Visumbøvl, ruiner og DR's P1

(Myanmar / Burma)

 

sulapaya-monk.jpg (42570 bytes)

 

Burma/Myanmar er på alle måder en oplevelse! Normalt er det ruinerne, nutidskulturen, de mange buddhisttempler og naturen, der bjergtager turisterne, men selv det at få et visum var lidt af en oplevelse.

Årsagen (tilbage i 1999) var, at Nyrups regering præsterede det nærmest uundgåelige at rage uklar med det officielle Myanmarske generalstyre og deres lidt alternative forhold til begreber som menneskerettigheder og demokrati. Helt præcis var det Frank Jensens afbud til en ualmindeligt tåbeligt placeret Interpolkonference i Yangon, der var faldet militæret for brystet, og hos ambassaden i Dhaka nægtede deres tredjesekretær ganske enkelt at behandle min visumansøgning. Jeg skulle have fat i nogle troværdige vitterlighedsvidner, der kunne stå inde for, at jeg aldrig har været politisk aktiv, at jeg ofte går i kirke, at jeg aldrig har tisset i sengen, og at jeg ikke har sagt grimme ting til min mor.

I mangel af bengalske kontakter blev det den danske ambassade i Dhaka, der kom til at skrive erklæringen. Lidt komisk at det herved blev den danske regerings forlængede arm, der skrev under på erklæringen, samtidig med at det var samme regering, Burma ikke kunne forlige sig med. Politik er en sær ting, men jeg fik mit visa!

 

Snyd systemet.........

Ifølge næsten alle guidebøger, inkl. de trendsættende Lonely Planet, hører Myanmar til et af verdens mindst vestligt influerede lande, men det er definitivt en sag for departementet for forældede observationer. Efter Bangladesh' galehus var Myanmar næsten som at komme hjem, for pludseligt fungerede alt, trafikken var ikke konstant i hårknude, neonlysene blafrede lystigt i natten, og man kunne ligefrem gå i fred på gaden uden hele tiden at skulle interviewes om sit nationale tilhørsforhold. Nogen kalder det ferie.

Selve Yangon (ex-Rangoon) har næsten 5 mio. Indbyggere, men er så tilpas spredt ud, at den føles meget mindre; næsten som en stor, venlig landsby. Samtidig er her masser af ting at se på, lige fra en mindre flod af gyldne templer og pagoder til de kinesisk inspirerede natmarkeder, hvor sultne sjæle kan lade sine smagsløg friste af lækkerier som kød på spid, slatne blæksprutter eller sågar nogle 7-8 cm store, levnede maddiker, enten friske eller ristede! Jah, det er så ens mave rumler blot ved tanken, selvom jeg personligt hellere vil bruge de kære fætre til noget mere konstruktivt, såsom fiskeri.

Herefter splittede vi, da Pia fik hjemligt besøg af sin lange kusine Ida, mens jeg fortsatte solo. Mandalay 700 km længere nordpå er betydeligt mindre og langt nyere, men alligevel et sjovt syn, især de flotte styltehuse ved Ayraywaddyfloden, det kulørte Zegoumarked eller ruinerne af verdens største ufærdige pagode og den enorme klokke ved Mingun.

I selve Mandalay er en af attraktionerne de mange pagoder, men desværre har generalerne indført tibetanske tilstande og kræver nu entrebetaling for turister, der ønsker at besøge de religiøse steder. Typisk 2 til 5 dollars pr. sted, og pengene de havner naturligvis ikke i templernes kasser, men hos de korrupte generaler, så jeg tilbragte en del tid med at prøve at snyde mig forbi de mange dollarindkradsningsteder. Snyd systemet, før det snyder dig! Definitivt systemnedbrydende, og det er jeg stolt af.

 

ananda-pakto-buddha.jpg (41675 bytes)

 

Ruinbyen Bagan

Det absolutte highlight for de flestes besøg i Myanmar er ruinerne ved Bagan. Imperiet der blomstrede fra 1044 til 1287, da Kublai Khan fandt behag i at ødelægge hele byen, og resultatet er den dag i dag et kæmpe areal proppet med gamle templer og pagoder, de fleste bygget af røde mursten, en byggestil, som vi danskere troede var opfundet med murermestervillaen i 50'erne. Kun næsten altså.

Selv nu, små 800 år efter kollapset, er det flot at tulle rundt mellem de mange ruiner, men alligevel får man ikke helt den autentiske følelse, man f.eks. får ved Tikal i Guatemala. Årsagen er delvis det efter min mening lidt for omfattende restaureringsarbejde, men især at generalerne ikke har kunnet modstå fristelsen til at fylde arealet med et par dyre hoteller, et klodset, violet museum, en masse elmaster og et system af snorlige asfaltveje - tilmed med den eneste fungerende vejbelysning i hele landet! Ikke helt historisk.

 

kalaw-market.jpg (46283 bytes)

 

Burmas nordlige stammefolk

Næste stop blev så en visit til et par "hill tribes" i den østlige Shan State og siden den berømte Lake Inle, hvor en af attraktionerne er det lokale Inthafolk, der ror deres kanoer stående på et ben, med det andet ben viklet om pagajen. Det ser bindegalt ud, men frem kommer de. Desværre lider Inle som så mange andre af Myanmars (Burmas) highlights under et lidt for stort turistpres. Der er ganske vist ikke så mange turister i landet endda, men alle havner før eller senere de samme steder, og Inle er et af dem. Årsagen er simpelthen, at de stupide generaler har gjort det ganske umuligt for udlændinge at komme bort fra hovedvejene, så det at komme ud til de fjerne områder, hvor de aldrig før har set hvide mennesker, er faktisk lettere i alle nabolandene, såsom Indien og Laos.

Men Myanmar er som helhed klart et besøg værd, især fordi folket trods de mange års undertrykkende militærstyre fortsat er smilende og venlige. Dejlige mennesker alle sammen, og hvorfor de finder sig i et af Asien mest brutale styrer, må være en gåde.

At Myanmar vitterlig er et groft diktatur, ser man ikke lige med det samme, for militæret er forbavsende lidt synligt på gader og stræder, men kigger man i f.eks. landets eneste legale, engelsksprogede avis, "The New Light of Myanmar", overbevises man med det samme. Samtlige forsider og de næste fem for den sags skyld er proppet med intetsigende artikler om General X og General Y's besøg ved den og den pagode. Dertil kommer et par faste, indrammede rubrikker, hvoraf den ene på forsiden bekendtgør det fredselskende styres 12-punktsplan til udbedring af landets problemer. Afskaffelse af militærstyret er sjovt nok ikke et af programpunkterne, selvom det nok ville hjælpe en del.

På bagsiden af "The New Light..." er der så altid en karikatur, der illustrerer, hvordan Aung San Suu Kyis parti, NLD, styres af "Neokolonialisterne", og endnu en indrammet klumme, der viser, hvordan masserne vil af med NLD - det parti, der ved sidste valg fik noget nær 85% af stemmerne! Sådan en sted burde man måske ikke tage til som turist, men skulle man kun besøge de politisk fuldt korrekte lande, kom man vist aldrig nogen vegne.

 

Politisk korrekthed efter hjemkomsten

Få måneder senere blev jeg ringet op af en velmenende, uhyggelig politisk korrekt journalist fra DR. Det skete i forbindelse med de mange demonstrationer foran Bellecenterets rejsemesse i januar 2000, hvor det var faldet humanisterne for brystet, at Marco Polo begyndte at arrangere grupperejser til Burma. "Boycot Burma" gjaldede alle steder fra, og Marco Polo skulle forsvare det umulige.

Journalisten startede da også godt: "Synes du ikke, at forholdene var forfærdelige i Burma?"

Jo, da, men langt fra så slemme som i det kinesisk besatte Tibet, der så vidt vides endnu ikke er blevet støttet ved en demonstration til en rejsemesse. Snesevis af grupper sendes hver eneste måned til Kina, og hylekorene har så vidt vides ikke taget den sag op endnu.

Hm! Journalisten fortsatte: "Følte du dig ikke forfulgt af sikkerhedspolitiet?"

Næh, jeg opdagede dem faktisk ikke, men de kan naturligvis bare have været gode til at kamuflere sig. Det er berygtede, men jeg opdagede som sagt ingenting.

"Var der slet ingen spor af den ekstreme undertrykkelse?"

Ikke synlige i hvert fald, men der er stor forskel på, hvad jeg som turist kan komme til at se, og så livets barske realiteter. Det kunne være spændende at besøge et politisk fængsel, men det ville de næppe give mig lov til. Lang pause, inden den stakkels journalist fortsatte ad første spor: "Jamen, med sådan et styre kan man overhovedet anbefale turister at tage til Burma?"

Ja, da! For det første er det klart bedre selv at se på forholdene end at læse om dem, og for det andet findes der jo midler til at støtte de private i stedet for regeringen. Brug busserne - ikke toget, snyd for entréerne og lignende.

Endnu en lang pause, inden den lettere befippede journalist gentog sig selv: "Om ikke jeg syntes, at Burma var værre end alle andre steder?"

Næh. For mig at se var det udtryk for en ekstrem dobbeltmoral, at venstrefløjens altid politisk korrekte hylekor demonstrerede mod Burmas militær og samtidig nægtede at se fx Kinas ekstreme knægtelser af alle slags menneskerettigheder. 80% af alle verdens henrettelser sker i Kina, men af en eller anden grund kan hylerne ikke finde ud af at kritisere kommunistiske lande. Når et militærdiktatur slår et menneske ihjel er det pr. definition en katastrofe, men når en kommunistisk regering gør det, er det for "folkets skyld". For mig er begge dele mord. Skal man nøjes med at besøge de lande, der oveholder alle konventioner, kommer man ingen vegne, og det er der ingen, der har gavn af. Hellere se tingene selv og så tage stilling, og for mig var Burma langt mindre oppressivt end forholdene i især Tibet.

Igen fulgte en mindre pause, inden den hårdt prøvede journalist endnu en gang forsøgte at få de rigtige sætninger halet frem: "Jamen, er Burma bare ikke meget værre end alle andre steder?"

Samme svar: "Nej, da". Det er utvivlsomt slemt for demokratisk indstillede burmesere, men Burma har slet ikke dyrket de systematiske nedslagtninger, verden har oplevet fra de kommunistiske ledere Pol Pot, Stalin og Mao plus naturligvis Afrikas helte, Mobuto og Mugabe. Den slags nedslagtninger har af uvisse årsager aldrig modtaget nogen fordømmelser fra den selvbestaltede, europæiske åndselite.

Og sådan fortsatte vi i mere end en halv time. Journalisten forsøgte efter bedste evne at få mig til at sige det "rigtige", men min kritik af Burmas rædselsregime blev omhyggeligt pakket ind i en sætning, hvor jeg insisterede på, at landet ikke er værre end så mange andre steder. Det er så let at opfordre til boycot af et land, med hvem vi har en årlig samhandel på 2 mio. kroner, mens handlen med Kina regnes i milliarder, og det har vi ikke råd til at miste.

Det var næsten synd. Her havde den stakkels, halvrøde og politisk bedrevidende DR-journalist i den grad sporet sig ind på, at Burma bare var verdens værste land, og at man bare ikke skulle lave rejser til landet, og så sad der sgu en ualmindeligt berejst gut, der næsten lige havde tilbragt en måned i landet, og som dristede sig til at mene noget helt andet. Sådan et interviewoffer kan man naturligvis ikke bruge, så journalisten endte med at sige pænt tak.

Yderligere et par timer efter hørte jeg selv resultatet i DR's radioavis. Man havde naturligvis fundet en anden person (sgu et daværende DBK-medlem) med de helt rigtige, politiske meninger, som uden omsvøb kritiserede det slemme, slemme Burma og undgik at nævne, at Kina, SNG-landene, det meste af Sydamerika og hele Afrika er langt værre. En fordømmelse af Burma passede meget bedre med DR's politiske agenda, og lytterne fik naturligvis det indtryk, at netop Burma er roden til alt ondt, mens alt andet er fryd og gammen. Guderne skal vide, at Burma har et sygt styre, men det er en naiv illusion at tro, at landet er værre end så mange andre steder, hvortil masser af rejsebureauer arrangerer ture.

Episoden lærte mig i hvert fald et eller andet om mediernes rolle. Journalisterne vælger jo selv deres interviewofre, og det, de ikke gider høre på, får lytterne aldrig at høre. Vi får serveret "fordøjede nyheder", hvilket naturligvis er årsagen til de forskellige kanalers til tider meget forskellige indgangsvinkler af de samme historier. Muhammedkrisen i vinteren 2006 viste noget lignende: Der er himmelvid forskel fra livets barske realiteter til Marianne Jelveds og Margrete Vestagers naive verdensbillede. Husk derfor, at al andenhånds-info (inkl. denne lille artikel) er udvalgte nyheder og skal tages med et gran salt - endnu et godt argument for selv at rejse ud, hvor tingene sker, og lytte til egne erfaringer i stedet for andres subjektive fortolkninger

 

© Claus Qvist Jessen

 

button12.jpg (5359 bytes)