At blaffe en elefant

(Rajahstan, vestlige Indien)

 

 

Myretuen

Få lande gør så stort indtryk på en fremmed som Indien. Ingen, der besøger dette enorme og fascinerende subkontinent, kan forblive uberørt, og det uanset om man er taget dertil for at dyrke de fantastiske templer, meditere ved den hellige Ganges, bestige et af Himalayas mange toppe, flyde på Goa´s sandstrande eller ryge sig skæv i det fygræs, der i de glade hippiedage i -68 til­trak hele armadaer af flippere fra Vesten.

Mennesker, der aldrig har været i Indien, vil som regel forbinde landet med Taj Mahal, elefanter eller den glamourøse tid som “Imperiets Juvel” i Dronning Victorias England, men ligesom hverken Eiffeltårnet eller Moulin Rouge er bare tilnærmelsesvis dækkende for hele Frankrig, er Indien meget mere end nogle enkeltstående attraktioner.

Men Indiens største “attraktion” og samtidig det, der hyppigst skræmmer livet af uforberedte turister, er “the crowd”, det enorme, summende menneskehav, der som en strømmende flod fylder alle porer i landet og som gør, at ensomhed eller bare lidt fred ofte er en total og meget savnet umulighed. Indiens gader set oppefra minder mest af alt om en myretue i high-speed, og endnu værre er trafikken set fra jordhøjde. Verden bliver pludselig til en kaotisk farvelade af frugthandlere, rickshaws og evigt truttende biler, og man overvældes let af en følelse af at stå midt i et galehus på en anden planet.

Indien er i sandhed et land, der skal opleves med alle sanser.Det er ikke svært at komme geografisk længere væk fra Danmark end Indien, men det er van­skeligt at forestille sig nogen planet i solsystemet, hvor man kulturelt befinder sig længere fra Danmark.

 

Ferdinand og relativitetsteorien

Alene indernes fornemmelse af begrebet “tid” er i bedste fald anderledes end vor. Hinduerne tror på reinkarnation, så en menneskealder fra eller til betyder ikke det store i den samlede, forchromede helhed. Nogen gange hører man om indere, der tålmodigt bruger 50 år af deres liv til at udhugge en smuk statue af Shiva i granit eller på at sidde ved en hellig flod og tilbede en af hinduernes mange tusinde sære guder, og andre gange oplever den fremmede, at en ventetid på blot få minutter bare er for meget for den evigt nysgerrige og altid utålmodige, menige inder.

Et andet billede, man som indiensfarer kan komme til at tænke på er "Tyren Ferdinand", kendt af alle fra Disneys årligt tilbagevendende juletegnefilm. Hovedparten af tiden er der ingen græn­ser for indernes tålmodighed, og alle tuller rundt i deres egne små kaster og passer hver sit, dyrker sine marker, ofrer til guderne i det lokale tempel eller “sitter under sin korkek och luktar på sina blommor". Men grænsen mellem flere generationers ophøjede ro og den totale panik er sjældent mere end et bistik borte; pludselig tirres Ferdinand, og hele landet "bisser" værre end i en Fellinifilm. Kaos kender ingen grænser, og hundreder eller sågar tusinder af uskyldige bliver slået ihjel under tumultagtige scener, som det senest skete under urolighederne ved Ayodjamoskéen i Uttar Pradesh og før det i kølvandet af mordet på Indira Gandhi i 1984.

 

Amber Fort

Især de midterste delstater i bæltet mellem Delhi, Calcutta og Bombay er et godt sted at opsamle ekstreme inderhistorier, og et par af mine egne sære oplevelser fandt sted for snart en del år siden i delstaten Rajahstan, et ørkenland i Indiens vestlige del, tæt på grænsen til Pakistan. Hovedstaden dér hedder Jaipur og godt 10 km udenfor byen ligger det flotte gamle ørkenfort, Amber Fort, hvor man rigeligt kan få en hel dag til at gå med at beundre både stedet og de tørre, brune omgivelser.

Selve fortet ligger få hundrede meter oppe på en bakketop, og til glæde for både de mere mageligt anlagte turister og sig selv giver driftige indiske elefantejere (formedelst en passende betaling) turisterne en tur på elefantryg fra dalen op til fortet og retur.Vi, kæresten og jeg selv, holdt os væk fra betalingsturismen og fik i stedet en god dag til fods i ørkenlandet. Da vi sent på eftermiddagen skulle “hjem” til Jaipur, stillede vi os som altid ned ved den lokale vej og ventede på det første og bedste transportmiddel, der lod sig blaffe, og det viste sig at være intet mindre end en elefant! At tomle en elefant lader sig næppe gøre mange andre steder end i Indien, og da elefanten og dens ejer skulle alligevel ind mod Jaipur, blev vi formedelst en god dansk 15-kroneseddel tilbudt at gøre turen tilbage på elefantryg. Ok, så fra nærmeste mur klatrede vi op i den lille pavillion på elefantens ryg, og i luntetrav gyngede vi os vej gennem aftenluften ind mod Jaipur.

Vor elefantproprietær var tydeligvis hamrende beruset og fortalte beredvilligt, at han var mus­lim, 64 år gammel, og at han havde to koner på 48 og 49, der hver havde skænket ham fem børn. I alt hele seks sønner og kun fire døtre, så han var en stolt mand.

Han pludrede lystigt videre, og alle vore forestillinger om det islamiske Arabiens totale afholdenhed blev hurtigt punkteret, for vor elefantmands første mange spørgsmål drejede sig om, hvorvidt dansk whisky var bedre eller dårligere end indisk whisky, og om spritpriserne i Danmark. Muligvis som følge af prischokket faldt han nærmest i søvn, altimens snabeldyret godmodigt trissede af sted ad den vej, den havde fulgt i en halv elefantalder.

 

De 10 Bud

Et par kilometer senere vågnede vor mand op til dåd igen og startede derpå - som enhver anden indisk mand - med at bombardere os med “De 10 Bud”, de 10 standardspørgsmål, enhver indiensfarer bliver plaget med mindst 50 gange dagligt: “Whaaaat´sss you´ good name, Sahib?”, “Wheeeeerrre do you come from, Sir?” etc. etc., naturligvis fyret af med en staccatoaccent som Peter Sellers i hans bedste roller som indisk galning. Det er faktisk ikke let at lytte til indisk engelsk uden at trække på smilebåndet.

På et tidspunkt nåede han så til “Are you maaarried?”, og for at befri min kæreste for risikoen for indiske hænder allevegne, svarede jeg “Yes!”. “How long time you be maaarried?”. Tjah, ét år, hvorefter han fulgte op med det uundgåelige “How many chiiiiildrrren”. Vi svarede, hvad sandt var, at vi ikke havde nogen børn, og et millisekund senere fyrede han så trumfen af: “Have you tried an operation???!!”. Diskretion har aldrig været indernes stærke side, og det oversteg simpelthen mandens fatteevne, at man kunne være gift i over ét år uden at have fået børn!!!

 

© Claus Qvist Jessen

button12.jpg (5359 bytes)