Til bildåb i Bolivia

(Copacabana, Titicaca, nordlige Bolivia)

 

titicaca-boat.jpg (44039 bytes)

 

Titicacasøen i Sydamerikas Andesbjerge må med sit klare dybblå vand midt i det brune, ørkenagtige landskab være ét af verdens naturlige vidundre. Søen har et areal på 7500 km, er over 400 meter dyb, ligger på grænsen mellem Peru og Bolivia og er med et vandspejl på godt i godt 3800 meters højde verdens højest beliggende, sejlbare sø.

Allerede i Inkaernes dage var søen magisk, idet den for datidens folk var intet mindre end stedet for verdens opståen! I den bolivianske del af søen ligger nemlig Isla del Sol, Soløen, og i nordenden af denne ø ligger kæmpestenen "Titicaca", hvorfra alt liv, lige fra solen, jordkloden og naturligvis søen (opkaldt efter stenen, ikke omvendt) til de første inkaer er udsprunget. Denne legende må være meget sejlivet, for selv vore dages Quechua- og Aymaraindianere tror fuldt og fast på Titicaca som stedet for verdens skabelse.

 

Andes' dybblå øje

Man behøver dog ikke at være indianer for at nyde Titicacas skønhed, for selv for vore dages rejsende udstråler søen magi, hvadenten man er kommet dertil for at opleve det underskønne ørkenlandskab, de gamle indianeres berømte sivbåde eller blot deres venlige og gæstfrie kultur.

Den eneste landsby af nogen størrelse på den bolivianske side af søen hedder Copacabana, en flække der trods navnet intet har med Ríos berømte badestrand at gøre. Copacabana betyder "stedet ved stenen", og selv efter Pizzaros erobring af Inkariget i 1532 har stedet haft stor religiøs betydning, noget der primært skyldes "La Virgen de Copacabana", en udskåret træfigur af Jomfru Maria, der befinder sig i den lokale katedral. Jomfruen daterer sig fra det 16 århundrede, og ifølge sædvanligvis velunderrettet kilde har denne over 400 år gamle figur været årsag til "utallige" mirakler; faktisk så mange, at stedet som mirakelmager hævdes kun at være overgået af Lourdes i Frankrig. For samtlige katolikker i både Bolivia og resten af Latinamerika er Copacabana derfor et vigtigt pilgrimssted, mens byen for de mere ateistiske rejsende kendes som første stoppested i Bolivia efter Peru.

 

 

Jeg ankom om formiddagen en tilfældig lørdag i august, fandt et billigt sted at bo og begav mig kort efter på vandring hen til den smukke, spanske katedral. Men lige præcis den dag var det ikke selve kirken eller dens flotte gårdsplads, der var attraktionen, men det sære optog, der var ved at samles foran den. Lige foran helligdommens hovedindgang stod nemlig to rækker af biler og busser, og efterhånden som tiden gik, kom der flere til, altimens bilernes ejere rendte rundt og dekorerede deres firehjulede stoltheder med smagløse plasticblomster. Det viste sig, at jeg var rendt ind i den ugentlige bildåb!

På grund af La Virgens utrolige evner i retning af at fremtrylle mirakler modtager kirken hvert år tusinder af pilgrimme, der alle beder til hende, og en del af disse pilgrimme møder altså op med deres fine, nyindkøbte biler for at pateren kan velsigne dem på passende vis. En sådan velsignelse skulle sikre køretøjet mod fremtidige ulykker, lige fra punkteringer til alvorlige skader.

 

At døbe en bil

Mens jeg i stilhed stod og betragtede det sære optog, blev jeg antastet af en af de typiske kraftige og meget firkantede, indianske kvinder, iført både bowlerhat og lamauldssjal. Hun ville gerne spørge, om ikke jeg ville gøre hende og hendes familie den store ære at være "compadre" for deres bil. "A´ hwa´?". Joh, hun og hendes familie ville meget gerne have mig til at være gudfar for deres bil under dåbshandlingen! Jeg forsøgte at undskylde med, at jeg hverken var døbt eller konfirmeret selv, men den slags var aldeles irrelevant, bare jeg havde et rent hjerte. Det var ikke sådan lige til at modbevise, og efter at den charmerende kone høfligt og insisterende havde givet mig en lille beskrivelse af gudfaderens job under dåbshandlingen, accepterede jeg med en vis stolthed.

Jeg blev herefter præsenteret for resten af familien, der alle ønskede mig velkommen, og også for festens midtpunkt, en lille metalgrå Ford Festiva, der uden yderligere kommentarer fandt sig i højtidelighederne, flot pakket ind i en dåbskjole af plasticguirlander. For også at sætte mit personlige præg på barnet investerede jeg hos en nærliggende tingeltangelbod 5 kr i en stor, farvestrålende plasticsommerfugl, som jeg andægtigt tapede fast til kølerhjelmen, altimens min værtsfamilie så meget stolte ud, præcis lige så stolte som man kunne forvente af en flok nybagte forældre.

Kort efter ankom præsten, en lang tynd gut midt i halvtredserne, iklædt en klassisk brun munkekutte med et reb om maven, og han gik højtideligt i gang med at velsignelse de opmarcherede biler en efter en. Mit "gudbarn" var det første i rækken, og kølerhjelmen blev åbnet, så pateren kunne velsigne den. Dette skete på traditionel katolsk manér, ved at El Padre messede en masse uforståelige, latinske bønner ned til den slumrende motor, altimens han ivrigt svingede med sin røgelseslampe. Men stik mod hvad man normalt oplever i den katolske del af Europa, skete det hele meget uhøjtideligt og med masser af smil og humor.

Selv pateren hyggede sig gevaldigt under showet, og hyggen blev ikke mindre, da jeg som gudfar gerne ville have et billede af seancen. Han grinede over hele femøren. Nogle minutter efter havde den sølvgrå Ford modtaget Herrens velsignelser, og El Padre gik videre til næste dåbsbarn, der i anledningen af højtiden også var mødt op i fineste plasticskrud.

 

     

 

Godfather

Så var det den danske gudfars tur. Mutter stak mig en flaske sød, mousserende vin, som jeg så havde at fordele ud over alle vitale dele på bilen. Proppen sprang med et knald, og mens fyrværkeriet bragede i baggrunden, spurtede jeg rundt om bilen og forsøgte efter bedste evne at oversprøjte offeret med det sprudlende klisterstads.

Sjældent i Copacabanas historie er en bil blevet velsignet så inderligt. Den sagesløse bil fik vin i motorrummet, på taget, på hjulene, på rattet og pedalerne, i bagagerummet, på førersæde og bagsæde, på udstødningen, under vognen, på spejlene, og hvor man nu ellers kunne tænke sig, at en boliviansk Ford kunne trænge til at blive velsignet. Hver en kvadratcentimeter både udvendigt og indvendigt fik sin bekomst, og jeg vendte stolt tilbage til familien med den tomme flaske. Men så let slap jeg ikke, for Mutter med bowleren knappede et par ½ liters øl op og gav mig den ene, mens hun og manden skålede i den anden. Atter fik jeg mig en løbetur rundt om bilen, og de dyre dråber blev ligesom vinen fordelt ud over den stadigt mere klistrede vogn.

Endnu flere flasker med varierende indhold blev lukket op og fordelt mellem de voksne medlemmer i selskabet, som alle tilfredse skålede med hinanden, med deres danske gudfar og med dåbsbarnet. Det skete ved at man skænkede et stort glas sprut op til sig selv, gik hen til bilen, drak halvdelen - og hældte den halvdel ud over en eller anden vital del hos bilen, der pænt fandt sig i alle sine halve sjusser uden at bøvse.

Efter endnu en time eller tos glad snak var afskedens time kommet. Den lykkelige og efterhånden meget berusede familie sagde pænt farvel til deres danske deltids-gudfar, hvorefter de klemte sig ind i "vores" fælles barn og lystigt trillede bort ad de brede bjergveje med kurs mod La Paz, sikkert forvisset om, at hele flokken for tid og evighed var beskyttet af La Virgen de Copacabana.

Og sådan gik det til, at en tilfældig dansk turist blev gudfar for en grå-metallic Ford Festiva årgang 1996.

 

© Claus Qvist Jessen

 

button12.jpg (5359 bytes)