Kazakhstan, Kyrgyzstan og Tajikistan

Oliebyen Almaty, den tørre Aralsø, Osh' kulørte marked og en gudeskøn tur
ad Pamir Highway gennem Tajikistans autonome Gorno-Badakhshan,
fra grænsen med Kyrgyzstan til det afghanske marked i Ishkashim

 

 

Mens Uzbekistan i vore dage synes at modtage floder af gruppeturister, er mængden af udlændinge i Kazakhstan, Kyrgyzstan og Tajikistan stadig meget lavt. Og det er godt, for de øger i den grad chancerne for at få en jomfruelig oplevelse udover det sædvanlige.

I olielandet Kazakhstan bærer den gamle hovedstad Almaty tydelig præg af de nye tiders stigende velstand, og byen er på alle planer meget vestlig. Det holder op, så snart man flytter sig vest på til pilgrimsbyen Turkestan. Blandt rettroende muslimer er netop Turkestan det helligste sted i landet, fordi Timur her byggede et enormt mausoleum til sufien Ahmed Yassawa. De lokale siger, at tre pilgrimsrejser til Turkestan er det samme som én Haji til Mekka, og så kan man undres over, at stort set ingen turister finder vej til stedet.

Endnu mere øde er byerne omkring den udtørrede Aralsø, 1.500 km vest for Almaty. Her lå en gang verdens tredjestørste indsø, men sovjetisk visdom fik hurtigt spredt bomuld over alle de centralasiatiske stepper, og tilløbene til søen blev mere eller mindre stoppet. I vore 2008-dage rummer søen mindre end 25 % af det oprindelige volumen, men der er heldigvis lyspunkter, idet vandet i Kazakhstans del af søen faktisk stiger igen. Kazakhstan har nemlig (til Uzbekistans store irritation) bygget en 12 km stor dæmning, så vandet i den nordlige del af søen holdes dér. Ex-havnebyen Aralsk er på vej mod bedre tider, og søreme om ikke DANIDA har haft en stor finger med i spillet med at genoprette søen.

I Kyrgyzstan oplever vi i Karakol ved Lake Issyk Kul et af regionens (og dermed verdens!) allerbedste dyremarkeder. Køer, heste og får skifter ejer, mens gamle venner får sig en kop øl eller te. Tæt derpå bruger vi lidt krudt på at opleve en af landets få tilbageværende ørnejægere demonstrere, hvordan hans imponerende fugl på sekunder nedlægger en sagesløs kanin. Mindre eksotisk er byen Kochkor og den sneplagede Song Kul; utvivlsomt rigtig flot, hvis bare man kommer en klar dag - hvilket vi ikke gjorde. Oktober er bare lidt sent til den slags.

Fra den imponerende bazar i Kyrgyzstans næststørste by, Osh, tager vi den tidligere forbudte Pamir Highway sydpå til det ultraskønne, meget venlige og håbløst fattige Tajikistan. Netop Tajikistan er (til dels sammen med Kyrgyzstan) det land, der har lidt mest under Sovjets sammenbrud og den efterfølgende eksplosion i nye lande. Landet har omtrent ingen ressourcer, og afslutningen af Den Kolde Krig har betydet, at først den sovjetiske og siden den russiske hær ikke gider bruge en masse krudt på at befæstige rigets sydøstlige udpost. Det mærkes.

Hele regionen går under navnet Gorno-Badakhshan Autonomous Oblast (GBAO), og mens den østlige del nærmest ligner en 4.000 meter høj, helt øde tibetansk højslette, er landskabet lavere og mere eroderet mod syd og vest. Nede ved den afghanske grænse finder man Wakhan Korridoren, en underlig konstruktion tilbage fra 1800-tallet, et stykke land som den russiske zar og den engelske Dronning Victoria lavede som en slags ingenmandsland mellem de to imperier. Halvdelen af dalen ligger i Tajikistan, den anden halvdel i Afghanistan, og begge dele er både smukke og fotogene - allerbedst demonstreret ved det farverige lørdagsmarked i grænsebyen Ishkashim.

 

     

 

 

 

 

button12.jpg (5359 bytes)