Verdens værste køretur

(Siliguri-Darjeeling, Vestbengalen, Indien)

 

Måske ikke helt, men i hvert fald en af de værre og sikkert nok en oplevelse, de fleste vil være foruden. En af de der ganske ekstreme oplevelser, man en gang imellem ramler ind i, den slags ud-af-kroppen-historier, som kan få nervøse mødre og andre sarte folk til at bryde helt sammen i panik, men som for hard-core-masochister blot er et uundværligt krydderi til livets uforudsigelige luner.

Den følgende historie stammer fra efteråret 1998, fra et sted på landevejen mellem Siliguri og Darjeeling i Nordøstindien og er om noget et bevis på, at netop transporten ikke behøver at være det kedelige stykke dødtid, vi alle hader mellem verdens highlights. ”Getting there is half the fun”, siger de gamle jo; ofte en forslidt floskel, men lige så ofte en sandhed og her en sandhed hinsides de vildeste forventninger.

 

Tebyen

Bengalens nordlige trækplaster, Darjeeling, er morsomt nok en britisk opfindelse, en levn fra de glade dage i 1800-tallet, da de ærværdige koloniherrer manglede et passende køligt sted at søge tilflugt, når sommerheden nede på sletterne blev alt for ulidelig. I vore postkolonialistiske dage er briterne erstattet af deres gamle tjenere, de etniske nepalesere, og regionen er i stedet kendt for at producere noget af verdens bedste og fineste te. Da der tillige er ganske smukt deroppe med verdens tredjehøjeste bjerg, det 8.585 meter høje Kanchenjunga, stirrende lige ned på byen, er Darjeeling meget naturligt blevet lidt af et must for både vestlige teelskere og indiske lavlandsturister, der for første gang vil opleve både kulde og sne.

Ved min første visit til Darjeeling i 1994 var måden at komme dertil det berømte, dampdrevne “toy train”. Her, fire år senere, var driften af klenodiet mere end ustabil, og hovedparten af trafikken går opad med jeep fra Siliguri. Egentlig havde jeg den vilde ambition at knokle hele turen op til Darjeeling pr. cykel, men efter fire lange og hullede dage på Nepals landeveje var jeg ved at være mør og havde ikke svært ved at overgive mig til en smule luksus.

Jeg jollede mig derfor gennem Siliguris osende trafik, fandt jeepstationen, betalte mine fyrstelige 38 rupees (6 kr.), fik min grønne mountainbike og cykeltaskerne læsset op på taget og deponerede mig selv på den sidste af fire pladser bagest i jeepen. Fem minutter efter skete miraklet: Jeepen rørte på sig, og de 10 passagerer (ni indere og jeg) var trygt på vej mod Darjeeling, 73 stejle kilometer oppe i Himalayas foothills. Endnu en normal jeeptur i Indien var begyndt.

 

Formel 1 på indisk

I Indien er der bare ikke noget, der kan kaldes normalt. Vi trallede glade ud ad den nordgående landevej, men pludselig følte vor chauffør trang til første gang at demonstrere sin ustabile sjæl ved i det begyndende nattemørke skiftevis at slingre rundt i den ene og den anden side af den bumpede vej. Et par gange var galningen ved lege ”chicken” og forsøgte åbenlyst at knalde frontalt ind i modkørende biler, og helt stor blev hans jubel, da det lykkedes ham at køre et par rickshaws i grøften. Han skiftede bare bane, og for ikke at blive forvandlet til sildesalat, skøjtede rick’erne af banen, alt imens loonien sad bag rattet og højlydt slog sig på lårene af grin. Skrig og skrål fra bagsæderne, alt imens chaufføren fortsatte sit bindegale slingerræs gennem aftenmørket, jagende efter alle ”fjendtlige” trafikanter i både højre og venstre side. Det hele var som en utrolig drøm.

Nogle minutter senere var han i venstre side få centimeter fra at drøne frontalt ind i en modkørende scooter. For en gangs skyld var det ikke ham, der kørte i den gale side, og det blev han så forbandet over, at han prompte stoppede kareten, satte den i bakgear og startede en selv efter indiske forhold ekstremt hidsig diskussion med den nu parkerede scooterkører. De syv indere på de to forreste rækker deltog ivrigt i det stadig mere kaotiske skænderi, mens jeg på bagsmækken ikke behøvede nogen kurser i hverken hindi eller bengali for at fatte budskaberne i deres vokale malstrømme.

Midt i den ophedede debat kom der pludselig en cyklende politimand til. Han parkerede sit officielle, pedaldrevne køretøj foran jeepen, gik straight hen til chaufførens vindue – og stak ham helt uden varsel et par tunge knytnæveslag i ansigtet! Situationen kom nu helt ud af kontrol, for mens de nu tre hidsige mænd hylede og skreg i munden på hinanden, røg chaufførens sidste indre sikring. Han satte pludselig vognen i gear, hamrede sine to tons metal lige ind i politicyklen og fortsatte i fuld speed ud ad landevejen, imens cyklen, som sad fast under jeepen, skramlede mod asfalten i en sådan grad, at gnisterne tydeligt kunne ses hele vejen gennem bundpladen i den hullede undervogn og videre ud i nattemørket bag os.

 

Bedstemor over bord

Stemningen inde i jeepen nærmede sig panikken blandt passagererne i Osama bin Ladens selvmordsfly. Med den skramlende cykel til at levere et ualmindeligt højt niveau af baggrundsstøj forsøgte mændene på forsædet at banke den bindegale speedernisse til fornuft, mens de fire kvinder på mellemsædet hylede og skreg i vilden sky.

Få bump efter begyndte rotterne at forlade den synkende skude. Folkene på yderpladserne åbnede dørene og håbede ellers inderligt på, at vor flugtbilist ville stoppe kareten, men det ville han naturligvis meget nødigt. Jeepen fortsatte for fuld skrue med den skramlende cykel klemt fast under os, alt imens galningen forsøgte at køre over alle tænkelige forhindringer for at blive den kvit.

Det lykkedes til sidst, men han var nødt til at sænke farten så meget i flugten over pothullerne, at det faktisk lykkedes for flere af passagererne at tumle ud af dørene. En bedstemor fra mellemste sæderække forsøgte alternativt at klatre over bagsædet og ud gennem bagdøren, men landede i stedet på mig, så jeg midt i det totale kaos for en kort stund kunne undres over at sidde med en totalt panikslagen og meget skrigende, indisk bedstemor på skødet. Sekunder efter havde hun fået vristet sig fri og dejsede ud i nattemørket.

 

Frikadellens flugt

Jeg overvejede selv flere gange at flygte, men havde det skidt med at stikke af fra både cykel og bagage oppe på taget. I stedet håbede jeg på, at et eller andet mirakel ville indtræffe, og søreme om ikke det skete: Efter sammenlagt måske 20-30 minutters bissende panikkørsel var vi kun tre passagerer tilbage i jeepen, og så skete det umulige: Motoren gik pludseligt i stå, og jeepen trillede godmodigt ud i rabatten og var overhovedet ikke til at rokke ud af stedet.

De sidste indiske passagerer benyttede den kærkomne lejlighed til at løbe skrigende bort, mens galningen bag rattet råbte og skreg og kommanderede sine to hjælpere ud bag vognen. De sled og svedte bravt for at skubbe den tunge off-roader i gang, men kun få kilokalorier efter kunne man langt ude i horisonten ane et enkelt, skarpt lys, der langsomt blev større og større, lidt som en meteor på beslutsom kollisionskurs.

Det var værre endnu, for det var naturligvis scooteren med den rasende, cykelløse betjent på bagsædet, og så kan det ellers nok være, at vor skøre chauffør fandt ud af, hvad klokken var slået. Forfølgerne forsøgte først at fange ham, mens han sad i bilen, men på mystisk vis lykkedes det ham at slippe ud gennem et af vinduerne og i strakt karriere forsvinde ud over nærmeste pløjemark med de to djævle lige efter sig.

For første gang i meget lang tid blev der helt stille, men ikke ret længe, for snart efter kom scootermanden og polisen triumferende tilbage med chaufføren under armen, som var det en rekordfisk, de havde fanget. Det var det også, lige bortset fra, at det er de færreste fisk, der får så mange bank, som chaufførgalningen nu fik det. Sådan lidt på skift, for mens den ene fangstmand bankede ham, checkede den anden tegnebogen for at se, om den skulle gemme mere end 20-30 mølædte rupees. Ikke just nok til en ny cykel til ordensmagten.

 

Militære forstærkninger

Trods sin åbenlyse uberegnelighed havde chaufføren så meget fatteevne, at han kunne se, at den var helt gal, og at kære mor var flere reinkarnationer borte. Han faldt sammen som en våd karklud, og sjældent i indisk landevejshistorie har en mand bedt så omfattende en samling guder om forladelse. Ganesh, Shiva og alle hinduismens 330 millioner helligdomme blev anråbt efter bedste evne, og midt i seancen dukkede pludselig en militær lastbil op. En efter en steg de fem milifolk ud af bilen, og uden overhovedet at mæle et ord marcherede de alle straight over til trioen og uddelte et par slag hver til den efterhånden ret groggy chauffør. Først derefter fik de politiets forklaring, og synderen fik endnu en håndfuld gok i nødden, inden han i bogstaveligste forstand var helt nede og kysse samtlige 14 fjendtlige støvlesnuder.

Midt i "afhøringen" opdagede en af sergenterne pludselig den enlige passager, turisten, der stod og gloede midt i nattemørket iført noget så underligt som en fuldt læsset mountainbike. Han kom pænt over og hilste, og midt i vor snak om vind og vejr og indiske trafikforhold faldt det ham ind, at jeg nok hellere måtte væk.

Om det var af venlighed, eller fordi tæskeholdet blot ville af med eventuelle, generende vidner, fandt jeg aldrig ud af, men hurtigt fik de bygget en militær vejspærring, og selvom klokken var mange, lykkedes det dem at fange nogle køretøjer med kurs nordpå. De første mange biler eller busser var ganske vist proppede til indisk niveau, men pludselig fik sergenten stoppet en Landrover iført kun tre ærværdige businessfolk, alle på vej til Darjeeling for at sælge isenkramvarer.

Efter lidt militær parlamenteren gik de med til at få læsset min bike op på taget og mig selv og sækkene indendørs, og jeg kunne på første klasse fortsætte min meget afbrudte og meget specielle færd til den gamle, engelske teby i nord – tre timer forsinket og en noget usædvanlig oplevelse rigere. En oplevelse der vel er ligesom en hård militærtjeneste; noget der er slemt, mens man sidder i suppedasen, men som lidt på afstand forvandler sig fra sand rædsel til noget nærmest charmerende. Hjernen er heldigvis bedre til at huske uendeligheden af gode oplevelser end de få dårlige – havde det været omvendt, var der næppe ret mange, der nogensinde kom ud på verdens landeveje.

 

© Claus Qvist Jessen

button12.jpg (5359 bytes)