Bolivia, "Sydamerikas Tibet"

La Paz, den skønne Titicacasø, dyreliv og byfest i lavlandet,
minerne i Cerro Rico (Potosí) og Uyunis højlandsørken

 

uyuni.jpg (27715 bytes)


Det er altid Peru og Ecuador, der tager de store overskrifter, mens Bolivia for mange er et totalt ukendt land. Landet er opkaldt efter kontinentets store frihedshelt, Simon Bolívar, og betegnelsen "Sydamerikas Tibet" er en særdeles dækkende beskrivelse for dette smukke, højt beliggende og meget naturskønne land. Halvdelen af landet ligger som "Altiplano" i næsten 4000 meters højde, og både m.h.t. natur og folk minder plateauet mere end en lille smule om selve Tibet, en halv jordklode borte.

Første stop på turen er verdens højest beliggende hovedstad, La Paz, en levn fra spaniernes katolske kolonitid og en (for Sydamerika) overraskende rar storby og en af de få, hvor man ikke skal bevæbne sig med totaltparanoia. At fortidens obskure trosretninger fortsat har fat i de katolske indianere, ses af, at de snævre gader den dag i dag summer af okkulte ceremonier og afdøde lamafostre til brug ved hellige ofringer.

Nogle timer nordpå finder man på grænsen til Peru den ekstremt smukke Titicacasø, en gigantisk, dybblå perle i et tørt, brunt ocean af ufrugtbart højland og i sandhed et af verdens absolutte, naturlige vidundere. Ikke nok med at naturen omkring Titicaca er fantastisk, den religiøse fanatisme er det også, og er man heldig kan man opleve den lokale præst forestå dåben af indianernes personbiler. Jeg selv nåede under stor festivitas at ende som gudfar for en lille, grå personbil årgang 1996!

Amazonas' lavland øst for Altiplano er velsagtens den mindst kendte del af Bolivia, men bestemt ikke den mindst interessante. Her finder vi kvægbyen San Borja, hvor en fiesta fejres med børe øl og rodeo, og er det for meget, byder Rurrenabaque på nogle af de mest lettilgængelige naturoplevelser på det sydamerikanske fastland. De normalt så sky kapivarer og caimaner kan beskues på kun få meters afstand.

Helt sydpå ligger så den antikke mineby Potosí ved foden af bjerget Cerro Rico, "Det Rige Bjerg". Fra spaniernes kolonisering og tre århundreder frem forsynede dette ene bjerg hele Europa med enorme mængder sølv, men prisen var 8 millioner døde slaver! Vi kommer bl.a. på tur gennem de snævre minegange og ser de datidige forhold, selv nutidens minearbejdere må leve under, inden vi slutter af i en af verdens smukkeste højlandsørkener med bl.a. Salar de Uyuni (verdens største saltsø), lavvandede søer i grønne og røde(!) farver, sydende gejsere og (meget overraskende) både pink flamingoer og de smukke og sky vicuñas, verdens mindste lamaart.

 

         

 

button12.jpg (5359 bytes)