jessen” spille en hovedrolle i showet, så jeg endte med at lægge krop og sjæl til et længere interview, fik fremsunget “Der er et Yndigt Land”, fik mig en alt for grundig lektion i hidsig arabisk dans og blev tvangsudskrevet som en af mange deltagere til en sveddryppende armlægningskonkurrence.

Under alle anstrengelserne spurtede en kameramand rundt og forevigede øvelserne, men hvad han skulle bruge optagelserne til, anede jeg ikke. Det fandt jeg ud af, da jeg få dage efter blev stoppet på gaden i Beirut af en gut, der jublende genkendte "Captain Jessen" fra et eller andet TV-show! Hele molevitten var gudhjælpemig røget ud over halvdelen af Mellemøsten, så jeg var meget ufrivilligt blevet ophøjet til lokal TV-star, og alle vidste lige pludselig, hvem jeg var! Så kan Morgen-TV godt pakke sammen.

Armlægningskonkurrencen var i øvrigt mægtigt underholdende, lige bortset fra, at jeg røg ud til min første modstander, men det er vel straffen for at have pådraget sig et kontorjob. Til gengæld fik jeg mig et kitschet, kinesisk guldur(!) som tak for min indsats i hele programmet.

Udover mændene var der tillige en armlægningskonkurrence for kvinder, og der oplevede jeg fra scenens luksuriøse sofarække et par dyster, hvor stædigt svedende kvinder, anstændigt pakket ind i deres sorte villatelte, dystede mod tilsvarende formummede hunkøn. De kunne have gemt Arnold Schwarzenegger i en af de sorte dragter, uden at nogen ville have bemærket det.

Desværre måtte jeg absolut ikke tage billeder af netop den del af showet. Det var ellers urkomisk at se de totalt tilslørede kombattanter krænge hele sjælen ud for at få den lige så indpakkede modstander ned med nakken, men det måtte jeg altså ikke fotografere. Det havde ellers været årets skud!

 

© Claus Qvist Jessen

button12.jpg (5359 bytes)