Nordkorea, verdens sidste betonland

Den Demokratiske Folkerepublik Korea og et sjældent kig bag det Stasi'ske jerntæppe
til verdens mest lukkede land, hvor militæret fylder hele gadebilledet,
hvor man er ligeglade med resten af verdens meninger, og hvor fokus
stadig er på bygningen af gigantmonumenter til ære for Den Store Leder.

 


Nordkorea er et underligt sted. Nordkorea er ikke et sted, man tager til for at opleve "rigtige" attraktioner, men derimod et land, hvor man til fulde oplever kommunismen i al sin antikke gru. Hæren blomstrer, alt er forbudt, og Kim Il Sung hyldes hinsides nogen gud. Stasi lever i bedste velgående, mens den angste befolkning sulter, og landets få turister bliver omhyggeligt gelejdet derhen, hvor man ikke får alt for mange "farlige" ting med i kameraet.

Men selvom man gennes rundt i stive grupper, kan man dog sagtens komme til at pege kameraet i de forkerte retninger og få løftet en lille flig af det kludetæppe, der hedder Nordkorea. Modsat de fleste andre turister (meget få!), der har været i landet, er det lykkedes mig at få en masse "rigtige mennesker" med, mens alt det, der fra regiment side skulle være flot og pompøst, ender med at blive en fascinerende vits.

Alene hovedstaden Pyongyang er en slet skjult vittighed. Kilometervis af  af brede boulevarder, men ingen private biler. En skinnende metro og ramponerede trolleybusser tager transportbehovet, mens flertallet går til fods fra A til B. Monumenterne tårner sig op, mens alt andet forfalder, og tegn på egentlig industri eller blot håndværk eksisterer ikke. Pyongyang er en tidslomme, og meget kommunistisk er det at besøge de marcherende, men talentfulde børn i det svulstige "Childrens Palace", et propagandistisk filmstudie eller blot byens flod af betonmonumenter til egen glorificering. Til gengæld er det helt menneskeligt at rende rundt i et meget betonkommunistisk "Health Center" og se både frisører og badeløver i aktion - til Stasi-vagthundens store og meget synlige irritation.

Værst bliver propagandaen, når man præsenteres for alle relikvierne fra Korea-krigen. Den fandt sted i 50-53 og er principielt aldrig sluttet, så mens man i Sydkorea forsøger at dæmpe krigens eftervirkninger, virker det som om, at man i Nord lever og ånder for de heltemodige befriere fra "The Victorious Liberation of the Fatherland War" - især Kim Il Sung, naturligvis, som næsten helt alene befriede landet for de japanske besættere i 1945. Korea-krigen spiller også hovedrollen i grænsebyen mod syd, Kaesong, og især i verdens hårdest bevæbnede grænse: Nordkoreas grænse mod Sydkorea. Den Demilitariserede Zone er alt andet en demilitariseret, og historiens vingesus fås let ved en vandretur gennem de mange FN-bygninger langs (og på!) grænsen, hvor højtstående officerer har mødtes, og hvor diverse aftaler er blevet underskrevet.

Mindre militaristisk er besøget i Nampo, hvor både den 8 km lange dæmning i Taedong-flodens delta og et lidt sterilt børnehjem kan beskæftige kameraet på bedste vis. Herlige, talentfulde børn, der desværre allerede fra 3-4-års-alderen lærer at marchere og fremsynge patriotiske oder til Den Store / Kære Leder.

Fotogent er også bjergene lidt nord for hovedstaden, men ufrivilligt sjovest er det altså med alle de mange absurditeter, man kan opleve. Hvorfor sidder alle børnene i vejkanten og samler græsfrø? Hvorfor må man ikke tage billede af en skraldespand, og hvorfor må der ikke være regnorme i jorden omkring Den Store Leders fødehjem? Disse og mange flere, dybt underlige spørgsmål forsøges besvaret i dette herlige og politisk meget ukorrekte show.

Hent brochure om Nordkorea HER.

 

 

     

 

 

 

button12.jpg (5359 bytes)