Nordindien

En religiøs odysse gennem det meste af den hellige flod Ganges -
fra kilderne i Gangotri, højt oppe i Himalaya, og de hellige byer Rishikesh,
Haridwar og Allahabad til den helligste af dem alle: Shivas by, Varanasi

 

lal-baba.jpg (52271 bytes)

 

Indien er og bliver verdens mest interessante og samtidig det mest anstrengende rejseland. Heldigvis er det også det måske mest fotogene, hvilket i høj grad skyldes landets utrolige farvelade af sære og for vesterlændinge ofte dybt uforståelige trosretninger.

Dette ualmindeligt farvestrålende show starter højt oppe i Himalaya, hvor vi blandt skarpe, "nepalesiske" bjerge, finder en perlerække af hellige steder, kulminerende med Gaumukh-gletcheren og den hellige flod Ganges´ kilder i over 4.000 meters højde, overguden Shivas hellige bjerg, det smukke og meget Matterhornsagtige Shivling, plus de hellige templer i Gangotri og Badrinath.

Længere nedstrøms ad Mother Ganga kan man nyde et par af hinduismens farvestrålende, hellige byer. Bedst kendt er vel "Beatlesbyen" Rishikesh, men lidt mindre kitschet og opstyltet er den hellige by Haridwar, hvor horder af pilgrimme og orangeklædte hellige sahduer valfarter til stedet, hvor Vishnu en gang efterlod et fodspor. Som alle hellige steder i Indien finder man også her et ocean af tiggere, der gerne hjælper til med at bedre godgørende folks karma.

Mindst lige så farvestrålende er Allahabad, der selvom den (som Haridwar og Varanasi) rangerer blandt de syv helligste byer er og bliver en uturistet juvel. Størst og stærkest bliver det religiøse sug dog i hinduernes helligste by Varanasi. Hele byen syder af religiøs ekstase, og har man sans for ligbrændinger og alternativt badeliv, er netop Varanasi stedet. Varanasi er en af klodens stærkeste, religiøse oplevelser og fuldender et billede af Indien som et sted, man enten elsker eller hader. Indien er Indien, og der er ikke meget at gøre ved det.

I det hele taget gives der garanti for en oplevelse ud over det sædvanlige!

 

varanasi-prayer.jpg (34879 bytes)     shivling.jpg (42139 bytes)

 

button12.jpg (5359 bytes)