Mauritanien og Sydsudan

Mauritanien og Sydsudan;
To meget specielle lande i hver sin ende af Sahara

 

 

Mauritanien er et sært sted, et slags missing link mellem det arabiske Nordafrika og det sorte syd for Sahara – og så Mauritanien i midten. Landet er Saharas vestlige udpost og er samtidig et af klodens tyndest befolkede. Et stort, kedeligt stykke ørken med en ualmindeligt spændende befolkning og tilmed det sidste land i verden, hvor slaveriet blev afskaffet ved lov. De skete i 1980, og der er stadig masser af slaver i landet. Hovedstaden Nouakchott er der ikke meget ved, men havnebyen mod Vestsahara, Nouadhibou, er et orgie i skrammel og tørret fisk tilsat farverige afrikanere af alle slags. Endnu sjovere er verdens længste og mest ukomfortable tog, der fra Nouadhibou går stik øst ind til landets store jernminer. Midtvejs ligger Choum og Atar. Herlige stop, og det samme er oasen Chinguetti, som en gang fordums tid var islams ottende-helligste by – siger de lokale.

Sydsudan har æren af at være verdens nyeste land, en mestendels kristen udbryder fra det muslimske Sudan, et afsides sted, hvor naturressourcerne er store, men infrastrukturen ikkeeksisterende. På godt og ondt et nyfødt land fuldt af rettroende NGO’er og ingen turister. Nimule ved grænsen til Uganda var i mange år no-go pga. terrorister sydfra og sudanesere nordfra, men er i vore dage en livlig og venlig handelsby med en blandet befolkning, tør natur og Nilen lige ved siden af. Elefanter, hippos og godt øl er evige risici.

Vejen til Torit lidt mod nordvest er meget afrikansk og meget støvet. Stråhytter, scootere og døde tanks hist og her, og Torit selv er ikke meget bedre. Skramleramle når det er bedst. Egentlig også et fredeligt sted, lige bortset fra det idiotiske ”hemmelige politi”, der insisterede på at arrestere byens eneste turist – og helst mere end én gang. Det er vist, hvad der sker, når man sætter gamle militærfolk til at agere som civile. Det går bare ikke.

    

 

button12.jpg (5359 bytes)