Papua Niugini

Ubarberede oplevelser fra "the missing link"

 

goroka-warrior.jpg (45083 bytes)

 

Papua New Guinea er på alle måder verdens sidste grænsepost - the missing link mellem stenalderen og atomalderen. Ganske vist havde de hvide kolonisøgende kaptajner allerede for næsten 500 år siden fundet frem til kysten af landet, men indlandet blev i århundreder anset for så uvejsomt, at man opgav at undersøge det nærmere. Så, en gang i 1930'erne, var der et par opfindsomme, australske guldgravere, der drevet af tanken om det gyldne metal trængte op i højlandet, hvor de i bogstaveligste forstand ramlede ind i millioner af stammefolk, der ikke havde opfundet hjulet, som stadig gik i "arse grass", og som overhovedet ikke anede, at resten af verden eksisterede.

Anden Verdenskrig gav "udviklingen" en pause, og først i 1950'erne og 60'erne gav verden sig i kast med at opdage de sære folkeslag. Vor egen Jens Bjerre var en af datidens opdagere, men desværre var flertallet af hvide (den gang som nu) enten lykkeriddere, galninge eller missionærer - eller alle tre ting på en gang. Folk der på den ene eller anden vis så det nye land som det sidste sted i verden, hvor de kunne lege herrefolk.

Under alle omstændigheder er PNG stadigvæk intet mindre end en skatkiste af gamle traditioner. For kun to generationer levede de alle i stenalderen - nu er de i computeralderen, og den slags skal give gnidninger. Det gør det i den grad også, men ikke flere end at en god måned var rigeligt til at overbevise mig om, at PNG er langt, langt bedre end det blakkede rygte, landet har i især Australien. Stort set hver eneste dag kan man i aviserne down under læse saftige avisoverskrifter, der i utilslørede vendinger beskriver de mange stammekrige og det ekstreme antal af mord og anden vold, som især hovedstaden Port Moresby lider af. Trist læsning alt sammen, men plussiden af det dårlige rygte er, at PNG ikke lige med det samme slides ned af ukontrolleret masseturisme.

PNG er i det hele taget lidt af en drømmedestination for en rask globetrotter med et lavt niveau af paranoia, en stor sans for det bizarre og en uudslukkelig trang til at leve uden noget finmasket sikkerhedsnet. Langt, langt bedre end de grumme avisoverskrifter, der i den grad fokuserer på de mange stammekrige og det ekstreme antal af mord og anden vold.

 

Tok Pisin

En af særhederne ved PNG er den ekstremt knudrede geografi. Det var dem, der indtil for 50 år siden gjorde enhver rejse i højlandet helt umulig, og det er stadig den, der minimerer enhver kontakt mellem nabostammerne. Selv folk, der har levet 20 km fra hinanden, snakker forskellige sprog, så PNG alene har næsten 1/3 af alle verdens sprog. 770 stykker er der i alt (ikke dialekter!) og yderligere 80 på den anden side af grænsen i Irian Jaya, så der er ikke noget at sige til, at man her på verdens næststørste ø kan finde noget af verdens mest blandede kultur.

De mange sprog gør samtidig, at der for blot få år siden ikke var noget fællessprog, men så var det, at nogen satte sig ned og konstruerede "Tok Pisin" eller "Pidgin", og det er på alle måder et af verdens mest komiske sprog. Hovedstammen er engelsk, og så er der puttet lidt tysk og andet godt i, plus at al stavning er lige så forenklet som i det danske "majonæse".

Hele sproget er ganske enkelt en stor gang majonæsestavning og det tætteste, man kan komme på fonetisk engelsk uden grammatik. Stumme bogstaver og accenter eksisterer ikke, kasus er helt borte, og verberne har kun en tid. Resten klares med at skrive ordene for igår eller imorgen. Det er himmelråbende logisk alt sammen. "Du" (el. din, dit, dig) hedder "yu", "jeg" (el. min, mit, mig) hedder "mi", og så hedder "vi' naturligvis "yumi". "Nummer et" (number one) bliver til "nambawan", og "badeværelse" til "haus waswas", mens enhver genetiv let og elefant skrives med ordet "bilong". ”Kar bilong mi” er naturligvis min bil.

Pidgin rummer kun 1300 ord, så der er mange ting, man ikke har noget ord for - som f.eks. et håndklæde, der officielt hedder "laplap bilong waswas". Endnu sjovere var det, da den gode Prins Charles af England skulle en tur til PNG, og da man derfor skulle sige "prins". Det havde man heller ikke noget ord for, så han blev til "Nambawan pikinini bilong Misis Kwin" - direkte oversat til "Nr. 1 barn hos Fru Dronning". Piece of cake alt sammen, og pidgin er på en gang urkomisk og samtidig en guds gave til alle, der aldrig har lært at stave, eller blot til turister, der gerne på få uger vil kunne sige en smule på det lokale sprog.

 

Wantoks og klaner

Et andet resultat af geografien og den blandede kultur finder man i de såkaldte "wantoks" (klaner). Wantok betyder "one talk", og til ens wantok hører alle, der snakker samme sprog, uanset om man overhovedet har mødt manden før. Overfor ens wantok kræves blind loyalitet, og på den anden side kan man altid kan regne med sine wantoks, når lokummet på den ene eller anden måde brænder. Er man boligløs kan man altid rykke ind hos en wantok, og har man ikke nogen penge, kan man helt legalt leve af andres skillinger.

På landsbyplan er wantoksystemet ret smart, men på lidt større plan er det den uundgåelige rod til både nepotisme og korruption. Har man f.eks, en wantok i et busselskab, skal man ikke betale for bussen, og har man en wantok siddende som dommer, ja, så undgår man straf. Er man allerede blevet dømt, skal ens wantok i fængsesvæsenet nok dreje nøglen den rigtige vej, så man kan slippe ud! Enhver person, der er blevet til noget, er blevet det med støtte fra hjembyen, og så skal der jo betales tilbage.

Lidt frækt kan man sige, at wantoksystemet viser alle de bedste og værste sider ved PNG i almindelighed og den ultimative socialisme i særdeleshed. Devisen "at yde efter evne og nyde efter behov" har det med at skabe meget store nydere og meget få ydere, og det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at netop PNG har en arbejdsløshed på næsten 95%!

Som al anden statistik lyver tallene dog, for alle de mange, der lever af deres jordlodder, og som derfor ikke indgår i økonomien overhovedet, tæller officielt som "arbejdsløse". Men trods alle de statistiske usikkerheder er der noget om snakken, for aldrig har jeg noget sted i verden oplevet så mange folk stå og hænge og lave ingenting, og især de mange unge mænd indrømmede hellere end gerne, at de ganske enkelt fandt det uendeligt meget lettere at leve for klanens penge end selv at skulle arbejde. Hvorfor skulle de også det, når den familiære skatteprocent nærmer sig 100? Lidt som i Afrika er det ikke let rejse rundt i PNG og samtidig beholde et dansk idealniveau af politisk korrekthed.

 

Tribal fighting

En anden særhed ved PNG er de temperamentsfulde højlænderes lyst til at løse alle stridsmål med våbenmagt. Kampen om jord, lidt snyd i en handel eller blot et værtshusslagsmål er rigeligt til at starte en god, gammel tribal fight, og mens man i gamle dage (for 10-20 år siden!) holdt sig til pile, spyd og krigsmaling, bruger man nu alle de våben, man kan få fat på. Den slags inkluderer pistoler, rifler og håndgranater, og det er ikke ualmindeligt, at man i højlandet har stammekrige med mange døde og sårede.

Især i valgtider blusser temperamenterne, og to landsbyer, der i går var venner, er i dag bitre fjender. Den ene by supportede nemlig den vindende kandidat i det ellers slemt korrupte valg, mens den anden stemte på den tabende. Hvad er så mere naturligt end at tage på et "payback-raid", for nogen skal jo straffes for nederlaget.

Lysten til fremskridt eksisterer, men overskygges klart af årtusinders lyst til at lide martyrdøden i en eksplosiv stammekrig, og de få hvide hjælpefolk, der stadig er her, klør sig i hovedet over manglen på lyst til det, vi kalder "udvikling". Vigtigheden af at kaste sig ud i en lokal krig er større end alt andet, og man kommer stærkt i tvivl, om PNG overhovedet vil udvikles. Set med vestlige øjne er svaret "nej", og der er mange ulandsfolk, der slet ikke mener, at landet er modent til kontakt udefra. Men det er samtidig det, der gør landet ganske unikt for en sand traveller uden trang til sikkerhedsnet. En uorganiseret solotur i højlandet bliver aldrig et sted for luksusturister, der ikke kan leve uden livrem og seler, men for os andre er det intet mindre end himmerige. Det er derfor, vi rejser, er det ikke?

 

moresby-wire.jpg (40728 bytes)

 

Bag Moresbys pigtråd

PNG er en heksekedel, men vi, kæresten Helle og jeg selv, startede alligevel "blødt" med et par dage i hovedstaden Port Moresby. Som mange andre steder med en ubegrænset influx af unge, arbejdsløse mænd er kriminnaliteten skrækkeligt høj, og de mange "rascals" skyer ingen midler for at skaffe cash til deres enorme øltørst eller til blot at overleve. Mens landevejsrøverier og hold-ups gik af mode i Europa på Dick Turpins tid, er det stadig dagens orden i PNG, og man skal bare overvære en lillebitte pengetransport i staden for at føle sig hensat til Fort Knox. Selv en simpel grillbar i et industrikvarter er barrikaderet bag tommetykke stålgitre, så PM er ikke ligefrem et sted, der oser af hjemlig hygge.

Oveni den omfattende berigelseskriminalitet kommer så de mange payback-fejder, især katalyseret af de mange tilrejsende og meget temperamentsfulde højlændere. Nogen har gjort noget en gang i ruder konges tid, og det skal hævnes. Kan man ikke fange den skyldige, ja så må man nøjes med at myrde en anden en fra hans klan, og cirklen af vold synes endeløs - ikke helt ulig Goscinnys og Uderzos udlægning af Asterixs oplevelser på Korsika.

Port Moresby må ganske enkelt rangere som den mest kriminelle by i verdens måske mest kriminelle land. Der er kun 160.000 mennesker, men antallet af mord ligger på linie med langt større pestbylder, så det er bestemt ikke et sted, man bør opholde sig i mere end fem minutter. Vi gjorde det dog, men kun fordi jeg på Fiji var ramlet ind i en engelsk ex-pat, Stuart Fancy, som gerne stillede et helt tomt hus til rådighed for os. Der kunne vi så hygge os, godt isoleret fra resten af verden bag en Berlinmur af pigtråd og med et utal af private vagtkompagnier rendende rundt i nabolaget. Desværre er de der ikke bare for sjov, og det er bestemt ikke løse bolcher, de har i deres potente maskinpistoler.

 

Do you chew?

Men vi fik trods alle odds vovet os lidt udenfor barrikaderne, bl.a. til det ganske levende Koki Market, der fuldstændig ligesom i Afrika er et levende mylder af sorte folk med store smil. Ingen ubehagelige folk overhovedet, højst kun en rastaklippet vildmand, som med rødsprængte øjne og endnu rødere mund vill høre: "Do you chew?". Betelnødder altså, men det måtte jeg desværre benægte. Det lod han sig ikke afvise af, og i stedet satte han sig ned ved siden af mig og gav sig til at vise, hvordan man brygger et godt "chew".

Man tager en passende nød (25 øre stykket) og skræller dem ganske som en kokosnød. Den lille, vel 20-30 mm kerne puttes derpå bagest i munden, og man begynder tyggeriet, hvorefter man følger efter med en "mustard stick" dyppet i stærkt alkalisk pulver. Spidsen af stick'en bides af, og så er det bare at gumle videre. Teoretisk set skulle man langsomt kunne mærke en eller anden euforisk effekt, men jeg nåede aldrig mere end en spytsekretion på størrelse med Iguazu Falls. Det løber og løber, og trangen til at skille sig af med det bitre, røde stads kommer helt af sig selv.

Det kan være svært at fatte, at de rædsomme betelnødder er så populære, som de er. Alle tygger betel, og nødderne er ganske enkelt for PNG, hvad cigaretter og øl er for en dansk værtshusfreak, og over alt i landet ser man grusveje og asfalt totalt splattet til med røde strint fra de spyttende beteltyggere. Om jeg fatter, hvorfor halvdelen af alle markedsstande i PNG er fyldt med de bitre nødder, men de må have opdaget noget, jeg ikke har kunnet finde, eller også er de bare fænomenale masochister.

 

Byen på stylter

En stor del af hemmeligheden ved at overleve PNG ligger i at komme bort fra Moresby hurtigst muligt - hvis ellers man slipper gennem Moresbys om muligt endnu mere kriminelle forstæder. Vor største hurdle var den berygtede "6 Mile Dump", et weird sted hvor den nordlige side af vejen var spækket med faldefærdige shantytowns, mens sydsiden var en stor losseplads. Det var åbenbart madtruget, for da vores transport hastigt fræsede forbi den ildelugtende mødding, rendte mindst 20 mennesker rundt og gravede i dygnerne for at finde spor af noget brugbart. Det kriblede i mine kamerafingre, men vor ven bag rattet mente bestemt ikke, det var det rette sted at stoppe. Alene det, at der ikke var lavet road-blocks betragtede han som et mirakel.

Målet for flugten hed "Gabagaba", en lille landsby 80 km øst for hovedstaden, som såmænd kunne have været en hvilken som helst anden landsby på de kanter. I Gabagaba bor der 2-3.000 sjæle, og halvdelen af husene står på stylter i havet, hvilket ifølge den lokale sagkundsskab skyldes gamle traditioner, da det så var lettere at forsvare mod fjender, men selv i vore lidt mere fredsommelige dage bygger man videre rundt på de brede mudderflader. Ret besværligt skulle man mene, for selvom man ved lavvande kan vade ud til styltehusene rimeligt tørskoet, er en båd mere praktisk ved højvande. Uanset hvad man gør, skal man dog passe på ikke at passere under husene, men mellem dem. Toiletterne er af typen "deep drop", så det gør man kun en gang.

 

gabagaba.jpg (39825 bytes)

 

Opholdet i Gabagaba bekræftede også PNG’s sproglige rygter. Nabobyen ligger kun 5 km inde i landet, men de snakker et helt andet sprog, og nogle kilometer nede ad kysten finder man endnu en landsby, som vore venner heller ikke kan kommunikere med. Selv i vore dage med små motorjoller, grusveje eller anden transport mellem byerne er det som om, at folkenes univers ikke går længere end deres egen havelåge, og Tok Pisin snakkes ikke alle steder.

Den slags er naturligvis ret uforståeligt for en harmoniseret europæer, og det muntrede givetvis vore værter i Gabagaba, at vi i det højteknologiske EU ikke en gang kan finde ud af at koordinere vore 12-13 sprog. I PNG lever de fint med deres over 700 sprog og bevidstheden om, at de ikke en gang kan snakke med deres nærmeste naboer. Der er alligevel ingen problemer, der er større, end at de ikke kan fixes med en rask lille stammekrig.

 

png-chess.jpg (32592 bytes)

 

Skak - og mat

Den mest specielle ting ved Gabagaba i forhold til alle andre små landsbyer i PNG er, at en lille håndfuld af mændene er dybt og inderligt interesserede i skak! Tid er en ubegrænset ressource på de kanter, og den har de gode folk altså valgt at bruge til at flytte brikker, så de var henrykte over at få en skakspillende främling på besøg. Niveauet var overraskende pænt, men ikke imponerende, så jeg fik uden problemer flere dage til at gå med at sidde på en stylteterrasse og krølle alle ender sammen på de lokale mestre plus et par landsholdsspillere fra hovedstaden, inklusive formanden for det nationale skakforbund.

Efter en masse partier med en ret ensidig score overgik jeg til egentlig undervisning, og de lokale helte lyttede tålmodigt til mine pædagogiske gennemgange af de almindelige principper for åbningsspillet, planlægning af midtspillet og de hidsige matangreb. Uden bøger eller anden teknik improviserede jeg mig gennem en sand mølle af åbningsfælder, svage baglinier og kvalte matter, og søreme om ikke det hjalp. De lyttede intensivt, og jeg bilder mig ligefrem ind, at min lille træningsvisit har sat sig varige spor.

Men fremtidens stormestre er det næppe, for niveauet i PNG er ikke imponerende, hvilket jeg allerede dagene inden opdagede i Moresby. Der gjorde jeg rent bord med PNG's nr.2, en nydeligt, lille ex-filipina ved navn Imelda Flores, så hvis PNG en dag i meget fjern fremtid og mod alle odds bliver en skaklig stormagt, vil jeg læne mig tillbage og fortælle børnebørnene, at jeg, en dansk divisionsspiller af blød mesterstyrke, har tævet hele landsholdet. Jeg kan i hvert fald starte med at lade fremstille et visitkort med titlen ”Landstræner for PNGs skakhold”.

 

madang-fishing.jpg (24529 bytes)

 

Prettiest town of the Pacific?

En af de geografisk set helt specielle ting ved PNG er at hovedstaden ikke er forbundet til nogetsomhelst ad vejnettet. Topografien er ganske enkelt for knudret, så uanset hvor man vil hen, fordrer det en flybillet, og det gjorde det også, da vi ville til kystbyen Madang, 2-300 km nordpå. At det så blev Madang, var lidt af et skud i tågen, men den havde i hvert fald den fordel, at man fra kysten kan komme ind i højlandet ad landevejen.

Klog beslutning, for selvom Madang rent fysisk rummer 20.000 indbyggere, gør de mange parker, de store "rain trees" og de enorme flokke af frugtædende flagermus, at man mere føler sig som i en botanisk have end i en halvstor provinshovedstad. Der er ganske vist en slags centrum, men ingen bygninger er på mere end to etager, og byen har meget mere karakter af en forvokset landsby end lokal metropol. Stemningen i Madang er både venlig og afslappet, men det tager lige et par dage, inden man vænner sig fra Port Moresbys paranoia og de ekstreme sikkerhedsforanstaltninger. I stedet kan Madang med sine mange laguner og grønne halvøer bryste sig med titlen "Prettiest town of the Pacific", men den slags kan man jo altid diskutere.

Madang er ikke uden grund et af de få steder i PNG, hvor man oplever turister. De fleste tiltrækkes af luksushotellerne og koralrevene lige udenfor, men subjektivt set er det lokale highlight så absolut markedet, som er næsten lige så farverigt som noget sted i Vestafrika. Desvære har missionærerne gjort det syndigt at bruge arse grass (bastskørter), så alle er klædt i slidte, vestlige secondhand-clothes, men selvom det fjerner noget af stenalderpræget fra landet, er der så rigeligt med farver til at kompensere. Meget kaotisk, meget livligt og meget afrikansk.

 

bilums.jpg (72803 bytes)

 

Det meste af vareudbudet er frugter og grøntsager, en del fra lavlandet, mens alle de mere tempererede fra det mere frodige højland. Sweet potatoes ("kaukau"), gulerødder og kål roder rundt mellem bananer og appelsiner, og alt sammen lader sig fotografere uden problemer. Folk syntes ligefrem ellevilde over at blive foreviget, og enkelte gange nærmest kastede de farvestrålende kvinder sig ligefrem ind foran objektivet. Det blev nærmest taget som en fornærmelse, hvis jeg tog billede af en og ikke af en anden. Livet er sgu hårdt for en omrejsende fotograf.

 

bilbil-pottery.jpg (48582 bytes)

 

Bilbil og Kranket Island

20 km syd for Madang ligger så landsbyen Bilbil, og her er man på alle planer et århundrede borte fra resten af verden. Borte er mursten og beton og sågar almindeligt tømmer, og i stedet er alle huse bygget af sagopalmer. Dejligt luftige, men ikke just stormsikrede.

Stedets lokale specialitet er pottemageri, og en gammel kone var så rar at give os en lille indføring i den noble kunst. Ikke noget med drejebænke og andet højteknologi. Næh, man klarer sig med et par sten til at banke med indefra og et lille brædt til at slå på leret udefra. Mindre end 10 minutter tog det lillemutter at banke en fin potte op, hvorefter den sammen med andre tilsvarende bliver brændt i et åbent bål ved relativt lav temperatur. Af samme årsag holder pottemageriet ikke særligt godt, men smukt ser det ud, så længe det varer.

Lige nord for Madang ligger en stribe småøer, hvoraf den største og nærmeste er Kranket Island. Ingen veje er her, kun en krøllet sti mellem de frodige, små plantager, hvor kvinderne tuller rundt og gør deres "gardening", mens mændene sidder i skyggen og hugger kanoer ud af store træstammer. Ingen biler, ingen elektricitet og slet ikke noget varmt vand - lige bortset fra en pruttende generator i det fjerne, og de mange små butikker er ligesom i mange andre tredjeverdens land fyldt med eksakt det samme varelager: Her Nescafe og dåsefisk. End ikke øl havde de, men det var mest pga. det stadig løbende parlamentsvalg. Men i næste uge måtte de måske sælge noget.......

Udenfor i lagunen er det korallerne, der trækker, og bl.a. Lonely Planet har hypet revet op som noget ganske unikt. Det skal man vist være meget stærk i troen for at mene, men om det er fordi, de lokale fisker lidt rigeligt, vides ikke. Det er i hvert fald set bedre mange andre steder - især på Niue. Kranket er et dejligt sted, og der er masser af gode grunde til at nyde den dejlige oase - koralrevet er bare ikke en af dem.

 

goroka-election2.jpg (72326 bytes)

 

Det farlige højland

Så kom tiden, hvor Helle skulle til at passe sin lærergerning, så hun drog hjemad til Dannevang, mens jeg tog en dyb indånding og rykkede teltpælene op i det på en gang så forjættede og så skræmmende højland. Teknisk set var det bare at stå op meget tidligt og vade hen til det lokale marked, hvor en stribe PMV'er" (public motor vehicles) ventede på passagerer. En PMV kan være alt fra ladet af en truck til en egentlig bus, og selvom man ikke altid tror det, kommer de som regel frem, og det gjorde "min" ramponerede Hi-Ace da også.

Første stop i højlandet var Goroka, dels fordi det er den relativt let tilgængelige hovedstad i East Highlands Province, og dels fordi alternativerne som Mt.Hagen, Mendi og Wabag på uheldigste vis havde figureret i aviserne i forbindelse med det igangværende valg. Hagen er højlandets største by og har i den grad tiltrukket rascals fra hele landet, mens Mendi og Wabag i henh. Southern Highlands og Enga begge led grumt under stammestyret valgterror. Senest var en hel politistation i Mendi røget i luften efter et rascalangreb lavet med det ene formål at stjæle stemmeboksene, så selvom jeg nok så gerne ville dybt ind i højlandet, må der dog være grænser, og jeg "nøjedes" med Eastern Highlands og naboprovinsen Simbu.

Og det var slet ikke nogen dårlig ide. Ganske vist ramlede jeg ind i resterne af valget, men Goroka selv var stadig så venlig og levende som noget, og dagene der endte med at blive de mest kulørte i PNG. Markedet er om muligt endnu mere sprælsk end i Madang, og folk er endnu mere fotogene og dertil totalt uvante til turister. På fire dage så jeg i alt to andre ”whitemen”, og ellers var det bare mig og flere tusinde smilende ansigter, der alle gerne ville vide, hvor jeg kom fra, og hvorfor Danmark ikke havde vundet VM i bold.

Midt i Goroka, nogle hundrede meter fra markedet fandt jeg en lokal kvinde, der solgte de specielle, strikkede højlandshuer. Jeg rodede lidt rundt i hendes varelager, og pludselig - ud af det tomme intet - stod der en vaskeægte kriger og gloede på mig. Jeg stirrede på skabningen, flot dresset ud med traditionelt græs om livet, en sær hue af en slags og en masse konkylier og skaller til at dekorere den ellers nøgne overkrop. I ansigtet havde krigeren kun få bemalinger, og gennem næsen havde han stukket det eneste syntetiske i hans klædning: en hvid kuglepen!

Vidunderlig gut. Han snakkede naturligvis intet pidgin, og jeg fattede lige så lidt af hans lokale sprog, men sært nok syntes han helt åbenlyst, at jeg var lige så stor en attraktion, som jeg syntes, at han var, og jeg havde ingen problemer med at få taget et par billeder af den farverige herre. Til huesælgernes store morskab endte vi nærmest med at danse rundt sammen, inden han pludselig var han pist borte igen. Resten af dagen og ugen med for den sags skyld ærgrede jeg mig over ikke at have fået en eller anden til at finde ud af, hvor han boede - og så bare være gået med ham ud i det ukendte. Jeg ærgrer mig stadig.

 

Kaffe, kaffe, kaffe

Gorokas opland er både grønt og kuperet og dertil utroligt smukt. Kun et fåtal af hytterne er bygget med noget, der ligner nutidige materialer, mens resten er lavet af sagoblade og bambus. Alle vegne på de stejle bjergsider finder man små frimærker af jordlodder, der alle har det til fælles, at de er solidt dækket med kaffetræer.

Der er ganske enkelt kaffe alle vegne i højlandet, og på næsten alle små gårdspladser kan man finde kvadratmeter efter kvadratmeter af nyplukkede kaffebær til tørring. Lidt komisk bliver det dog, når man opdager, at selv de lokale kaffebønder drikker Nescafé! Lige udenfor har de en økologisk uendelighed af ekstremt lækker kaffe, og så drikker de sgu et vestligt inspireret, frysetørret sekundaprodukt. Jeg forsøgte at spørge et par stykker og opdagede til min store undren, at de slet ikke aner, hvordan man laver filterkaffe, og det er altså lidt weird at skulle undervise en tredjegenerations kaffebonde i at lave kaffe. Lige noget til PNG's TV-køkken.

 

goroka-coffee.jpg (70879 bytes)

 

Til valg i Goroka

En af problemerne ved både høj- og lavland var, at jeg var kommet dumpet midt i det femårlige parlamentsvalg, og den slags går ikke stille af sig på de kanter. I Danmark og alle andre såkaldt "civiliserede" lande er et valg noget med en masse valgkamp, en valgdag og så en hurtig optælling, men den slags går slet ikke i PNG. Valgkampen forud tager måneder, hvor de siddende politikere uden blusel bruger hele landets økonomi til at bestikke de lokale høvdinge (bigmen), så de kan sørge for at få den glade donor genvalgt. Wantoksystemet på nationalt plan.

Så skal der tælles, men heller ikke optællingen er så ligetil endda, for landets komplicerede geografi og det korrupte politiske system i fællesskab har sørget for, at den slags tager flere uger, og de forskellige valgte kandidater offentliggøres derfor kun gradvist. Samtidig er valgene meget mere personfikserede, end vi kender det. Partierne er kørt i baggrunden til fordel for de individuelle helte, hele valget bliver dermed meget mere følelsesladede, og folks nerver sidder i den grad udenpå tøjet. Ikke bare en dag eller to, men i alle de mange måneder forud for valget og flere måneder efter. En valgperiode er bare ikke det rette øjeblik til en visit i PNG, men nu var jeg altså havnet midt i det hele, og så er der ikke meget andet at gøre end at få det bedste ud af det.

Piece of cake skulle det vise sig, for teltet, hvor hele Gorokas optælling stadig foregik, lå mindre end 200 meter fra min lille hybel, og jeg havde på forunderligste vis helt fri adgang til både åbningen af boksene og selve tælleriet. Lidt af en farce efter vestlig målestok, for hele byen havde adgang til stedet, og mulighederne for snyd var ganske gevaldige, men det tog man let på, måske fordi alle snyder på de kanter. Men alt gik fredeligt, og der var til min diskrete skuffelse slet ingen voldshandlinger. De valgte kandidater blev langsomt bekendtgjort, og vindernes ellevilde tilhængere forberedte sig på ugelange sing-singfester, mens de slukørede tabere spekulerede på, hvad de nu skulle gøre. Heldigvis ingenting, i hvert fald ikke sådan lige med det første.

 

kegsugl.jpg (48352 bytes)

 

Mt. Wilhelm

Tre timer ad den mest hullede og ødelagte asfaltvej, jeg endnu har oplevet, bragte mig videre vestpå til Kundiawa, hovedstaden i Simbu. Ikke noget voldsomt interessant sted, og da Kundiawa er en af de alt for mange byer i PNG, hvor selv det usleste bosted koster en mindre bondegård, blev opholdet kort - en time eller to, lige indtil jeg i silende regn fik squeezet mig op på bagsmækken af en truck på vej op mod Kegsugl ved foden af PNG’s højeste bjerg, Mount Wilhelm. For ikke det skal være løgn, ligger Wilhelm endda midt i Bismarck Range, så selvom den tyske kolonitid stoppede omkring Første Verdenskrig, fornægter sporene sig bestemt ikke.

Der endte jeg med et par dage at strande i den lokale gæstfrihed, opleve landsbylivet i højlandet på lidt tættere hold end normalt og at høre diverse rædselsberetninger fra de seneste stammekrige. Kun et par dage før havde der faktisk været et stort slag et par kilometer vest for Kundiawa, og roadblocks på grusvejen mellem netop Kundiawa og Kegsugl var næsten dagligdags. Mange at de lokale turde slet ikke tage ned i dalen, men der skete altså ikke noget, da jeg rumlede derop. Ak ja, der sker sgu aldrig noget spændende her i verden.

Selv langt udenfor lands lov og ret var folk naturligvis dybt engagerede i valget. I Kegsugl havde man skam også sin lokale kandidat, og hver aften samledes næsten alle i fælleshuset for at lytte efter de seneste optællingsresultater fra den knitrende, batteridrevne radio. For den uindviede (mig) lød oplæsningen af resultaterne grangiveligt som datidens kedelige fiskerinoteringer, men for de 200 mennesker i Kegsugl var det vigtigere end transmissionen af selv en VM-finale i fodbold. Der blev buhet og råbt og heppet og skreget, efterhånden som resultaterne blev læst op, men desværre gled den lokale helt fra en god adenplads ned på en uattraktiv fjerdeplads, og man manglede stadig et par af nabolandsbyerne, hvor de traditionelt stemte på en anden. Folket resignerede, men undlod pænt at gribe til krigsmaling og spyd. Til gengæld fik jeg et par sjove historier fra de seneste års paypack-raids.

Selve Kegsugl ligger i over 2.400 meters højde, og det er for meget til kaffe, men kaukaurødder har de alle vegne, godt suppleret med kål, salat og jordbær! For 4 kr. fik jeg mig en spandfuld, der kunne brødføde en hel skoleklasse, frisk hentet fra en af de små frimærker oppe på de stejle bjergsider. Ganske som i resten af højlandet kniber det mere med proteiner, selvom de har en god bestand af deres store stolthed: grise. En god so koster let over 800 kr., en formue efter lokale forhold, så den slags bruges naturligvis ikke til hverdagskost, men reserveres specielle lejligheder som f.eks. en betaling af en brudepris.

I PNG er det manden, der betaler for pigen, og skal brormand giftes, knalder familien rask væk hele årets proteinration af på én dag. Til gængæld hører det til sjældenhederne, at man spiser bacon til daglig, og flertallet af højlandsbørn lider derfor af åbenlys proteinmangel. De strittende, "afrikanske" maver ses alle vegne, og når der endelig deles ud af de firebenede proteinlagre, er især børnene udsat for sygdommen pigbel. Pigbel er en sygdom, der netop opstå ved pludselige proteinchok i et underernæret legeme, og var for få år siden en af de almindeligste dødsårsager for småbørn. Den har man fået bugt med, men underernæringen har de stadig, og folk virker helt ubevidste om den.

 

 

Nedtur til Madang

En af fiduserne ved Kegsugl er, at man ad en slemt eroderet 4WD-vej kan vandre helt ned til Bundi og Brahmin og derfra komme til Madang, så det gjorde jeg. Det kostede tre hårde dage med alt for mange lavtliggende skyer, men også med masser af flot natur undervejs. Grønne, skarpe bjergrygge så langt øjet rækker, og overhovedet ingen tegn på menneskelig tilstedeværelse nogen steder. Og så, pludselig kommer der en modgående. Et par "abinun" (= "afternoon"!) udveksles sammen med håndtrykkene, og man snakker lidt om verden og al muligt, inden man igen giver hånd og ønsker en safe trip forude.

Højlandet på Madangsiden er væsentligt mindre tæt befolket som på den anden side i Simbu eller f.eks. Nepal, og der er på mystisk vis meget langt mellem flækkerne. Faktisk nåede jeg på andendagen at vade mere end seks timer med fuldt læs, inden jeg segnefærdig ramlede ind i landsbyen Pandambai. Straffen for at være i for dårlig fysisk form og for at ignorere advarslerne om, at man ikke kunne få vand undervejs.

Der blev jeg så, godt deponeret på førstesalen hos en lokal bondemand, inden jeg næste morgen vandrede videre til først den fotogene og venlige Snow-Pass og siden, efter en lang, lang omvej udenom en dyb, dyb dal, til den lidt større landsby Bundi, hvor refugiet hed en katolsk missionsstation. Nonnerne der, bl.a. Sister Madonna(!), var dybt foruroligede over, at jeg sådan turde tage solo ned fra Simbu og brugte en halv aften på at advare mig mod det, jeg lige havde gjort. "Very dangerous, Mister. Many rascals!", men dem så jeg altså intet til. Kun den grønne uendelighed af forrevne bjerge - godt pakket ind af de evindeligt lavtliggende skyer.

Sidste stræk var ned til Brahmin, og for første gang så jeg for alvor solen. Aldeles upassende, da jeg nu var nede i lavlandet og meget hellere ville have haft lidt skygge, men det skete naturligvis ikke, og i stedet fik jeg mig årets svedetur langs en brusende flod, ned til den på en gang farverige og uinteressante landsby. Her havnede jeg atter en gang på en katolsk missionsstation, hvor en ramponeret reol endda rummede metervis af natlekture til fri afbenyttelse. Uheldigvis var udvalget ganske ensidigt, så jeg havde valget mellem 1001 forskellige bibelfortolkninger og en misplaceret ATP-tennisbog fra 1990. Jeg valgte tennisbogen, men nåede ikke meget længere i alfabetet end til en ung, langhåret Andre Agassi, inden jeg klaskede sammen på sengen sammen med en obskur drøm om en eller anden dag at komme tilbage igen til det dejlige højland. Måske en eller anden dag når de ikke har valg, og der er fem år til næste gang........

© Claus Qvist Jessen

 

 

button12.jpg (5359 bytes)