Centralasien / Silkevejen

Azerbaijansk kaviar, Turkmensk persondyrkelse
og en flod af Kejser Timurs blåkaklede medressaer

 

registan.jpg (23611 bytes)

 

Centralasien, området mellem Det Kaspiske Hav og Kina, har gennem århundreder været en af de vigtigste handelsruter mellem Øst og Vest, men trods den historiske betydning, er netop Centralasien selv i 2008 et af de mindst kendte steder på kloden. Gennem århundreder var regionen styret af forskellige ugæstfri emirer, og hverken den russiske zar eller sovjetimperiet bidrog til åbenheden. Timurs mystik er bevaret, og ligeså er historiens vingesus.

"Rejsen" starter med en lille rundtur i den kaukasiske stat Azerbaijan, et venligt og helt igennem uturistet land vest for Det Kaspiske Hav iført en sær blanding af muslimske traditioner og sovjetisk frisind og (desværre) byggestil. Lige fra Bakus Taza Bazar til den nordlige Quba eller den sydlige Lenkoran er Azerbaijan er meget tilgængelig og umådeligt venlig oplevelse.

På den anden side af Det Kaspiske Hav er det golde, men farverige ørkenland Turkmenistan en sær oplevelse. Bortset fra Nordkorea påstås Turkmenistan, både under og efter afdøde Præsident Saparmurat (Turkmenbashi) Niyazov, at være verdens mest lukkede land, og at få et visum tenderer Mein Kampf. Turkmenistan er ufrivilligt komisk, og over alt i hovedstaden Ashgabats ser man flotte billeder af landsfaderen, og også de utallige springvand er lavet for at glorificere Allahs udsending. På den mere pragmatiske side er det fantastiske søndagsmarked (Tolguchka) klart et af de flotteste markeder i hele regionen, og hvis ellers man kunne komme omkring bureaukratiet, er mulighederne for at købe et billigt, ægte tæppe fantastiske..

Regionens centrale land, Uzbekistan, rummer alle de blå sagnbyer, lige fra Timurs fødeby, Shakrisabz, til hans glorværdige hovedstad, Samarkand, lillebroderen Bukhara og den indhegnede ørkenby Khiva. Alle bugner de af medressaer, moskéer og mausoleer, de fleste fra slutningen af det 14. årh. op til midten af det 17., og alle med blåglaserede kupler og ornamenter og alle forbavsende godt restaurerede. Uzbekistan er et sandt orgie i blå glasur, og risikoen for en total overdosis er overhængende.

Vestpå i Uzbekistan er hovedafgrøden bomuld, og netop ekstrem dyrkning af bomuld har skabt verdenshistoriens største, planlagte økologiske katastrofe: den udtørrede Aralsø. En gang var søen, på grænsen mellem Uzbekistan og Kazakhstan, verdens tredjestørste indsø, men Sovjetstatens krampagtige forsøg på at dyrke bomuld i en ørken kostede så meget vand, at de to tilløb til søen, Sur Darya og Amu Darya, blev mere eller mindre drænede. Den bagende sol og hidsige fordampning klarede resten, og Moynaq, som en gang var en velfungerende havneby, ligger nu mere end 40 km fra resterne af den meget tørlagte sø, og midt i ørkenen ligger store skibe og ruster. Weird.

Regn med mindst 1½ time - der er for mange flotte billeder til at skære det ned. Foredraget er ikke egnet for folk med aversion mod flotte bygninger og historiske tilbageblik, men fint til folk, der tænder på hyperflinke mennesker i en tidligere meget lukket verden.

 

bukhara-grapes.jpg (31117 bytes)           niyazov.jpg (25580 bytes)

 

 

button12.jpg (5359 bytes)