Langhuse og tørstige stammefolk

(Malaysia, Borneo og Brunei)

 

Malaysia er et meget delt samfund. Noget af landet, især de Borneo'ske stater Sarawak og Sabah, kan byde på noget af det vildeste natur syd for Alperne, mens man andre steder kan opleve næsten singaporeanske tilstande. Indkøbscentre og skyskrabere florerer i Kuala Lumpur.

Den mindst udviklede og derfor mest vilde del af Vestmalaysia er klart østkysten, men at den skulle være totalt uspoleret, er en gammel nyhed, og alt for mange steder er de før så jomfruelige fiskerlejer blevet indhentet af resortlingnende hoteller et hav af malaysiske turister uden forståelse for natur og miljø. Vandaler allesammen.

 

Under Lake Kenyirs overflade

Et lyspunkt er dog den imponerende Lake Kenyir, tæt på Kuala Terengganu. Det er en opdæmmet sø, så under vandoverfladens uskyldige spejl gemmer der sig en mindre regnskov af sunkne og druknede træer, som kun har den ene tanke i livet: at fungere som gemmesteder for "mine" fisk. Hver eneste gang, jeg krogede en snakeheadfish af bare halvstor størrelse, susede kræet ned mellem de mange sunkne grene og var borte for stedse. Helt igennem usamarbejdsvillige var de, især de større, men jeg fik da nogle stykke listet op af søen - og vanen tro genudsat dem igen.

 

kenyir.jpg (28185 bytes)

 

Jeg nåede også at lege malaysisk øhopper, men det var ikke så interessant endda, bl.a. fordi jeg på en ellers uspoleret Robinson Crusoe-ø blev invaderet af flere familier af kinesere fra Kuala Lumpur. Flinke mennesker, men alligevel lidt forkert sådan midt i naturen.

Fra Peninsular Malaysia kom jeg pr. svineheld med et fly til Kuching, Sarawak, og det var klart en forandring til det bedre. Selve Kuching er klart en af civilsationens mere hyggelige byer, og det trak bestemt ikke fra, at jeg først rendte ind i et muslimsk bryllup og siden (samme dag) oplevede en større "politisk festival" med levende dekorationer i form af masser af smukt dressede piger fra de forskellige indfødte stammer på Borneo, bl.a. Iban, Kayan og Bidayu. Fotogent var det i hvert fald, så der røg en masse film gennem mit hårdt prøvede kamera.

Fedt var det også, da jeg opdagede, at der hver eneste lørdag er lynskak nede ved floden. Stærke folk var det, flere af god mesterstyrke, sagde folket, så naturligvis skulle Don Qvist her også lege med og chokkede alle ved at meje al modstand ned i de første seks partier i træk. Senere gik det noget den anden vej, men jeg nåede da en så tilpas positiv score, at jeg kunne ærgre mig over at være kommet en uge for sent til noget så fint om "De Åbne Sarawakmesterskaber". Jeg havde med garanti ikke vundet, men kunne nok have blandet mig grundigt i toppen alligevel.

 

snakehead-water.jpg (13625 bytes)

 

Bako, næseaber og billedet jeg aldrig fik

Natur er der naturligvis også på Borneo, og den første oplevelse af den slags kom i den lille Bako Nationalpark nord for Kuching. Attraktionen dér er de sjældne næseaber, som desværre heller ikke er så lette at få at se. Især hannerne er sjove med deres hængenæser og store ølmaver, og de stakkels aber ligner derfor en smule Hitlers skræmmebillede af en jødisk bankmand fra 30'erne. Og så er de bare så søde og tillige forfærdeligt sky, så jeg var en smule heldig med at få tre af dem - i kortere glimt.

Sjovest var det, da en stor han med stor næse og endnu større mave simpelthen satte sig på stien foran mig, mindre 10 meter fra mig. Desværre var han ikke så samarbejdsvillig, at han gav mig tid til at få kameraet smuglet op ad tasken, så det blev ved synet og erindringen - og ærgrelsen.

 

 

Langhuse på antabus

En af de mere eller mindre obligatoriske oplevelser på Borneo er at besøge et "langhus", og det er sådan noget, de fleste turister synes at gøre pr. arrangeret tur, men det er jo ikke helt autentisk, vel?, så jeg valgte at gøre tingene "my way" og håbede på, at en invitation så blot ville komme dumpende ned fra himlen.

Øvelsen hedder vist "at socialisere". Og jeg skal love for, at jeg fik socialiseret, og allerede efter en dag i småbyen Song (ved Rejangfloden) stod det lysende klart, at det vigtigste organ, hvis man vil ud til et langhus, ja det er leveren! Hul i sprogkundskaber og musikalske talenter, for vejen til god kontakt med de glade, tatoverede Ibanfolk går ganske enkelt gennem en masse hjemmebrygget palme- og risvin.

Dette gælder i særdeleshed i starten af juni, for jeg var havnet på Sarawak i efterdønningerne af årets største festival, Gawai, hvor alle er mere eller mindre konstant fulde. Desuden er det gavmilde og venlige mennesker, så jeg endte med at få spenderet et par helt gratis dage og en masse knapt så gratis hjerneceller på et af de lokale friluftsværtshuse, altimens jeg efter ringe evne forsøgte kun at drikke en brøkdel af alt det sprut, de forsøgte at hælde i mig. Det lykkedes kun lidt, men søreme om ikke alt drikkeriet endte med, at jeg blev inviteret til en herlig lille Ibanlandsby, hvor de næppe har set alt for mange hvide mennesker før.

Nyimoh hed flækken, og der var jeg så interessant, at jeg nærmest gik på omgang mellem de forskellige dele af langhuset, hvor alle gerne ville vise deres grænseløse gæstfrihed ved at hælde endnu mere hjemmebrændt på mig. Det stod lysende klart, at jeg er i forfærdeligt dårlig druktræning, givetvis fordi jeg ikke har været hjemme til de seneste par års julefrokoster. Man bunder, hvad der er i koppen. "One go!" råbte alle, og jublen var stor, når det skete - hvorefter glasset et split sekund efter var fyldt op igen, så jeg betragter det som lidt af et under, at jeg overlevede et par dage i sprit uden andre mén end kroniske tømmermænd.

Endnu et langhus nåede jeg at besøge, denne gang fra Kapit, og selvom de desværre har set en del turister før, var det et herligt sted, dels fordi langhuset var helt i træ og bygget på stylter og dels fordi, de midt i fællesdelen af langhuset har en slags fiskenet hængende, og i det net hang 10 kranier og dinglede og mindede en om, at Ibanfolket for kun et par generationer siden havde et grusomt rygte som hovedjægere. Jeg slap med hovedet i behold, men dog ikke uden igen at ofre en million hjerneceller til spritguderne. De er godt nok gæstfri, de Ibaner, så skal man til Sarawak, kan det anbefales, at man starter træningen i god tid hjemmefra, f.eks. umiddelbart efter en uge med 5-6-7 fester eller efter en række weekendmøder i klubben!

 

dayak-chief.jpg (48238 bytes)           scull.jpg (54161 bytes)

 

Nutidens folk i fortidens livsstil

Det var dog ikke kun drikkekulturen og de gamle kranier, der var interessante ved langhusene. Flertallet af langhusibanerne lever ganske vist af et job andetsteds - som f.eks. som chauffører eller som arbejder ved olieindustrien, men derhjemme lever de præcis som de altid har gjort det. Selve et langhus er bygget som et langt rækkehus med et enormt langt rum foran, hvor alle samles for at lave knive, reparere fiskenet, snakke, hygge, drikke, mere snakke, mere drikke etc., og til dette lange rum støder så mellem 15 og 60 mindre enheder, alle totalt identiske, fuldstændigt som et rækkehusbyggeri i en af vore københavnske forstæder, bare med meget mere socialt liv.

Også maden reflekterer, at de gode Ibaner vist ikke er blevet helt almindelige, rettrønde samfundsborgere. Jeg blev f.eks. præsenteret for både hjemmeskudt vildsvin og en tallerkenfuld småfugle. Det var vistnok en slags spurve, men godt smagte de, selvom jeg undervejs følte mig lidt som en slags ornitologisk massemorder. Lad venligst være med at sige noget til Dansk Ornitologisk Forbund.

Gris hedder i øvrigt meget sjovt "babi" på Malay, og den slags giver jo sangen "I'm a Barbie/Babi Girl..." en helt ny og alternativ mening, men det har komponisterne måske allerede tænkt over? En anden sjov detalje er, at hjort hedder "rusa", så når man i Malaysia skal en tur i byen og have sig lidt "babi" og noget "rusa", har det slet ikke noget med kvinder og sprut og gøre, men derimod MAD! Den maaalaayysiske sprrroook ær æn svar æn.

 

Niah Caves, Brunei og muslimsk fundamentalisme

Tilbage til rejseriet. Fra alle de gæstfri Ibaner var det befriende for de gennemvåde hjerneceller at drage videre vestpå og havne i Niah Cave, en af verdens største grotter. Alene mundingen måler 250 x 60 meter, så jeg havde det lidt, da jeg stod inde i grotten, som at være inde i en king-size østers, hvor man bare håber på, at den ikke smækker kæberne sammen.

Det skete heldigvis ikke, og jeg kunne i god og hel stand nå Brunei, som bestemt ikke blev noget rejsemæssigt intressant highlight, dertil er landet, en velfriseret mix mellem Singapore og Kuwait, simpelthen for sterilt. Brunei styres 100% enevældigt af sultanen, før Bill Gates og Microsoft kendt som verdens rigeste menneske. Desværre er han ganske fanatisk muslim, og hans behjertede forsøg på at ensrette alle hen i retning af hans egen tro har medført, at stort set alle bygningsværker af nogen betydning er enten moskéer eller monumenter til ære for ham selv.

Alligevel er der noget at se på, og især museet med de "royale regalier" er sjovt. Der er flot udstillet alle de ting og sager, som hoffet bruger til de mange forskellige ceremonier, og dette svulstige, sultanistiske ego-orgie får nærmest Tut Ankh Amon-udstillingen i Cairo til at tage sig helt fattig ud.

 

     

 

Forstaden på stylter

Det mest fotogene i hele landet er dog en hel forstad på stylter, kun et stenkast fra den ellers ganske imponerende Sultan Omar Ali Saifuddain Moské. Forstaden, Kampung Ayer, er simpelthen et studie i bygningsmæssigt forfald, og alt det affald, der flyder rundt mellem stylterne, skal ses, før man tror det. Hvis nu der i den hellige Koran havde stået et par linier om miljøbeskyttelse, var der sikkert en god chance for, at Hr. Sultan Hassanal Bolkiah Mu'ezzian Tralalulalej etc. havde ofret 1/1.000.000.000 af sin imponerende formue for at få løst forureningsproblemet, men det sker naturligvis ikke. I stedet bruger han håndørerne til at bygge endnu en håndfuld moskéer eller til at fejre sin næste fødselsdag (d. 15/7).

Det er egentligt uretfærdigt, at en så ensporet mand (og hans lige så skøre forfædre) har været så svineheldige, at historien har anbragt dem på en ekstremt olierigt plet på kloden. Det ganske store kinesiske mindretal, som virkeligt arbejder for føden, mærker ikke andet end undertrykkelse af deres friheder. Ak ja. Jeg kunne spekulere meget over, hvad jeg selv kunne tage mig til, hvis jeg havde sultanens indtægt, mens det er mere begrænset, hvad han ville kunne gøre, hvis han havde min!

 

© Claus Qvist Jessen

 

button12.jpg (5359 bytes)