Papua New Guinea

The missing link mellem stenalderen og computeralderen

 

goroka-coffee.jpg (24919 bytes)

 

Alle har hørt om Papua New Guinea, men kun meget få har været der. Selvom landet har været ”opdaget” og koloniseret i over 400 år, forblev højlandet uopdaget indtil 1930’erne, og selv i vore dage opfører store dele af landet sig som om, at de endnu aldrig har opdaget resten af verdens eksistens. Få steder er man begyndt at bruge computere, og andre steder er man ikke nået længere end stenalderen, og drager man langt ind i bushen, kan man stadig være heldig at opleve krigere i lændeklæder og med bue og pil.

Første stop efter et par dages paranoia i den rædsomme, pigtrådsomkransede hovedstad, Port Moresby, er den lille, maleriske by Gabagaba. Gabagaba ligner enhver anden, lille landsby. lige bortset fra at halvdelen af byen er bygget på stylter midt ude i tidevandszonen. Et hyggeligt sted, hvor livet er præcis lige så langsomt som noget sted i Afrika.

Stadig på fastlandet, men en flyvetur over på den anden side af landets centrale bjergryg finder vi Madang, en mindre by med et farverigt marked og et par hyggelige småøer udenfor, hvor man snildt kan ligge og dovne nogen dage eller bruge den som base for småture rundt om i de nærliggende landsbyer.

Fra lavlandet i Madang går turen op i det både spændende og spændte højland. Det utilgængelige højland repræsenterer på alle måder ekstremerne ved PNG; det er i højlandet, man har størst chance for at opleve de sejlivede traditioner, og det er i højlandet, man har størst risiko for at blive ribbet eller ligefrem slået ihjel af nogen af de mange utilpassede, unge, arbejdsløse mænd - de såkaldte rascals. Endnu værre er det, når der er valg. Så stiger spændingerne til det mangedobbelte, og risikoen for at ramle ind i en blodig klanfejde er pludselig mange gange større. Uheldigvis var 2002 et valgår, men selv i markedsbyen Goroka oplevede jeg intet grimt; masser af stemmeoptællinger, masser af farverige markeder og masser af glade vindere, men ingen stammekrige. Kun farverige mennesker og en hulens bunke kaffe.

Visitten til Kundiawa blev kort, bl.a. pga. klanfejder(!), og i stedet havnede jeg et par dage i landsbyen Kegsugl ved foden af landets højeste bjerg, Mount Wilhelm. Derfra brugte jeg yderligere en håndfuld dage på at vandre til fods hele vejen ned til lavlandet, en fugtig og svedig tur, som trods valg og spændte nerver endte som en kanon oplevelse. Turister er i sandhed en sjældenhed på de kanter, og folks venlige gæstfrihed fejlede absolut intet.

 

goroka-warrior.jpg (14546 bytes)       png-chess.jpg (32592 bytes)

 

 

button12.jpg (5359 bytes)