Falkland

Sydatlantens forblæste oase, en argentinsk invasion og floder af skønne pingviner

 

rockhopper-food.jpg (30090 bytes)

 

The Middle of Nowhere

Falkland Islands, Ilas Malvinas, hvor ligger det? Ja, havde det ikke været for den kortvarige, argentinske besættelse i 1982, havde der næppe været mange, selv i moderlandet England, der ville vide det, men nu, takket være de argentinske generaler, ved alle, at Falkland er en britisk koloni i Sydatlanten.

Men udover at være sådan en lille, omstridt udpost, hvad er det så? Geografisk set ligger Falkland 500 km øst for Patagonien. De mange små øer udgør med sine i alt 12.000 km² kun en mikroskopisk bagatel i det enorme hav, og heller ikke befolkningen fylder for godt i landskabet. Næsten 2.000 af de godt 2.500 fastboende er bosat i hovedstaden Stanley, mens 2-300 er fordelt på farme over resten af East Falkland. Hele den næststørste ø, West Falkland, rummer kun 146 indbyggere, så det er ikke så underligt, at alt over ét hus markeres med en prik på kortet som tegn på en ”by”.

Historisk set har falklændernes hovedbeskæftigelse været får. Ganske vist har både hvalfangst og sæljagt tidligere spillet en stor rolle, men den helt store industri har altid været uld, og selv i vore syntetiske dage er uld en vigtig eksportartikel. Økonomisk overskygges uldproduktionen af salget af internationale fiskelicenser, men Falkland er stadig det sted i verden, hvor man finder flest får pr. indbygger, og det hellige dyr er ligefrem blevet æret med en plads i øernes eget flag! I Sydafrika har man leoparder og løver på pengesedlerne, i Papua New Guinea har man en gris på valutaen og på Falkland har man altså brugt fåret.

Imperiets sydlige udpost, Hovedstaden Stanley, er en lille, hyggelig og meget engelsk udgave af Gantriis’ Lidenlund. Mange af husene er klassiske, britiske murstenshuse, og de frimærkestore haver rummer både sirligt anlagte blomsterbede og frækt smilende havenisser. Den lokale avis hedder ”Penguin News” og ligner mest af alt et dansk klubblad. Det udkommer hver fredag med alle de nyheder, som hele byen alligevel ved i forvejen, i hvert fald de der i løbet af ugen har været et smut omkring en af Stanleys hyggelige pubber. Nyheder cirkulerer hurtigt over et par glas importeret Guinness.

Som alle andre steder i verden er Stanleys gader og veje opkaldt efter de stedlige helte, men i den forblæste Sydatlant er universet naturligt nok en anelse anderledes end på vore breddegrader. I stedet for Trafalgar Square og Victoria Street finder man i Stanley et par små veje opkaldt efter f.eks. den uheldige sydpolshelt Shackleton og hans gode skib Endurance, og foran den lille regeringsbygning er der endda blevet plads til et stykke vej opkaldt efter Falklands største nutidshelt, Margaret Thatcher!

 

magellans.jpg (43035 bytes)

 

Æsler i jakkesæt

Stanley er et helt igennem dejlig bekendtskab, men det helt store rejsekick får man først, når man drager ud i ”camp” og nyder øernes overdådige dyreliv. Vil man se de kæmpestore søelefanter, er der desværre kun én sikker mulighed, og det er den lille (og dyre) Sea Lion Island mod syd, men er man til pingviner, kan man så rigeligt få sine lyster styret på selve East Falkland.

Mindre end et par timers gang fra Stanley finder man ved Gypsy Cove den nærmeste større koloni af magellan- eller æselpingviner. Som flere andre steder på East Falkland er selve den østvendte bugt desværre martret af indhegnede minefelter som en nutidig reminder om argentinernes invasion, og selvom de lette pingviner slet ikke kan udløse de dødbringende miner, er stranden off limits for mennesker. Heldigvis er der råd for den slags, for lidt rundt om pynten kan man på klos hold nyde, hvordan små flokke af pingviner lader sig skylle i land af de iskolde bølger, og under buskene på halvøens vestside finder man mange af pingvinernes nedgravede reder. Udenfor står mindst en af de standhaftige forældre og passer på, og selv vi forvoksede mennesker kan risikere at få et hak, hvis de kommer for tæt på.

 

Blandt konger og prinser

Har man et stort hjerte for pingviner, er Volounteer Beach, tre timer og en stor omvej nord for Stanley, det bedste sted på East Falkland. Grundet den ringe infrastruktur og manglen på offentlig transport slipper man desværre ikke for en eller anden slags organiseret tur, men oplevelsen er det hele værd, for udover magellans finder man på Volounteer to andre pingvinarter.

Af disse er det især kongepingvinen, der tiltrækker sig opmærksomhed. Med sine 95 cm i højden er den statelige royalist den næststørste af samtlige verdens 17 pingvinarter, og med sine smukke orange tegninger er den i særklasse den smukkeste. Kongepingvinerne er intet mindre end Falklands fotogene højdepunkt, og da Volounteer Beach er hjemsted for ikke mindre end 1.000 par fordelt på to kolonier, er der rigeligt med motiver at skyde på.

Mens magellanpingvinerne foretrækker et liv i nedgravet tosomhed, har kongerne valgt en mere social tilværelse. De yngler i store kolonier frit ude på den bare jord, men så tilpas tæt sammen, at de kan skærme hinanden, når de kolde vinterstorme tager fat. Heldigvis giver det tætte samliv ikke anledning til skærmydsler, for kongepingvinerne er så tilpas flegmatiske, at nabostridigheder aldrig udvikler sig til andet og mere end lidt rysten med fjerene. Det virker nærmest som om, at de værdige fugle sætter en ære i ikke at hidse sig op unødigt.

 

king-penguin.jpg (7365 bytes)

 

Fast food

Den slags psykologiske begrænsninger finder man bestemt ikke hos hverken magellanerne eller Volounteer Beachs tredje pingvinart, gentooerne. Kun få hundrede meter fra kongekolonierne finder man deres noget spredte koloni, men hvad de måtte mangle i størrelse og farve i forhold til kongepingvinerne, bliver til fulde kompenseret ved et komisk højt aktivitetsniveau.

Sekunder efter vor ankomst til kolonien præsenteres vi for de første, sydlandske scener. En voksen gentoo i vild galop styrter af sted med to halvvoksne, grådunede unger efter sig, og sammen når de at spurte zigzag gennem det meste af kolonien, indtil det løbende spisekammer til sidst opgiver at ryste ungerne af og skvatter om på maven for straks efter at blive afkrævet et opgylpet måltid af de to vedholdende duntotter. Vi står fuldstændig paralyserede og glor på det underlige optrin, lige indtil det hele gentager sig få minutter efter. Begrebet ”fast food” har fået en helt ny mening.

Gentooerne er i det hele taget nogle af de mere underholdende af alle Falklands pingviner, og man kan let bruge timer i deres muntre selskab. Interessen synes endda gengældt, for sætter man sig i udkanten af kolonien, varer det ikke længe, inden de nysgerrige unger kommer vrikkende hen for at kigge nærmere på den nyankomne. De frækkeste af dem skal lige hen og nappe i et bukseben, mens resten nøjes med at glo på fotografen på en meters afstand og ærgre sig over, hvorfor den store, fjerløse fugl ikke kan overtales til at gylpe noget krill op.

 

Fellini i jakkesæt

Rockhopperne eller springpingvinerne er den mindste, men talrigeste af Falklands fem pingvinarter. En god halv million siger biologerne, men desværre ligger de fleste kolonier ude på de forblæste småøer og er derfor ikke lige til at komme i nærheden af fra Stanley. Nogen er der dog, og nordsiden af Murrell Peninsula, mellem Stanley og Volounteer Beach rummer hele to mindre kolonier, som fint lader sig besøge på en mindre privatekspedition.

Selve Murrell er mildt sagt meget stejl. Hele nordsiden er en 50 meter høj, rå og næsten lodret klippe, men det synes at passe rockhopperne aldeles fremragende. Alle deres naturlige fjender lever i havet, så de har valgt at yngle så langt borte fra vandet som muligt, også selvom det indebærer en lang og stejl klatretur, der kan synes ganske uoverkommelig for en lille, halv meter høj fugl, hvis vinger kun kan bruges til at svømme med. De klatrer ganske enkelt hele vejen op, hoppende som smølfer på de flade stræk og krattende ved brug af næb og kløer op ad de næsten lodrette stenflader.

At sidde oppe i selve kolonien er som på 1 meters afstand at være tilskuer til en italiensk film. De rødøjede og temperamentsfulde rockhoppere er diametralt anderledes end de flegmatiske og statelige kongepingviner, og ustandselig bliver man vidne til små territoriestridigheder.

Omvendt er rockhopperne også de mest romantisk anlagte af Falklands pingviner, for der er hele tiden par, der nusser hinanden, og af og til oplever vi en pingvin, der kommer vraltende med en lille pind, som den lægger et bestemt sted for at glæde ægtefællen. Rockhopperne er i det hele taget Falklands mest underholdende dyr, og efter fem minutter i det fjerede cirkus glemmer man totalt, at det er fugle, man sidder og kigger på. Alene rockhopperne kan retfærdiggøre hele den lange rejse til Falkland.

 

stanley-gnomes.jpg (64510 bytes)

 

Gud mildner luften for de klippede får

Netop får har om noget være Falklands eksistensberettigelse, og gennem mere end 100 år har man dér lavet noget af verdens bedste uld til gavn og glæde for den britiske tweed. Fleece og andre kunstmaterialer har efterhånden slået ulden af pinden, men fårene er der stadig, og rundt om på øerne klipper man stadig ulden af fårene en gang årligt til gavn og glæde for frysende briter langt nordpå.

Den bedste måde at opleve fårene på er at arbejde på en farm, så det gjorde vi! Vi tog ganske enkelt tre dages ulønnet arbejde som "rousies" og "table hands" på Fitzrouy Farm, små 60 km fra Stanley og oplevede der en vidunderlig, landlig blanding af alt muligt. Klipperne selv er som nomader, der drager rundt i verden med deres værktøj og forfølger klippesæsonerne i Italien, Irland, New Zealand, Norge og altså Falkland. Godt betalt er det naturligvis - 47 pence pr. får svarende til godt 5 kr (for 1½ minuts arbejde), og da hver af dem med deres maskinklippere kan barbere over 250 får dagligt, har de mere end 1.200 skattefri kroner hjemme pr. dag.

Ikke overraskende er klippearbejdet hårdt. Klipperne tager gerne fire-fem sæsoner på farten, tjener en hulens bunke mammon og slår sig derpå ned med en egen farm. Bl.a. newzealænderen Charles sparede op til sin egenn gård, men klagede samtidig over, at grundpriserne i NZ stiger lige så hurtigt, som man kan nå at skrabe pengene sammen.

Selve klipperiet foregår ved, at klipperne på ca. 90 sekunder barberer hele ulden af i et sammenhængende stykke. Rousien tager ulden i en bylt og kaster den (stadig i et stykke) ud på et bord, hvor to såkaldte "table hands" har til opgave at fjerne alle urenheder fra ulden, især fra undersiden hvor både planter og fårelort har det med at samle sig. Alle "særlige" dele af ulden såsom haler, hals o.a. tages fra og dumpes i særlige kurve efter kvalitet.

Derpå leveres den rensede uld til en "inspector", som med kyndigt øje kigger på ulden og sorterer den fra kvalitet A til C alt efter fiberlængde og krøllethed, og en gang dagligt tager en helt syvende medhjælper al den klippede og sorterede uld og pakker den i baller af 2-3-4 kubikmeter. Siden køres ulden til havnen og sejles møjsommeligt til England, hvor den efter en masse forarbejdning ender som tweed.

 

© Claus Qvist Jessen

 

button12.jpg (5359 bytes)