Sri Lanka

Lille ø, stor historie og et herligt, fotogent kaos

 


I årtier har Sri Lanka, Indiens smukke og charmerende lillebror, været plaget af en heftig borgerkrig mellem det singhalesiske flertal og De Tamilske Tigre. Det stoppede brat for et par år siden, og siden da har øen oplevet både fred og turister i en lind strøm. Og der er masser at se på, lige fra hovedstaden Colombo og de mange fotogene buddhisttempler over Negombos perfekte strande til de mange historiske sites på øens center. Hér finder man de tussegamle huletempler i Dambulla, klippekomplekserne ved Sigiryia og (især) de mere end 2000 år gamle templer ved Anuradhapura. Blandt relikvierne dér tæller en fuldvoksen stikling af det selvsamme bodhi-træ, som Prins Siddartha i Bodhgaya (Indien) for mere end 2.500 år siden sad under, da han mediterede sig til "enlightenment" og blev til Buddha.

Østpå finder vi Polonaruwa, det måske mest imponerende, samlede minde om de kongeriger, der for 2.000 år siden befolkede øens grønne centrum. Kan du lide Guatemalas mayatempler i Tikal, vil du elske Polonaruwa - og så er de srilankanske relikvier endda 500 år ældre.

Oppe i højlandet er Kandy mest kendt for det 2000+ år gamle "Tooth Relic Temple".Lidt mere nutidigt er de mange teplantager, som både ved Kandy og (bedre) ved den charmerende Nuwara Elya er kendt for at levere noget af den bedste te på kloden. Højlandet lever ganske enkelt af te, og en lokal tefabrik er lidt af en oplevelse.

På vej ned fra det kolde højland giver Pinnawala og Udo Walawe fine muligheder for at nyde indiske elefanter på slap line. Pinnawala er en slags rehabiliteringscenter for forældreløse elefanter, men fungerer i praksis mere som en zoo uden hegn. De daglige bade i floden er et tilløbsstykke. Udo Walawe er en rigtig nationalpark med allandsens vilde dyr - inkl. elefanter, og det er muligt at komme rimeligt tæt på de herlige dyr. Sådan lidt, altså.

Sydkysten er med rette berømt for de flotte sandstrande, og Merissa er ingen undtagelse. Endnu bedre - hvis man er til kultur - er den herlige gamle koloniby Galle, hvor en stor bymur i fordums dage udgjorde den hollandske (og siden engelske) kolonimagts bolværk mod konkurrerende magter fra Europa. Et levende museum med masser af smukke hus og lokale turister. Formentlig Sri Lankas dyreste by, men også en af de mest charmerende, og så trækker det ikke fra, at man kan komme dertil med tog. Det er en oplevelse "not to be missed".

Flere fotos
HER

 

button12.jpg (5359 bytes)