Islam, historie og nutid

Alle kender islam, især efter det globale skænderi over Muhammed-tegningerne.
Men hvad er islam egentlig?

 

registan.jpg (23611 bytes)

Islamisk arkitektur, når den er smukkest.
Registan, Samarkand (Uzbekistan)

 

Profeten Muhammed

Selve ordet ”islam” er dannet af to ord med samme rod, nemlig salam, som betyder fred, og istislam, som betyder underkastelse og lydighed. Begge dele finder vi rigeligt af indenfor islam, men de er alligevel langt fra dækkende for verdens måske mest kontroversielle trosretning.

Islam er (efter kristendommen) verdens næststørste trosretning, og antallet af tilhængere ligger på over 1 mia. mennesker - og stiger hastigt. Islam er faktisk verdens hurtigst voksende religion, og det er samtidig den yngste af alle de større trosretninger. Mens jødedommen, hinduismen og buddhismen alle har deres rødder mange tusinde år tilbage, er islam som selvstændig religion en relativt ung foreteelse med mindre end 1400 år på bagen.

Historisk set starter islam med Profeten Muhammed. Han blev født i år ca. 567 i Mekka (i vore dages Saudi Arabien) og giftede sig i en ung alder med en noget ældre, men ganske velhavende kvinde. Herved fik Muhammed mulighed for at være økonomisk uafhæn­gig og rigeligt med tid til at udvikle sine tanker og ideer. Muhammeds lære var desværre ikke populær blandt datidens styrende sheiker, og i juli år 622 blev han og hans tilhængere tvunget til at flygte fra Mekka til Medina, en flugt der kaldes Hejira, og som i den islamiske kalender markeres som år 0. Få år efter havde Muhammed samlet tilstrækkelig militær styrke og kunne genindtage sin gamle fødeby, Mekka.

Profeten Muhammed døde af ukendte årsager i år 632 i en alder af ca. 65 år, og i årene umiddelbart efter spredte islam sig som en steppebrand hen over det asiatiske kontinent. Ganske som spanierne i Syd­amerika faldt det ikke de arabiske muslimer svært at kombinere militære sejre med en effektiv mission. Sejrherrerne har jo altid haft Gud med sig.

Internt kneb det lidt mere, for Profeten døde uden at efterlade nogen klare tegn om arvefølgen, og det uundgåelige resultat var en vild splid omkring valget af en efterfølger. Muhammed selv havde som ca. 60-årig giftet sig med den kun 9-årige Aisha, og hun insisterede kraftigt på, at hendes far, Abu Bakhr, altså Muhammeds svigerfar, skulle være første kalif efter Profeten.

Andre mente, at Ali, Profetens fætter og sviger­søn (gift med hans datter Fatima) var den naturlige arvtager. Abu Bakhr-holdet vandt tovtrækkeriet, og Ali nåede at blive forbigået yderligere to gange ved valget af kalif (efter Omar og Osman), inden han til sidst blev indsat som fjerde kalif efter Muhammed. Få år efter døde han i Najaf (i vore dages Irak), og splittelsen mellem Abu Bakhr- og Ali-fløjene blev endnu stærkere, hvilket vi meget tydeligt ser selv i vore dage. Ali-flokken er vore dages shiitter, mens tilhængerne af Abu Bakhr er sunnierne.

 

esfahan-khomeiny.jpg (60790 bytes)

Ayatollah Khomeiny, indtil hans død i 1989 leder
af verdens i særklasse største shiamuslimske land, Iran.

 

Shiitter og sunnier

Alis shiitter var dengang som nu grupperet i Persien, og efter hans død ville de ikke længere styres af de arabiske lande og nægtede at kendes ved sunniernes kalif. I stedet udnævntes Alis ældste søn, Hassan, til deres imam (= leder), og først han og siden lillebroderen Hussein blev hærførere i en sej krig mod den i deres øjne arabiske besættelsesmagt. Det gik dem naturligvis ilde, for først døde Hassan under mystiske omstændigheder (ifølge rygterne forgivet), og siden blev Hussein slået ihjel i slaget ved Karbala (også Irak) i år 680.

Med 72 tapre soldater havde Hussein den frækhed at stille op mod en hel hær ledet af Ummayad-dynastiets kalif (fra Damaskus), og resultatet var rimeligt forudsigeligt. Hussein led martyrdøden, men selv den dag i dag regnes han hos shiitterne som den største af alle (sammen med fader Ali), hvilket enhver, der har været i Iran under sørgemåneden Moharram, kan bevidne. Ali og Hussein ses afbildet alle vegne, og shiakvindernes sorte ”chador” skyldes officiel sorg over Imam Hussein, som altså døde for 1323 år siden!

I praksis gjorde mordet på Hussein splittelsen mellem sunni-majoriteten og shia-minoriteten uoprettelig, hvilket vi senest har kunnet bevidne under Saddam Husseins brutale styre. Saddam er selv sunni og forsømte ingen lejlighed til at slå hårdt ned på den shiamuslimske del af befolkningen - for noget der skete for over 1300 år siden. Forsoning har aldrig været islams stærkeste side.

 

Geografisk set

Islam strækker si i vore dage helt fra Marokko i vest over sahellandene, Mellemøsten, Tyrkiet, Central­asien og det Indiske Subkontinent til Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Af de 1 mia. tilhængere er 90 % sunni, mens hovedparten af resten er shia. Iran er i særklasse det største og folkerigeste shialand, og det eneste andet land med stort flertal af shiitter er det ex-sovje­tiske Azerbaijan lige nord for. Irak har totalt set en næsten ligelig fordeling af sunnier og shiitter, men de er meget uensartet fordelt, idet shiamuslimerne er koncentreret i syd omkring Bashra, mens araberne i midten og kurderne i nord er sunni. Endelig er en procentdel af palæstinenserne shiitter, ligesom folk i nogle små lommer i det centrale Afghanistan, Tajikistan og det nordlige Pakistan.

Den største af de ”små” fraktioner er de såkaldte ismailiis. De er en slags off-spring fra shia og findes især i det nordlige Pakistan (omkring Hunza), det østlige Tajikistan og nogle områder i Afghanistan. Ismailiis anerkender kun syv af shiiternes 12 imamer (Imam Ismail var den syvende i rækken), bygger ikke moskeer og mener, at rigmanden Aga Khan i Schweiz er islams eneste, retmæssige leder. De ser også noget lettere på islams fem søjler (se nedenfor) end islams store flertal og opfattes derfor ofte som ikke-muslimer, men spørger man dem selv, er svaret naturligvis noget anderledes.

Stik mod, hvad man skulle tro fra radio og TV, findes de største muslimske befolkningsgrupper alle andre steder end i Mellemøsten. Indonesien er med næsten 200 mio. indbyggere nr. 1, mens Indien med 16-17 % muslimer (af godt 1 mia.!) faktisk har verdens næst­største, muslimske befolkning. Pakistan og Bangladesh ligger tæt med godt 120 mio. muslimer hver, mens over 50 % af Nigerias 120 mio. er muslimsk (66 mio.). Iran og Tyrkiet har hver godt 60 mio. indbyggere, og det samme har Egypten som det klart største arabiske land. Muhammeds hjemland, Saudi, er her en dværg med ”kun” 17 mio. muslimer.

 

Ansigt, hænder og fødder vaskes altid før bønnen; Herat, Afghanistan.

 

Islams fem søjler

Uanset om man er shia, sunni eller noget helt syttende, er det ganske let at være muslim. Teoretisk set i hvert fald, for ganske som vi i kristendommen har De 10 Bud, har islam sine ”fem søjler”, som enhver rettro­ende muslim så vidt muligt skal opfylde:

          1.   Der er kun én gud, og Muhammed er hans profet

          2.    Bøn fem gange dagligt

          3.    Almisser til de fattige

          4.    Ramadanen (fasten)

          5.    Hadj, pilgrimsrejsen til Mekka

Den første søjle, trosbekendelsen (”Shahadah”), ligner jo lidt Moses’ første bud, hvilket næppe er en tilfældighed. Islam anerkender fuldt ud Biblen som en af deres helligste skrifter, og koryfæer som Moses (Moussa), Abraham (Ibrahim) og sågar Jesus (Issa) anerkendes som profeter, om end det ikke accepteres, at Jesus er Guds søn. På det plan og flere andre er islam faktisk mere i fodslag med jøderne, selvom man ikke altid skulle tro det.

Anden søjle, bønnen (”Salah”), er et godt eksempel på islams bevidste synlighed. Fem gange dagligt kal­der ”muezzinen” de rettroende til bøn fra minaretens top, men mens det på Profetens dage skete med stemmen alene, kan den slags i vore dage ikke gøres uden et stort batteri af megafoner og højttalere. Alle, der har prøvet at overnatte tæt på en arabisk moske, kender alt for godt den skrattende lyd af 4.30-morgenvækningen: ”Allllllllaaaaaaaaaahhh-u-aaaaaaakbaaaaaaaaaaar”!!

Bønnen skal helst, men ikke nødvendigvis foregå i en moske. Det påstås dog, at en bøn i Guds hus tæller for 27 almindelige bønner, så alle, der kan, søger naturligvis at efterleve muezzinens indkaldelse. Uanset hvor skal bønnen ske efter et ganske bestemt ritual. Forud er hænder, fødder og ansigt blevet vasket grundigt (og skoene deponeret udenfor), og selve handlingen sker efter et fastlagt mønster, hvor den bedende skiftevis står op og ligger med panden mod jorden. Altid med retning mod Mekka, så lige meget hvor man er i verden, er en moske (eller blot en bedende) altid et glimrende kompas, når ellers man ved, hvor den hellige stad ligger i forhold til Karachi eller Dakar.

 

shkoder-beggar.jpg (42832 bytes)

Almisser? En gammel tradition indenfor islam.
Her fra Albanien, Europas eneste, overvejende muslimske land.

 

Tredje søjle, almisserne til de fattige (”Zakat”), er en slags religiøs socialhjælp. Traditionelt har muslimer skullet give 2½ % af sin ejendom til ”de fattige”, men hvordan denne regel har været administreret, har historisk set varieret en del. Nogle steder har man indkasseret en slags kollektiv skat, mens man andre steder har ladet det være op til individuelle donatio­ner. Uanset hvordan er der i hvert fald langt op til de danske marginalskatter på 60 %!

Islams fjerde søjle, Ramadanen (”Sawm”), er en fastemåned, ganske som vi for år tilbage selv havde det i kristendommen (fastelavn!). I denne måned må man hverken spise eller drikke fra solopgang til solned­gang, medmindre man er gravid, barn, soldat eller på rejse. For en dansk ateist virker Ramadanen som noget frygteligt selvpineri, men for en muslim er Ramadanen en glædelig mulighed for at rense ud i systemet. Når solen så er gået ned, skal der festes, og det i en grad, så det påstås, at muslimer ikke taber i vægt under fasten, men nærmest tager på. Størst bliver festen naturligvis ved Eid-u-Fitr, den højtid der markerer slutningen på Ramadanen.

En spøjs ting ved Ramadanen er, at den islamiske kalender har 12 måneder, der alle følger månen. Den islamiske måned er derfor på ca. 28 dage og deres år ca. 10 dage kortere end vores solår. For hvert eneste år rykker Ramadanen og alle de andre måneder sig derfor lidt frem i kalenderen, og mens fastemåneden for et par år siden lå omkring nytår, ligger den nu i november-december. Et helt specielt problem, når Ramadanen falder om sommeren, er varmen. Det er ikke slemt i Danmark, men 14 timer i arabisk middagshede uden så meget som en centiliter væske giver naturligvis en totalt de­hydreret befolkning, og i Saudi har man en synd­flod af trafikulykker, når en stegende hed Ramadan ramler sammen med den arabiske trang til store biler med mange hestekræfter. Mindre relevant, men alligevel ufrivilligt morsomt er det at forestille sig en muslim på Svalbard eller Nord­grønland, hvor der jo er sommerlig midnatssol! Ligger Ramadanen om sommeren, bliver det lige seks må­neder uden mad og drikke!

Endelig er der femte søjle, pilgrimsrejsen til Mekka (”Hadj”). Islam dikterer, at enhver, der har fysik og penge til det, mindst én gang i sit liv skal drage på pilgrimsfærd til Profeten Muhammeds fødeby, Mekka. Ligesom Ramadanen er det noget, der skal ske på et ganske bestemt tidspunkt om året, mens et besøg på alle andre tidspunkter ikke tæller som en rigtig pilgrimsrejse. Har man været på pilgrimsfærd til Mekka, kan man kalde sig Hadji, hvilket naturligvis er meget ærefuldt. Det er med rette noget, folk er stolte af, og kigger man lidt efter, kan man mange steder i den islamiske ver­den finde butikker ejet af ”Al-Hadji Et-Eller-Andet”. Hadji er altså ikke et navn, men en flot titel, som viser, at manden har været i Mekka.

 

sana-dates.jpg (60044 bytes)

 

De sære vaner

Enhver trosretning har masser af vaner og skikke, og islam har udover sine fem søjler mere end sin andel af ”særheder”. Mest berygtet er nok den islamiske dress-code, der siger, at mænd skal tildækkes fra navlen til knæet, og kun få steder i den islamiske verden ser man folk i shorts og bar mave. Lange bukser og langærmet skjorte er reglen snarere end undtagelsen, og utroligt ofte har mændene skæg. Bare tænk på Taliban, men det er altså tradition snarere end Koranens bud.

I mange strikt islamiske lande fra Nordafrika til Pakistan har tøjreglerne nærmest karakter af en uniform, hvilket for mange europæere bekræfter, at muslimer er kollektivt ensrettede - vel ikke ulig hæren af danske forretningsfolk i deres velpressede, hvide skjorter og grå jakker. I de arabiske lande synes alle mænd at være klædt i hvidt med et Yassir Arafat-partisantørklæde om hovedet, mens pakistanske og afghanske mænd er iført en sharwal kameez. Mange vestafrikanske mænd har en tilsvarende ensartet klædning, og som regel i afdæmpede jordfarver, kun sjældent i stærke kulører. Hos shiitterne er farven rød særligt uheldig, især under Moharram, når der sørges over Hussein.

 

herat-burqa.jpg (55548 bytes)

 

For kvinderne gælder naturligvis langt strengere regler for "korrekt påklædning". Koranen dikterer ganske vist en vis grad af indpakning, men i praksis fortolkes dette meget forskelligt i Gambia og Afghanistan. I Vestafrika ser man en kulørt buket af smukke og farverige kvinder, mens afghanerkvinderne er lige så synlige som indersiden af en sæk med bunden i vejret. Moden blev dikteret for mere end 1000 år siden og har ikke rykket sig meget siden.

Moskeen er Guds hus, og før man træder ind, er det af med skoene, og det samme er tilfældet, når man går ind i et privat hus. Samme tradition finder man indenfor hinduismen og i hele den buddhistiske verden, lige bortset fra det kolde Tibet. Svinet regnes som et urent dyr, så man skal ikke regne med bacon på det islamiske morgenbord. Samme tradition har jøderne, og begge dele må antages at stamme fra den gang, da netop grise led af mange indvoldsorme.

Skal der spises, sker det med højre hånd, mens den venstre regnes som uren og reserveres papirløse toiletbesøg. En lignende tradition ser man indenfor hinduismen, og det er naturligvis smart på den vis at holde de fækale baktusser adskilt fra maden. Smartere ville det naturligvis være at bruge toiletpapir og almindelig hygiejne.

Modsat vor egen hverdag, hvor det er søndagen, der er den hellige dag, har muslimerne fredag som "hviledag". Afhængig af, hvor man er i verden, går al aktivitet mere eller mindre i stå, og kulminationen sker, når alle lidt over middag valfarter til moskeen for at deltage i ugens vigtigste, religiøse aktivitet: Fredagsbønnen. Det hele er i virkeligheden et levn fra Skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente, og siden har muslimer, jøder og kristne altså valgt hver deres dag som den hellige hviledag.

Alkohol er i den grad noget, der kan splitte sindene i den muslimske verden og er måske det bedste eksempel på, hvor forskelligt rettroende muslimer kan læse samme skrift. Selve ordet ”alkohol” står faktisk slet ikke nævnt i Koranen, men til gengæld nævnes vin (f.eks. 16-48), og i Biblen, der også regnes som hellig blandt muslimer, spiller netop vin en ganske positiv rolle.

Andetsteds siges Koranen at mene, at man ikke ikke må "beruse sig”, og det hele ender som så meget andet en "fortolkningssag". Nogen mener, at man slet ikke må røre euforiserende stoffer, mens andre mener, at lidt er ok, men overdreven brug er forbudt, og indenfor islam kan man derfor opleve alle tænkelige yderligheder: På hele den arabiske halvø og hele vejen til Pakistan er alkohol forbudt, mens man i Bangladesh, Malaysia og Indonesien kan købe al den sprut, hjertet begærer. I Bosnien, Albanien og ex-sovjetisk Centralasien kan man ligefrem risikere, at den overvældende, lokale gæstfrihed ender i ren sprutforgiftning!

Mere dobbeltmoralsk bliver det i tørlagte lande som Afghanistan, der som bekendt verdens førende leverandør af rusmidlet opium. Saudi er om muligt endnu mere spritfri, men floden af tørstende med kurs mod Bahreins barer og diskoteker hver eneste torsdag aften indikerer, at lovens bogstav er mere konsekvent end ånden. Somalia og Yemen er tilsvarende spritfri, men til gengæld bruger befolkningen hele dagen på at sidde og tygge det ganske milde rusmiddel "qat". Også Pakistan er tørlagt for sprut, hvilket heller ikke hindrer en fin produktion af både opium og hash, men det kan være, at det kun accepteres til eksport til de vantro. Who knows?

Som årsskiftet 2005-06 i al sin gru viste, er det heller ikke "tilladt" indenfor islam at afbilde mennesker eller dyr. Eller er det? Muhammedkrisen viste i hvert fald, atdet for mange muslimer er en dødssynd, værre end at slå en masse uskyldige mennesker ihjel og brænde en håndfuld ambassader ned. Tolerance overfor andre folkeslags underlige vaner har aldrig været islams ypperst kendetegn.

Men er det vitterlig forbudt? Måske, men jeg har selv oplevet talrige afbildninger af diverse hellige mænd, især i shia-lande som Iran. Bedst var det i marts 2003, da jeg midt på gaden i Yazd så et vægtæppe med et billede af selveste Profeten Muhammed! Lidt sært taget i betragtning, at Iran var en af de meget fornærmede lande, hvis ambassadør skrev til Anders Fogh og brokkede sig over, at man i vesten havde dristet sig til at tegne Profeten. So what? De gør det jo selv, men det er nok noget andet.

 

Er det forbudt af afbilde personer indenfor islam?
Måske, men her ses en iransk udgave af Profeten Muhammed!

 

De hellige byer

Alle større religioner har forskellige steder, der er særligt hellige, og islam er ingen undtagelse. Helligst af alle steder er naturligvis Profeten Muhammeds fødeby Mekka, og byen er faktisk så hellig, at det allerede på Profetens tid blev besluttet, at ikke-muslimer over­hovedet ikke skal have adgang til Mekka. Forbuddet gælder desværre den dag i dag, så chancerne for, at vi vantro turister kan komme til at opleve en Hadj på klos hold, er lig nul. Det kunne ellers være en fantastisk oplevelse.

Medina har en tilsvarende ”Muslims Only” status, men til gengæld kan vi uden problemer drage til islams tredjehelligste by, der meget komplicerende for ver­densfreden er intet mindre end Jerusalem. Det var herfra, at Profeten steg til himmels i år 632, og over stedet, hvor dette skete, har man bygget den imponerende Dome of the Rock Moske. Lige ved siden af finder man den lidt yngre, men ligeledes meget betydningsfulde Al-Aqsa Moske, og 50 meter derfra og et par etager ned står de ortodokse jøder og rokker ved deres helligste sted: Grædemuren. Yderligere en kilometer mod vest har de kristne deres vigtigste kirke, Gravkirken, så intet under at netop Jerusalem har vist sig som et problem af bibelske dimensioner.

Naturligvis er der mange andre hellige steder. For shiitterne er det helligste sted i selve Iran Mashhad, hvor den ottende imam (Imam Reza) blev begravet i år 817. Endnu højere regnes Najaf og Karbala (begge i Irak), hvor deres to vigtigste imamer, Ali og hans søn Hussein, blev dræbt. Når en shia beder, sker det med en lille, fladpresset lerbrik foran sig, og denne brik er fremstillet af jord fra netop Karbala.

 

Guds ord

Islams helligste skrift er, som alle ved, Koranen. Den blev skrevet for næsten 1300 år siden og rummer en serie af åbenbaringer fra Gud til Profeten Muhammed via ærkeenglen Gabriel. Bogen er overleveret på arabisk, men er ikke nedskrevet af Profeten selv, for han var efter sigende analfabet, så Koranen er først nedskrevet mange år efter hans død. Således må Koranen i bedste fald rumme det, man den gang troede eller mente, var Profetens ord.

Mere faktuelt rummer Koranen 114 kapitler ("suraer") på tilsammen godt 650 sider (i den engelske udgave), og uanset antallet af skævheder og fortolkninger vil enhver rettroende muslim se disse sider som intet mindre end Allahs ord, hvorfor der, siden bogen blev skrevet og til nu, ikke er ændret så meget som ét eneste komma. Af samme grund skal Koranen helst læses på originalsproget, arabisk, for enhver oversættelse vil jo pille ved Guds ord.

Forskellen mellem Koranen og den kristne Biblen er dermed ganske stor. Mens Koranen er Guds ord, vedgår selv dybt kristne gerne, at Biblen ikke ligefrem er skrevet af Vorherre selv. Sikkert af den grund rokkede den kristne verden under 1700-tallets ”oplysningstid” gevaldigt ved Biblens rolle som den eneste legale sandhed, men det stadie er islam slet ikke nået til endnu. Koranen er intet mindre den ultimative sandhed på ethvert tænkeligt spørgsmål, og lidt frækt kan man mene, at det islamiske verdensbillede bygger på en samling tågede fortolkninger, nedskrevet for 1300 år siden og ikke opdateret siden da. Islam ikke blot er en gudfrygtig religion, men en livsstil, og Koranen har svaret på alle tænkelige spørgsmål. Det man ikke selv kan fortolke, kan man gå til imamen og få ”oversat”, og det retter man sig så efter uden yderligere sværdslag.

 

Mænd og kvinder

Meget uheldigt for vort vestlige kvindesyn er Koranen skrevet til en mand, mens kvinder ofte optræder som en nedvurderet ejendel på linie med får og geder. Mindst et sted (i den engelske udgave) omtales kvinder som ”orphants”, og andre steder angives mænd og drenge at rangere over kvinder og piger: ”Women have such honourable rights as obligations, but their men have a degree above them” (2-219).

Et andet sted omtales det, at en mand er lige så meget værd som to kvinder, og denne balance efterleves til fulde. I tilfælde af skilsmisse render manden (selv i Danmark!) render af med 2/3 af boet, mens kvinden kun får 1/3, og i tilfælde af en arabisk trafikulykke er erstatningerne for en dræbt eller tilskadekommen mand det dobbelte af den for en kvinde. I Yemen bliver drabet af en mand ofte straffet med blodhævn, mens en dræbt kvinde fint klares med en bøde.

Med henvisning til Koranen er det således helt legitimt at diskriminere groft mellem kønnene, og alle vestlige idealer om ligestilling bliver ofte skrottet til fordel for en ekstrem separation og uligestilling mellem de to køn. Det er muligt, det ikke var meningen på Muhammeds dage, men i praksis er det det, der er sket i ganske mange muslimske lande. Pragmatikere vil sikkert kalde Mellemøstens ekstremer for fejlfortolkninger, mens fundamentalisterne omvendt vil mene, at det er en uundgåelig konsekvens af Koranens sande ord. Variationerne verden over er ganske store, og uenigheden endnu større.

For den rejsende opleves kontrastene naturligvis ganske voldsomt. Ethvert syrisk, pakistansk eller yemenitisk marked er utroligt mandsdomineret, og man kan gå i timer uden at se en eneste kvinde. I Afghanistans skoler kan drenge og piger selvfølgelig kun eksistere sammen i de alleryngste klasser, og i Iran må mænd og kvinder ikke dele hverken badestrande eller skipister! Alt sammen fordi Koranen siger det, så at tro på, at islam er en religion, der prædiker kønslig ligestilling, er efter mine begreber hamrende naivt. Der er mange andre kvaliteter i islam, men ligestilling er altså ikke en af dem.

Det er naturligvis også Koranen, der dikterer kvinders til tider ganske ekstreme tilsløring; for deres egen skyld og for at skabe respekt om kvindekønnet (siger mændene!). Ganske vist siger Koranen også, at mænd skal tildækkes fra navlen til knæet, men der er langt fra et par lange bukser til de ofte ganske ekstreme klædninger, man i Koranens navn trækker ned over hovederne på de sagesløse kvinder.

 

 

Det kræver et højt niveau af naivitet og/eller politisk korrekthed at se de mest
konservative landes udlægning af islam som andet end ekstremt kønsdiskriminerende.
Total burqa er reglen snarere end undtagelsen, men kvinderne vælger skam selv.
Det siger mændene i hvert fald! Modellen her er en somalisk gadefejer fra San'a, Yemen.

 

Koranen siger også, at en mand kan tage op til fire koner, mens en kvinde selvfølgelig ikke har lov til at have fire mænd. Lidt i samme skuffe er det, at en muslimsk mand kan gifte sig med en kristen kvinde, mens en muslimsk kvinde ikke kan ægte en kristen mand. Manden er uden diskussion chefen i familien, og religionen følger ham, hvilket altså ses som et problem, hvis en tyrkisk kvinde skulle finde på at gifte sig med en indfødt, syttendegenerations-dansker. Det kan kun ske, hvis han konverterer.

Morsommere er det, at Koranen påstås at sige, at manden skal give konen (eller konerne) fem orgasmer hver uge! Lidt mindre komisk er det, at kvinder i vore dages Saudi Arabien ikke må køre bil, fordi der i Koranen står, at de ikke må køre hestevogn, og som resten af den hellige bog er den slags ikke til debat.

 

Islam år 2004

Islam kommer i det hele taget gevaldigt til kort, når troen transmogriffes til et et moderne liv årgang 2004. Guds ord er ikke fremtidssikret med en opdateret ”Koran 6.0”, så når man rykker islam til en højteknologisk udebane (som Vesteuropa), er der meget, der kan gå galt. Viden er vejen frem, men det kan altså ikke være let at uddanne folk, der kun vil acceptere de uklare ”fakta”, der står i en gammel, hellig bog: ”He made the word of the unbeleivers the lowest and God’s word the uppermost” (Koranens sura 9-41), og det er jo lidt uheldigt, når hovedparten af danske skolelærere tilhører gruppen af "non-beleivers".

Omvendt påstås Profeten Muhammed at have sagt, at det er vigtigt at lære, men hvad der skal læres, er ofte et emne til debat. Her i Danmark hedder fagene dansk og matematik, mens jeg udenfor landets grænser mange gange har oplevet folk sige, at der ikke er nogen grund til, at deres børn går i en "rigtig" skole, for Koranen siger jo alt det, de har brug for at vide. Den slags indlæringsmæssige blokader har aldrig gavnet nogen, og det bør ikke overraske andre end de mest naive humanister, at det kun er en sørgelig minoritet af vore egne nydanskere, der får en uddannelse udover den obligatoriske folkeskole. Uanset trosretning har religiøs konservatisme og teknologiske landvindinger aldrig haft det godt sammen.

 

saddam.jpg (29258 bytes)

Klædeningen i den arabiske verden,
kan få enhver mand til at ligne Saddam Hussein (før huleopholdet!).
Her fra Amman, Jordan.

 

Modtag din ven........

Folk, der blindt tror på noget, der er skrevet for over 1300 år siden, må nærmest være uhelbredeligt konservative, og målt overfor kontrasten til de vestlige velfærdssamfund stikker den islamiske verden ud som forældet. Oveni kommer, at vi hver eneste dag i TV præsenteres for rædselshistorier om Al-Qaeda, palæstinensiske selvmordsbombere og nigerianske steninger, og så er ingen i tvivl om, at islam er roden til alt ondt. Eller er den?

Så negativ er verden heldigvis ikke, for trods sin stilstand rummer det islamiske samfund sider, som vi kun kan sukke efter her i vesten. Mens den religiøse konservatisme i Danmark giver en kraftig kontrast til et ellers meget moderne og vidensøgende samfund, er der slet ikke de samme spændinger på den tropiske hjemmebane, og står man i et tredjeverdens land, opleves religionen slet ikke som noget problem. Sådan er verden jo på de breddegrader, og i stedet kan man som gæst nyde en utrolig hjælpsomhed og en overraskende tolerance, som alt sammen er gået til grunde i vor egen verden, allerede da Ruder Konge var knægt.

 

Al islamisk gæstfrihed starter og slutter med te;
her fra Peshawar, Pakistan.

 

En af de skønneste vinkler af islam er gæstfriheden. Der står ganske vist flere steder i Koranen, at man skal undgå kontakt med de vantro, at de skal fordrives, og at de skal slås ihjel, men der står også et eller andet sted, at man skal modtage sin ven, som man modtager sin bror, og det efterleves til punkt og prikke.

Enhver, der har haft det privilegium at være gæst i et muslimsk land, har oplevet det. Folk, man aldrig har set før, inviterer til te, middag eller det, der er bedre. Andre gange oplever man ”blot”, at en gadehandler, hvis foto man lige har taget, inviterer en til at løbe af med hele varelageret, og atter andre gange får man gaver fra folk, man minutter inden ikke anede eksistensen af. I islamiske lande er man ikke bundet af, at venskaber skal ske med en forudgående introduktion, også selvom vi hører til de ”vantro”. Kontakten fra A til B er meget mere ligetil, end vi kender det i Danmark, i hvert fald hvis man er mand.

Skal jeg lave en liste over de 10 venligste lande, jeg nogensinde har rejst i, vil den rimeligt sikkert starte med: Afghanistan, Syrien, Iran, Pakistan og Yemen i tilfældig rækkefølge - alle sammen strikt muslimske lande og alle sammen lidt for højt på USA's liste over slemme terroriststater. Muligvis, men det oplever man slet ikke, når man som fredelig rejsende bevæger sig rundt i verden.

Modsat f.eks.Thailand og Indien er der i den islamiske verden en masse regler at skulle overholde, men så snart man gør sig den ulejlighed at klæde sig diskret, tage skoene af før moskeen og lade være med at drikke sprit på offentlig vej, er der ingen grænser for gæstfriheden. I Herat, Afghanistan, tog det mig tre dage, før jeg fik lov at betale for min første kop te (trods mange forsøg!), og i det nordlige Pakistan er jeg mere end en gang blevet tilbudt natlogi af folk, jeg to minutter før aldrig havde set før. Ikke nogen opførsel, man ville forvente af terrorister, vel?

En anden af de spirende succesoplevelser er Iran. Udover at være ekstremt gæstfri er folk her langt mere videbegærlige og progressive, end det berygtede præstestyre vil det, og mentaliteten i netop Iran er på mange måder ganske vesteuropæisk, uden at man har givet slip på de smukke, islamiske dyder. Som så mange andre steder giver de ultrakonservative imamer dog ikke godvilligt grønt lys til verdslig lærdom og anden skørlevned, så der er lang vej endnu, inden de slipper middelalderens tunge åg.

Endnu mere frit er der de fleste muslimske steder i Sydøstasien, og rejser man rundt i f.eks. Indonesien eller Sarawak og Sabah (Malaysia), kan det ligefrem tage en rum tid, inden man opdager, at man er i et muslimsk land. I hvert fald indtil moskeen lukker op for megafonerne! Selv i de mere strikte lande/regioner som Brunei (på Borneo) eller østkysten af Vestmalaysia er der langt til Yemens hermetisk tilslørede kvinder, og helt ekstremt bliver det i de muslimske dele af Vestafrika. Ganske vist er forskellen mellem mænd og kvinder til at få øje på, men det er slet ikke noget, der ligner Mellemøstens tilsløringer, og få steder i verden kan man opleve farverige markeder som i f.eks. Serekonda, Gambia. Det tager lige et par sekunder, inden man får overbevist sig selv om, at det farverige Gambia er lige så muslimsk som det totalt tildækkede Afghanistan.

 

gambia-beauty.jpg (54324 bytes)

Som alt andet er den islamiske dress-code særdeles afhængig af
lokale fortolkninger af Koranens bud. Kvinderne i Vestafrika er uendeligt
meget mere farvestrålende end i Mellemøsten, og burqa eksisterer ikke.
Kvinden her er fra Serekonda Market, Gambia.

 

Også tolerancen overfor anderledes troende ligger klasser over mediernes udlægning. Utallige gange er jeg blevet spurgt om mit eget religiøse tilhørsforhold, og lige så mange gange har jeg svaret ”kristen” i erkendelse af, at ”ateist” i bedste fald er uforståeligt og mystisk for en stærkt troende. Aldrig nogen sinde er jeg blevet behandlet skidt af den grund; altid som en ven.

En anden fantastisk sideeffekt er manglen på kriminalitet - eller i hvert fald kriminalitet, som vi kender den. Megen dårligdom lige fra tyverier til voldelige overfald er langt sjældnere i muslimske lande end i det fredelige Danmark, og det er altså lidt uvant, at de politisk mest ustabile lande i verden kan være de personligt sikreste - sikkert fordi folk ved, at de bliver straffet på et eller andet tidspunkt før eller efter livet.

Ifølge www.islam.dk betyder det at være muslim, "at man har et personligt og tæt forhold til Gud, at man en dag skal stå til regnskab for hver en dråbe vand man har brugt, og hvert eneste skridt man har taget. Man har i Islam klare holdninger til, hvad der er godt og ondt, hvad man spiser og drikker, hvordan man går klædt, hvordan man taler til andre, hvordan man opfører sig overfor andre, og hvad man i det hele taget må og ikke må i livet". Det er en verden med veldefinerede billeder af, hvad man ikke må, og eksempelvis har jeg selv i 2003 brugt flere måneder i så politisk betændte lande som Afghanistan, Iran, Albanien, Bosnien og Yemen (alle muslimske), og ingen steder har jeg mistet så meget som en 25-øre. Det eneste, jeg har oplevet, er en utrolig gæstfrihed, som vi aldrig vil kunne finde på vore egne breddegrader.

Islam er om noget en religion, der skal opleves ”on location”. Det er en religion, hvor man finder både de allerbedste og de allerdårligste sider af menneskeheden, men sandsynligheden for at vi som upolitiske (og ikke-amerikanske!) gæster nogensinde får ørerne i maskinen, er forsvindende lille. For den rejsende er islam ikke bare en stokkonservativ livsstil, det er en utrolig oplevelse, som ingen bør være foruden.

Der er i hvert fald ingen grund til at holde sig fra et land, blot fordi det er muslimsk.

 

Lille advarsel

Og sidst, men ikke mindst: Hele denne artikel er forfatterens oplevelser af islam og gør sig ikke ud for at være den ultimative sandhed. Det sete afhænger i utorlig grad af øjnene, der ser, og der findes sikkert en million andre udlægninger af islams verden, som alle har det til fælles, at de er fortolkninger af noget, der skete for en frygtelig masse år siden.

Det sete afhænger i den grad af øjnene, der ser, og netop islam kan pga. sin bevidste synlighed let få de skarpeste meninger op i både troende og "vantro". Islam er en religion med mange udråbstegn, og enhver kritisk udtalelse kan derfor let udlægges som udslag af "racisme" eller simpel "uvidenhed". Omvendt kan en alt for stor, påtaget forståelse let komme til at ligne pladderhumanistisk naivitet.

Islam er i det hele taget en religion, man dårligt kan undgå at have en mening om og derfor den af alle større religioner, hvor man skal være mest varsom med ukritisk at sluge information fra andre. Gør dig selv den tjeneste selv at opleve den muslimske verden for på den vis at indhente informationer førstehånds. Det er både bedre og sjovere og langt mere informativt end at nøjes med at læse om andres meninger.

God rejse!

 

Yderligere information:

 

 
Koranen Naturligvis! Tung at læse, men ganske lærerig, hvis man kan stave sig gennem de uklare formuleringer. Intet under, at den fordrer en masse fortolkninger, men det er alligevel ganske interessant at se, hvad der helt eksakt står.

 

Khalid Hassan Muslimer, tag jer sammen”. Kritisk kronik i Politiken (30/9-02) skrevet af en herboende muslim, der sagtens kan se visse umuligheder i at forene Koranens 1300 år gamle påbud med en højteknologisk og demokratisk verden. Ikke god til folk hvis politiske synspunkter er domineret af politisk korrekthed eller humanistisk naivitet.

 

Islaminformation.dk ”Dansk Informationsforum for Islam”, DIFI. Organisation af unge, primært tyrkiske studerende og meget progressive muslimer, der gerne fortæller verden om islam, og som ikke lægger skjul på, at de kun kan udlægge deres fortolkning af teksten. I det hele taget er DIFI et godt forum, hvis man vil have fjernet den fordom, der siger, at alle muslimer er fundamentalister. Nogen er, men ikke folkene fra DIFI.

 

Islam.dk Meget fyldig og grundig side. Ganske meget information og dertil en lille flod af fortolkninger skrevet af muslimer til ikke-muslimer. Afhængig af ens religiøse og politiske ståsted er der masser af stof at blive enig eller uenig med.

 

Islamisk.dk Lidt mindre informativ end islam.dk, men til gengæld med en slags brevkasse, hvor man kan få svar på alle mulige ting indenfor islam. Mange nyttige links og dertil fire, man ligefrem advares imod! Heldigvis er denne side ikke en af de blacklistede.

 

Sharia.dk Negativt ladet side, der mere eller mindre sidestiller islam med afhuggede hoveder og tvangsægteskaber. En af de links, man advares mod i www.islamisk.dk, og det bør i hvert fald ikke være ens eneste kilde til islam. I det hele taget bør meget følelsesladede kilder aldrig stå alene - uanset emnet.

 

Demokratiske
muslimer
Moderat alternativ til det meget rigide og fundamentalistiske Islamisk Trossamfund. Formanden var ved stiftelsen den meget moderate Naser Khader.

 

Wikipedia.org Interaktivt Internet-leksikon. Fremragende søgemaskine til at finde sære oplysninger om Profeten Muhammed og nettet af efterfølgere.

 

Zombietime Spændende indlæg i Muhammed-debatten årgang 2006: En side med hundreder af afbildninger af Profeten Muhammed, inkl. naturligvis Jyllandspostens tegninger, de 12 værker, der startede en mindre verdensrevolution. Imponerende, så meget fuzz, der er opstået over 12 tegninger, når der allerede har været hundreder af slagsen i omløb.

 

Islamisk ordbog Lille opslagsbog om de mest elementære begreber indenfor islam. Langt fra 100% dækkende for alle religionens finurligheder, men bedre end så meget andet. Ordbogen giver sig ikke ud for at være fuldkommen, og gode tips modtages gerne.

 

 

button12.jpg (5359 bytes)