Det kristne Kaukasus

Georgien og Armenien er de to ældste kristne lande i verden og en unik ø i et ellers muslimsk hav.

 

 

Lige siden tidernes morgen har Kaukasus været en krudttønde, og midt i denne krudttønde er der blevet plads til verdens to ældste, kristne lande, Armenien (år 303) og Georgien (år 331). Selvom alle verdenshjørner er fyldt op med fjendtligtsindede, islamiske lande, har de to mininationer holdt stand og bevaret deres religiøse særpræg. Armenien og Georgien føler med rette, at de har været og stadig er igennem en sej kamp for at bevare deres nationale identitet.

Heldigvis forhindrer de omgivende landes anderledes tro ikke Georgien og Armenien i at være både spændende og venlige, lige fra Georgiens faldefærdige hovedstad, Tbilisi, til selveste Stalins fødeby, Gori, hvor diktatorens ånd stadig lever i bedste velgående. Der er stadig Stalin-statuer hist og her, og søreme om ikke byens hovedgade hedder "Stalin Avenue" - helt ude af trit med Georgiens vigtigste kloster, Mtshketa, kun 50 km østpå.

Mod nord i Georgien leder "Military Highway" hele vejen op til bjergbyen Kazbegi, kun 100 km syd for den plagede terroristby Beslan og et lille stenkast fra fra Sydossetien, som russiske tropper invaderede i august 2008. Heldigvis er selve Kazbegi pletvist fredeligt, og både byen i dalen og klostrene på bjergtoppene er rigeligt et besøg hver.

Armeniens nye og polerede hovedstad, Jerevan, er hurtigt overstået, lige bortset fra "Det Armenske Vatikanet" Echmiadzin, verdens måske stærkeste skakklub(!) og det polerede monument til minde om de 1,5 mio. armeniere (den gang halvdelen af befolkningen), tyrkerne slagtede i årene omkring første verdenskrig. Netop anerkendelsen af dette folkemord er (yderst fortjent!) en af de helt store sten på Tyrkiets vej til EU.

Mindre emotionelt og mere ramponeret er Lake Sevan i øst. Officielt er søen et ex-kommunistisk ferieparadis, mere uofficielt en nedslidt betonørken, men for vesterlændinge er stedet en slags tidslomme, godt spækket med trøstesløs, stalinistisk beton og - heldigvis - en forbavsende venlig befolkning. Lidt længere nordpå ligger de forladte, kristne, UNESCO-klassificerede kirker, Haghpat og Sanahin, samt den mindre kendte Akthala, der især er kendt for sine tussegamle og meget imponerende freskoer. Meget folkeliv er der ikke, men det er der til gengæld i Sadarhart, hvor vi havde den sære oplevelse at bo et par dage i en ægte, sovjetisk betonkasse sammen med hele den lokale familie.

Sidste stop er Vanadzor, som ifølge bøgerne er hamrende kedeligt. Ingen formildende omstændigheder, medmindre man skrotter guidebøgerne og tuller ind på det imponerende marked, for hold da op et folkeliv! Mellem gamle koner, kartofler og røgede sild flyder det med frugtboder, hjemmelavet ost og  ivrige skakspillere. Vanadzor er et af den slags steder, rejsende oftest ignorerer, men som endte med at blive highlightet på hele turen.

 

         

 

Back to start