CQJ Fotoarkiv

 

 

Gennem hele mit voksne rejseliv har en af mine trofaste følgesvende altid været kameraet. Kloden er så fuld af smukke billeder, at jeg ganske enkelt ikke kan lade være med at forsøge at fange verdens pulserende stemninger, og resultatet er, at jeg p.t. ligger inde med et af landets smukkeste og mest eksotiske fotoarkiver.

Hovedparten af mine langt over 100.000 professionelle skud stammer fra Den Tredje Verden, og da jeg altid har brugt langt mere krudt ude på Lars Tyndskids marker end i de komfortable storbyer, er det også herfra, at man finder hovedparten af mine motiver. Smukke naturbilleder har jeg masser af, dyreliv (især fisk!) er ligeledes godt repræsenteret, men det, der de senere år har kostet mest film, det er mennesker. Der er over 7 mia. ansigter på vor klode, og de har alle en historie at fortælle - ofte en overordentlig smuk eller dramatisk historie.

Teknisk set er jeg en af de seneste konvertitter til den digitale verden. Det har taget sin tid at slippe begejstringen over et veleksponeret dias, så alle "ældre billeder" (> 10 år) er taget med et lækkert Nikon F-100 og faste, lysstærke objektiver plus en højkvalitets-scanner (Nikon CoolScan V, standardopløsning 6000 x 4000 pixels). Gradvist er selv jeg dog gledet ind i det 21. århundrede, men slippe spejlreflekserne gør jeg ikke. Første digitale våben var et Nikon D-70, og de seneste fem år er det en D-90, der må holde for. Rigeligt med pixels og skarphed til langt de fleste formål.

Indtil videre har mine billeder været publiceret i så forskellige medier som Politiken, Jyllandsposten, Adventure World, Columbus, Fisk & Fri, Skakbladet, Naturens Verden, Carphunters, Schacknytt (Sverige), Tidsskirt För Schack (Sverige), Alt om Fiske (Norge), Fiskejournalen (Sverige), Asian Anglers World (Singapore), Die Zeit (Tyskland), Fisch & Fang (Tyskland), Blackbook Magazine (USA), Fishbase (Filippinerne), Te Papa (New Zealands Nationalmuseum), British Museum (Englands ditto), National Geographic Channel og en flok smukke brochurer og bøger inkl. Backpacker.

Menuerne til venstre burde give en vi ide om mit varelager. Ellers check min dårligt opdaterede fotoliste eller spørg!

 

Back to start