Jorden rundt på otte uger
På øhop over Stillehavet

 

 

Der findes ikke steder på planeten, der er fjernere fra Danmark end Stillehavets mange, romantiske småøer. For år tilbage, da jeg første gang var i regionen (2002), var steder som Fiji og Tonga helt ukendte for den danske offentlighed, og selvom jeg ikke helt var Captain James Cook, havde jeg en dejlig følelse af at være en af de første hvide mennesker på øerne. Prisniveauet var endda herligt lavt, tempoet var langsomt, og meget af transporten skete med lokale færger.

I vore dage sker tingene hurtigere. Især "Kurs mod fjerne kyster" har flyttet de før så fjerne øer helt ind i vore stuer, men verden er skam heller ikke stået stille derude. Men det er stadig et fantastisk sted. Mindre fremmedartet end tidligere, mere komfortabelt og en del dyrere end tidligere, men stadig fantastisk. Især de melanesiske lande (mest Solomon og Vanuatu), mens fx Tonga er lidt mere "europæisk" trods afstanden.

Fra Brisbanes stilrene centrum var første rigtige stop Solomon Islands, som både fysisk og mentalt er meget tæt på Papua New Guinea. Især Gizo er et dejligt vildt sted med farverige og venlige mennesker, men desværre også med en masse myg. Det kostede mig min fjerde malaria!

Vanuatu er alles favorit, et herligt "bagud-sted", hvor der på Tanna stadig er rigelige chancer for at ramle ind i traditionelle pindebyer og krigere i bastskørt. Oveni er det fantastisk at stå og glane ned i Vulcan Yasurs spruttende lavasø eller dyrke John Frum-kultens tilbedelse af de flyvende sølvfugle (rutefly!) og datidens nedkastninger af nødhjælp.

Tuvalu er et meget sjældent besøgt land, simpelt hen fordi det ligger langt fra alt, men det er et herligt sted. Ikke meget at se på i form af "rigtige attraktioner", men har man sans for venlige mennesker og store smil, er den polynesiske atol et herligt sted at futte rundt. Det samme med Tonga, hvor befolkningen stadig "viser sorg" ved at klæde sig i sort og fyldige bastskørter, de såkaldte tao'valas. Af de tre øgrupper er Vava'u i nord mest spændende, Hapai i midten den "romantiske strandgruppe", og Tongatapu med hovedstaden Nuku'alofa den kedeligste - synes jeg.

Kiribati er verdens vådeste land! En flok små øgrupper med adskillige længde- og breddegrader mellem sig. Helt fra Fiji til Hawaii ligger øerne, og alt imellem er hav. De fleste af de få turister ender på øen South Tarewa helt i vest, men vi valgte den meget sjældent besøgte Christmas Island (Kiritimati) i det allerfjerneste øst. Verdens største atol siger de kloge og på striben af land omkring den enorme lagune er det en en flad, flad ø med enkelte bittesmå bebyggelser, hvor alle lever af at høste kokosnødder! Men et vidunderligt, venligt sted - om end halvdyrt, men det er hele regionen.

Slut med et par dage i Honolulu, Hawaii, og hjem via Venice Beach, Los Angeles. Et syret sted og meget passende fødestedet for en at 60'ernes mest stilskabende bands: "The Doors"! REen pilgrimsrejse.

Fotoeksempler nedenfor, og der kommer snart flere. Og sikkert også et par foredrag om fx Solomon og Vanuatu, men den tid, den glæde.

 

 

 



To uger i Strandland
Skal der slappes max af, er der ikke mange steder, der er bedre end Seychellerne

 

 

Ultimativ gøren ingenting, men det koster. Desværre ret meget, men det er det hele værd. Der er sgu flot - rigtig flot, og ikke mindst de fænomenale strande. Men altså prisen: Undtagen flybilletten koster alt kassen, lige fra ekstreme taxier til færgerne mellem øerne (særlig uvenlig turistpris) og alle restauranter. Men lejer man en bette lejlighed og lejer en lille bil og lever af frossen fisk, kan man gøre det overkommeligt.

Afrikas mest undervurderede land?
The missing link mellem de antikke faraoer og det sorte Sub-Sahara

 

 

Lytter man til internationale, politiske stemmer, er Sudan bare et slemt sted. Banditter og terrorister over alt, og det skortede ikke på mængden af undren, da vi i årets tidlige måneder flyttede teltpælene sydpå. Hvorfor dog? For at se, om det hele passede, og det gjorde det heldigvis ikke. Sudan viste sig simpelthen at være et af de venligste og mest behagelige lande, jeg endnu har været i, og meget langt fra det dysfunktionelle diktatur, landet ellers altid beskrives som. Indrømmet, situationen ville sikkert være meget anderledes, hvis jeg forsøgte at blande mig i lokal politik, men som rejsende var det meget svært at genkende Sudans dårlige rygte.

 

 

Attraktioner er der mange af, de fleste fra Sudans faraoniske tid som "Øvre Egypten", fx det herlige Soleb Temple (billedet) eller de mange UNESCO-ratede pyramider ved især Meroe og måske Nuri. Antikelskere vil elske landet, men endnu bedre er det venlige folk. Der er langt til de fundamentalistiske korantampere andetsteds, for sudaneserne er bare venlige og gæstfri. Landet fortjener mange flere turistambassadører, der som jeg selv kan fortælle fine historier fra en sand verden, der ikke er nået til avisernes forsider.

 Men hvor bliver turisterne dog af? Jo, Sudans rygte skal nok holde de fleste borte, men selv for de modige få er der trængsler. Sudans regering mener nemlig, at turisme bedst klares med ex-sovjetiske krav om tåbelige bookinger og invitationer for blot at få et turistvisum. Og skulle man endelig slippe gennem nåleøjet, tager den ekstremt ineffektive ambassade i Oslo sig goooood tid. Fire uger til at sætte et klistermærke i et pas, hvilket næsten kostede turen, og naturligvis gider de ikke at sende passene tilbage til Danmark. Meget offentligt mindede bureaukrater. Og når man endelig er nået til det hellige land, kræver Sudan som det eneste af to lande (Equatorial Guinea er det andet), at man skal have en "travel permit" for at tage udenfor hovedstaden Khartoum - plus naturligvis en "photo permit" for at tage billeder. De signalerer virkelig, at turister ses på som spioner, men for de modige er Sudan bare en diamant, hvor den almene befolkning er milevidt fra det stupide regeringsbureaukrati.

Prøv det, prøv det. Hvis ikke, så nyd mine fotografiske vareprøver HER.

 

15 minutes of Radio Fame
live-rejsenørd i DR's studie

 

 

Kulturnatten er et årligt tilbagevendende "show", som omfatter en lang række kulturelle aktiviteter i hele Københavns centrum. Et af stederne var Cafe Globen, hvor der aftenen igennem var hele fem superflotte foredrag, sluttende med mit eget Tibet (endda digitaliseret). Forinden havde jeg fornøjelsen af at være særligt inviteret gæst hos Danmarks Radios P1, der havde ryddet hele sendefladen til at dække netop Kulturnatten - og så kom jeg altså i studiet for at snakke rejseliv, rastløshed, hjemlige afsavn og rejseanekdoter. Det påstås at være gået godt, men ellers tjek HER. Udsendelsen starter kl. 19:00, og jeg er på fra ca. 20:08. Interviewet skulle have varet otte minutter, men værten blev så begejstret, at jeg endte med dobbelt taletid :-)

 

Centralafrika
en sjælden perle

 

 

For turister er Centralafrika det sorteste og mest ukendte sted på planeten. Det er der masser af grunde til, og især spiller det er rolle, at der ikke er nogen "rigtige attraktioner" a la Taj Mahal. Oveni skal man bokse med et ualmindeligt dumt og dyrt visumsystem, et højt prisniveau og en masse korruption, så der er gode grunde til at blive borte. Hvorfor skal man bruge en formue og adskillige uger på et dumt visumbureaukrati for at tage til Angola, når man uden visa kan nyde nabolandene Namibia og Zambia og deres enorme "lager" af smukke attraktioner? Måske fordi Angola er et helt uberørt paradis og fuldstændig upåvirket af turismens rædsler.

Og det er besværet værd! Angola viste sig som en fantastisk oplevelse med ufattelige mængder af dejlige og venlige mennesker, ingen tegn på korruption og et herligt lavt prisniveau pga. den lave oliepris. Det var i den grad visumbøvlet værd. Hovedattraktionen? Menneskene selv. Få steder i Afrika har jeg oplevet så overvældende en venlighed og ærlighed. Benguela og Huambo var bare behagelige byer, mens kysten fra Sumbe og Kikumba til Cabo Ledo var noget mere scenisk - og stadig lige venlig. Ingen nationalparker og ingen fancy bygninger - bare dejligt.

Lidt det samme gælder Gabon, især hvis man har et crush på en flot kystlinje og en skov fuld af mandriller - uden Casper og aftaler. Republikken Congo er mindre jomfruelig og mindre omfavnende end Angola, men stadig ok - lige med undtagelse af det paranoide politi, der ikke er vant til fotograferende blancos. Det er en generel sygdom i fransktalende, afrikanske lande.

For at nyde en masse billeder fra regionen hop ind på Foto, Afrika og videre til hhv. Angola og Gabon + Congo.

 

 

button12.jpg (5359 bytes)