Hårdkogte æg på indisk

(Kunsten at bestille morgenmad, Jaipur, Rajahstan)

 

 

Indien er uden sidestykke verdens mest fascinerende land. Alt kan ske, og alene det at forsøge at få lidt morgenmad kan hurtigt udvikle sig til en sand "inderhistorie". Ikke noget ekstremt, men bare en af den slags historier, der ikke kan ske andre steder end i lige Indien.

Er man ikke til hidsig chili om morgenen, hedder alternativet ristet toast og sød te. Meget naturligt er "standarden" en del lavere end i Danmark, og Jaipurs første morgenmadssted blev opgivet, da min daværende kæreste ikke mente, at man med ro i sjæl og sind kunne spise ristet brød med en hel horde af smældfede rotter pilende rundt på gulvet i lokalet. I stedet havnede vi et alternativt og meget hyggeligt sted med både gårdhave, løsgående høns og en typisk indisk nisse til at passe både køkken og servering; en af de allesteds nærværende små, spinkle indermænd med brændende øjne og smalt overskæg og i øvrigt en hyggelig fyr.

 

Chicks in space

Hvor der er høns, er der æg, så vi bestilte i god tro to hårdkogte æg til vore ristede brødstykker, og mindre end to minutter senere dukkede vor håbefulde, tjenende ånd op igen med de to efterlyste salmonellabomber. Lidt kort tid skulle man mene, men de havde måske kogt i forvejen. Det havde de ikke, så få sekunder efter var begge tallerkner pladret til med hver sit næsten rå æg, og vi kaldte på vor mand endnu en gang.

Han gloede på de sejlende tallerkner og måtte mod­stræbende medgive, at æggene vist ikke var helt så hårde indvendig, som de burde være. Men det var der råd for, så vor velmenende ekspert pilede ud i køkkenet, altimens vi forsøgte at over­bevise ham om, at hårdkogte æg helst skulle have mindst seks minutter.To minutter efter dukkede den stolte caféproprietær op igen med to nye æg: “Very hard, Sahib, very hard”.

Vi var dog blevet klogere, så denne gang blev kun det ene æg smadret, og endnu en sagesløs tallerken blev grundigt sovset ind i et halvråt æg.Vi kaldte endnu en gang på vor nisse, som igen gloede helt uforstående på det flydende fæno­men på min tallerken. Han mente så ganske bestemt, at æggene havde fået de lovede seks mi­nutter, men få sekunder senere blev det afsløret, at han overhovedet ikke havde noget ur. Det, som han og hans minimale tålmodighed i fællesskab troede var seks minutter, var mindre end to, så for at hjælpe lidt på den manglende timing fik vi ham til at trisse tilbage til køkkenet og plumpe to nye æg ned i gryden med kogende vand. Så skulle vi nok fortælle ham, når de seks minutter var gået.

 

Indisk tålmodighed

Mindre end 20 sekunder efter stod vor utålmodige tjener igen ved bordet: “Is it now?” “No, no, no!”. Der er kun gået 20 sekunder, og vi skulle nok sige til, når de seks minutter var gået. Men lige meget hjalp det, for 20 sekunder senere var han tilbage: “Is it now???”. Endnu en gang “no”, og vi forsøgte at forklare vor meget ivrige, men efterhånden noget “tidløse” ven, at der endnu ikke var gået ét minut, hvilket dog ikke afholdt ham fra at komme rendende yderligere 15-20 sekunder senere og få det samme svar til det samme spørgsmål.

Og sådan fortsatte vi! Han kom rendende to-tre gange i minuttet og spurgte ivrigt og interesseret til tiden, og hver eneste gang fik han at vide, at tiden ikke var gået endnu. Lidt af en bedrift for et par utålmodige danskere med en efterhånden noget tyndslidt tolerance.Men tiden gik, og da de seks minutter var gået, styrtede vort utrættelige geni ud til æggene og vendte stolt tilbage med dem på hver sin tallerken.

Æggene var faktisk hårdkogte, omend vi var mindre imponerede over processen, end han selv var!

 

© Claus Qvist Jessen

 

button12.jpg (5359 bytes)