Nepals høj- og lavland

Kathmandu Valley, Dakshan Kali, Bhaktapur, trek til Everest
og fra Janakpur på cykel gennem Terai'en

 

everest.jpg (23935 bytes)

 

Nepal har set masseturister gennem over 30 år, men er stadig forbavsende smukt og uberørt. Alene hovedstaden Kathmandu er et positivt kulturchok, totalt proppet med hindutempler og buddhistiske stupaer, hellige køer og en farvestrålende verden af  små håndværkerbutikker. De mere nekrofilt anlagte bør styre mod Pashupatinath, hvor man på meget kort afstand kan opleve afdøde hinduer blive kremeret til Nirvana, og er det ikke nok, ser vi lidt på dyreofringerne ved Dakshan Kali. Er det for meget, kan man i den gamle kongeby Bhaktapur nyde de smukke træudskæringer og den næsten bilfri stilhed - meget fjernt fra den seneste tids turbulente, politiske situation.

Nepals attraktion nr.1 er og bliver bjergene, og turen fra Jiri op til Gokyo Peak i Everestområdet viser tydeligt hvorfor. Det frodige lavland med de smukke risterrasser og de vidunderligt farverige bønder ender efter en uges hårdt slid i det golde højland, hvor intet mindre end verden højeste punkt står lige overfor en. Solnedgangen over Everest, Nuptse og Lhotse (billedet) er hele trekket værd.

Sidste stop i Nepal er en lille cykelrejse gennem det helt ukendte lavland (The Terai), fra den hellige by Janakpur til tebyen Ilam, smukt beliggende i højlandet, kun få kilometer fra Darjeeling på den anden side af grænsen til Indien. En særdeles farverig og meget alternativ oplevelse gennem de smukke landskaber, overvåget af de evigt nysgerrige medtrafikanter, lige fra slingrende lastbilschauffører til godmodige, hellige køer.

Nepal er et af verdens mest interessante og fotogene lande, og der garanteres masser af flotte billeder!

 

      kathmandu-stupa.jpg (43395 bytes)

 

button12.jpg (5359 bytes)