Big-Game for fattigrøve

Lidt om den ædle kunst at fange tropiske storfisk uden at lænse tegnebogen

 

sailfish.jpg (40803 bytes)

 

Sig navnet, ”big-game”, og straks efter ser man på sin indre biograf en film om Ernest Hemingway, som iført en syndflod af tomme spritflasker og grøn-sorte dollarsedler sejler verdens tropiske oceaner tynde i en evig jagt efter gigantiske marlins og svulstige tun. Big-game er synonymt med vilde armbevægelser, vilde fisk og endnu vildere udgifter, og skal man fiske i troperne, skal man have en tyk tegnebog. Eller skal man? Ikke nødvendigvis. På havet er der heldigvis plads til både millionærer og bumser, og med relativt enkle midler og en smule frækhed er det faktisk muligt at prøve kræfter med nogle af tropernes hidsige fisk for ganske få eller slet ingen penge.

 

Turister og lokaløkonomi

Som ved alt andet rejseliv er hemmeligheden, at man i stedet for at hoppe med på den overgearede turistøkonomi skal søge nedad og tilpasse sig den meget billigere lokaløkonomi. Så snart noget skal gøres for dollarturisterne, bliver det efter lokale forhold uforholdsmæssigt dyrt, og kan man acceptere en smule skidt hist og her, er der mindre formuer at spare. Forskellen mellem de to yderligheder er enorm, ganske som den kop te, man drikker på Bombay Sheraton, i forhold til den mindst lige så gode te, man for 10 øre finder hos den lokale gadehandler.

Overfører man tankegangen til lystfiskeriet, er der heller ingen, der siger, at tropisk fiskeri absolut skal udføres fra en amerikansk big-gamebåd, vel? Hvor der er fisk, er der som regel også erhvervsfiskere, og i stedet for at hyre båden gennem Blue Marlin Inc. er der for os rejsende mange penge sparet ved at tage ud med den lokale fisker. For de meget sportsligt mindede har det lokale fiskeri den fordel, at ingen andre end dig selv er vant til fiskestænger og andet med en begrænset brudstyrke. Modsat den dyre båd er der altså ingen hjælp at hente fra nogen under hverken fight eller landing, hvilket vel egentlig kun øger den sportslige værdi af fiskeriet. Mens man fra en big-gamebåd let kan få følelsen af, at det er skipperen snarere end fiskeren, der er helten bag en stor fisk, er du helt anderledes i nærkontakt med elementerne på en lille, lokal båd, men det er vel derfor, vi fisker?

 

Det virkelige liv

Et godt eksempel fra det virkelige liv oplevede jeg for nogle år siden ved Barra del Colorado i Costa Rica. Stedet er med rette verdensberømt for sit eminente fiskeri efter store tarpon, og omkring flodmundingen ligger seks-syv hundedyre lodges, hvor amerikanske rigmænd (og danske fiskeskribenter) gladeligt betaler mellem 250 og 350 US$ om dagen pr. næse - og det endda med to mand i båden. Vi, to danske rejsebumser, fik i stedet overtalt en spansktalende hummerfisker til at tage os ud til de samme hot-spots som amerikanerne. Prisen var 10 $ for hele båden, og eneste klausul var, at han lige skulle bruge en time eller to midt på dagen til at røgte sine garn.

Samme teknik (eller mangel på samme) har jeg brugt over hele verden, fra Honduras og Nicaragua over Ghana og Mocambique til Fiji og Papua New Guinea, og det værste, der nogensinde er overgået mig som lystfisker, er, at jeg har skullet bidrage med et par dollars til benzinen. Oveni alle de sparede dollars har jeg fået en masse sjove oplevelser af en helt anden slags end de, man får på en big-gamebåd. De dyre både har det ligesom luksushoteller med at ligne hinanden til forveksling, og der er sørgeligt lille forskel på at tage på big-gameture i Venezuela og Tonga. Derimod bliver en tur med en hyggelig, lokal fisker næsten altid en unik oplevelse, for man tager vel til Langtbortistan for at opleve Langtbortistan, ik’?

 

 

At fange en fisker

Ulempen ved et liv som nærig fiskebums er, at ting tager tid. At komme ud og fiske er ikke bare at gå ind på et kontor hos Sheraton og lave en dyr aftale til dagen efter, for det hele skal arrangeres fra bunden, men det bør ikke skræmme. Så snart kontakten til den lokale skipper er skabt, kommer det hele næsten af sig selv, men hvor finder du så en lokal fisker? Som ved alt andet fiskeri er det ingen dårlig ide selv at forsøge at påvirke heldet, og et godt udgangspunkt er at tage en tur ned til den lokale havn og kigge sig omkring. Som regel vil der dér ligge en masse kulørte både, og så er det i virkeligheden ”bare” at forsøge at blive gode venner med en af skipperne.

Endnu smartere er det at møde op på havnen en tidlig morgen iført en spindestang og en håndfuld pirke eller lidt bundgrej til molefiskeri. Så er ingen i tvivl om, at hér står en lystfisker, og det varer sjældent længe, inden nogen kender nogen, og kontakten er etableret. Giver et par besøg på havnen ikke bonus, så forsøg med en runde på det lokale fiskemarked. Her finder man alt godt fra havet lagt ud til offentlig beskuelse, og så er det i virkeligheden bare at støve rundt, indtil du finder noget, du har lyst til at fiske efter - småtun, barracudaer, snappere eller andet godt. Småfiskene tages oftest i net, mens de større fanges på håndliner, så der er mere end én god grund til at gå efter de største. Er du heldig, er det fiskeren selv, der står i boden, men ellers er det konen, sønnen eller en, der kender ham, og så kan det være, at du får arrangeret noget ad den vej.

En helt tredje mulighed for at skabe kontakt til fiskerfolk er at udnytte landsbyens natteliv - hvilket som regel vil sige det lokale værtshus. Det koster forbavsende få bajere, før hele byen ved, at du er lystfisker og gerne vil ud og fange noget stort, og så kommer aftalerne nærmest af sig selv, især hvis man er havnet et sted, hvor man ikke er vant til turister. I så fald er den fremmede fisker ofte byens største attraktion, og der kan ligefrem være kamp om at få lov at invitere dig ud på en fisketur - især hvis det danske fodboldlandshold har gjort det godt de senere år. For et par år siden var den slags nærmest et luksusproblem.

 

Bundfiskeri kontra trolling

Når du så har fanget den rette mand, skal det lige sikres, at der er fodslag med fiskeriet, for der er jo ikke meget sjov ved at tage ud på en båd, der lægger net eller langliner. Det er der heldigvis kun få af den tredje verdens småbåde, der gør, og i stedet fisker folk med håndliner og krogtackler, hvilket trods alt passer bedre til en turist med en havstang.

Desværre er det hele vejen fra Tonga til Togo det almindeligste, at de lokale fiskere dyrker bundfiskeri efter myriaderne af småfisk snarere end trolling efter de større, pelagiske arter. Benzinen er som regel rædsomt dyr, og trolling koster trods alt meget mere brændstof end bundfiskeri, hvor man blot sejler ud til et sted og bliver i flere timer på samme plet. Normalt vil en lokal fisker være rigeligt tilfreds med at tage dig med, hvis han bare får alle de ekstra fisk, men det er ofte ikke nok til at klare huslejen, hvis der skal brændes en mase benzin af. Husk, at mens du lever for at fiske, så fisker han for at leve, og vil du helst trolle, kan du godt risikere at skulle spæde lidt til benzinen. Uanset hvad bliver det sjældent mere end 100-200 kr. for en dag - sørg bare for at den slags detaljer er aftalt på forhånd.

 

rockfish.jpg (11681 bytes)

 

Stænger og hjul

Den helt store ulempe ved at være en omrejsende, tropisk fattigrøv er, at man selv skal sørge for alt grejet. De lokale trollingfiskere bruger tykke håndliner, og hvad som helst mere avanceret end det skal man selv have med hjemmefra. Det betyder her, at alt lige fra stænger og hjul til kroge og eventuelle kunstagn skal tages med fra Kastrup, og det sætter naturligvis visse begrænsninger for hvor meget, man kan slæbe med. Hvad skal man så tage med?

Til trolling er universalgrejet et sæt 20-punds havgrej, som passer fint til alle de mellemstore arter som f.eks. dorado, wahoo og barracuda, men bestemt ikke til de store blue marlin eller blåfinnede tun. Dem får man alligevel aldrig fra småbådene, da disse ganske enkelt ikke tager så langt ud på havet som de dyre turistbåde, og selv med en 80- eller 130-punds stang vil du alligevel ikke have de store chancer fra en lille motorjolle mod en 300 kgs. marlin. Bare tænk på landingen!

Glem derfor de helt store drømme, og sats på de hidsigt fightende mellemstørrelser i 5-10 kgs-klassen, og til det vil en kort 20-punder altså være uovertruffen; kraftig nok til at tackle fiskene og let nok til at sikre en god sport plus en rimeligt lav vægt. De tungeste sager, jeg selv har landet på den slags grej, er henh. en 36 kg tung yellowfin tunfisk og en 42 kgs sailfish. Når den slags kæmper kan overvindes på relativt let grej, er der ikke de store grunde til at bruge noget tungere.

Lange, stive stænger på 9-10 fod kan såmænd bruges, men er generelt dårligere til både krogning og fight af selv mindre fisk, så går du selektivt efter trolling, skal der gode undskyldninger til for ikke at tage en kort havstang med. Det skulle lige være, at havstænger sjældent lader sig klappe sammen.

Hvad angår hjulet er der ikke mange alternativer til et solidt multihjul. Tropiske saltvandsfisk rummer kræfter langt hinsides vore hjemlige øresundstorsk, og hurtige og hidsige udløb på over 200 meter er bestemt ikke usædvanlige. Selv 4-5 kgs makrelfisk kan sprinte som en Carl Lewis på speed, og netop behovet for power gør næsten alle fastspolehjul mere eller mindre uanvendelige til tropisk bådfiskeri - enten vil linen kinke under de lange udløb, eller også splittes hjulet til atomer. Multihjul er langt bedre gearet til at klare de stride hurtigløbere, men vælg endelig et med en solid ramme og en perfekt bremse. Tro mig, der bliver brug for den!

 

 

I tackleboksen

Kun få steder i troperne kan man finde grejhandlere med et udvalg, der ligner det, vi kan finde hjemme i Danmark, så det er bestemt en god ide at fylde tackleboksen grundigt op inden afgang - og helst med grej, der også kan fange noget. Woblere mellem 10 og 25 cm er altid gode, men sørg for både at tage med til overfladen og det lidt dybere arbejde. Også 10-20 cm store, billige gummiblæksprutter har jeg haft god succes med, især hvis man forsyner dem med et kuglebly til at trække dem en anelse ned under kølvandet. Blink er derimod mindre heldige, da de har en slem tendens til at kinke linen.

Farver er i den grad noget, der kan få de garvede havfolk op på barrikaderne, og fiskere kan bruge timer på at diskutere, om blå nu er bedre end guld, eller om der nu også skal være en mørk ryg på wobleren. Jeg har selv trodset alle lokale råd og fanget fisk på næsten alle tænkelige farver, men én kombination har været svær at slå som global fiskefanger, og det er den gode, danske geddefavorit: Rød fortil og hvid bagtil. Jeg ved ikke hvorfor, men netop den rød-hvide har aldrig svigtet, og så forskellige steder som Nicaragua, Gambia, Belize og Fiji har kombinationen vist sig at være den ubetinget bedste, uanset hvad jeg ellers har forsøgt mig med. Det kan sagtens ske, at andre farver på dagen fanger mere end den rød-hvide, men man fanger altid et eller andet på den gamle klassiker. Det er lidt ligesom at stå ved en jysk å, hvor man næsten altid kan score noget på en lækker, lille March Brown.

Gummiblæksprutter og store fluer har de store fordele, at de dels ikke vejer eller fylder ret meget i bagagen, og dels at de sammenlignet med woblerne er vidunderligt billige. De er derfor gode at dele ud af, hvis man vil undgå samtidig at blive ruineret, og det trækker bestemt heller ikke fra, at de ligefrem kan være dejligt effektive, især på dagens tidlige og sene timer når fiskene står lidt højere i vandet. En særlig, tropisk detalje er tænder! Et dansk geddegebis er intet mod en wahoos savklinger, og vil du ikke miste hele din woblersamling, er et solidt stålforfang et must. Både enkelt- og multistrenget kan bruges, og begge har både fordele og ulemper. Multiwire er det mest fleksible, men også lettere for fiskene at bide over, så med tiden er jeg selv gået over til næsten udelukkende at anvende single til trolling.

Husk så også, at alle woblere skal være forsynet med gennemgående stålwire. Ikke noget med skruer til at holde krogene - enten bliver de rykket ud, eller også bliver de bidt af. Sørg også lige for et par meter 80-100 punds-nylon over stålforfanget. Mange tropiske fisk har skarpe finner eller grove skæl, og skulle du mod alle odds ramle ind i en sailfish eller en lille marlin er det rart med lidt ekstra slidstyrke til at stå imod det ru næb.

 

Andet hardware

Modsat de store big-gamere er de tropiske småbåde naturligvis aldrig udstyret med ekkolod, radar eller andet avanceret, men det er der som regel heller ikke brug for. Til de pelagiske jægere oppe i vandet findes der ikke noget bedre ekkolod end de årvågne havfugle, og det er ganske imponerende på så store afstande, de lokale fiskere kan spotte en flok måger over en stime småfisk. Endelig skal du også være opmærksom på, at sikkerhed til søs også er lidt af en by i Rusland. Redningsveste er ikke ligefrem standardudstyr på den tredje verdens små træbåde, så alene derfor bør du måske ikke lige vælge den mest ramponerede i havnen. Brug i det hele taget din sunde fornuft.

 

 

Paradisøen Niue

I princippet kan Don Q’s vagabondteknik bruges alle steder i verden lige fra Madeira til Macau, og altid kan man risikere det uventede, lige fra nul-ture til vidunderlige overraskelser. Jeg har så rigelig haft min andel af begge yderligheder, men den mest fantastiske fandt sted ud for den lille stillehavsø Niue. Niue er et lille, newzealandsk territorium 5-600 km fra Tonga, og bortset fra, at der hverken er strande eller turister på øen, kunne den være næsten hvilken som helst anden polynesisk ø på de breddegrader.

Kæresten Helle havde fået lyst til at flyde rundt i koralhavets næsten uendelige sigtbarhed og skulle en tilfældig tirsdag morgen ud med den lokale dykkeroperatør. For en ikke-dykker var det jo en fin undskyldning for at tage med ned til molen og fange et par småfisk. Man ved aldrig, hvad det kan udvikle sig til........

Ganske meget skulle det vise sig, for allerede efter få kast med letspindestangen kom en lokal gut trillende med en båd på en trailer. Tau Pasisi hed han, og han skulle ganske rigtigt ud at fiske - efter ”the big ones”, som han så indiskret sagde, hvilket på de kanter som regel betød wahoo i 10 kgs-klassen. Naturligvis havde han plads til en gratist i sin lille 15 fods-båd, og han havde ikke en gang noget imod at vente i de 10 minutter, det tog mig at spurte hjem og hente det 20 pundsgrej, jeg i en måneds tid havde slæbt rundt på uden overhovedet at få brugt det. Grejet var blevet købt i Sydney med henblik på netop low-cost havfiskeri, men først nu kom muligheden altså.

Grejet blev rigget til, båden hejst i vandet og få minutter efter var vi på vej ud i til den dybe uendelighed med hver vores line slæbende i vores kølvand. Tau havde valgt en blålig kona-head, mens jeg i linen havde sat en 15 cm lang, pink blæksprutte monteret med en gennemgående 90-punds monowire, et 10 grs. kuglebly og en pygmæagtig 2/0-krog. Unægtelig lidt i underkanten til de store wahoo, men risikoen for sådan en tingest måtte da også være ret lille så tæt på land. Jeg kunne jo altid skifte, når vi nåede ud på det dybe.

Troede jeg, for efter mindre end to minutter på havet havde jeg det første knaldhug. Satans også, en misser, men jeg nåede dårligt nok at ærgre mig over det undslupne hug, inden det igen sagde ”SCHLAMMMMM!!” med meget store bogstaver. Mindre end fem minutters sejlads fra molen havde et eller andet seriøst overdimensioneret forgrebet sig på min lille, pink sprutte, og mens linen forsvandt som dug for solen, slukkede Skipper Tau motoren og satte sig adstadigt ned og ventede på Cirkus Claus, som med det spritnye, havgrej fik en både uventet og spændende dyst med et af verdenshavenes tropiske monstre.

Allerede første spring afslørede, at dyret var intet mindre end en sailfish, en relativt sjælden gæst ved Niues kyster, og når ikke den for fuld skrue trak af sted med vor lille 4½ meter -jolle, lavede den et fantastisk show over vandet. Den hoppede og dansede og flåede meter efter meter af line af hjulet, indtil den efter en halv times tid begynde at falde af på den.

Jeg var heldigvis i marginalt bedre form, og knap en time efter kunne Tau og jeg med stort besvær vippe den næbbede springfyr om bord i jollen. Propfuld af én fisk Det var totalt syret allerede efter én time på havet at have båden propfuld af én eneste fisk, og få minutter efter viste molens officielle vægt en sailfish på intet mindre end 42 kg / 93 pund! Livet var (og er) ganske enkelt fedt, og det blev bestemt ikke ringere, da Tau og jeg kort efter gik på havet igen og scorede et par fine skipjacktun i 7-8 kgs klassen, et par små barracudaer og ikke mindst to doradoer på henh. 5 og 10 kg. Alt sammen på en lille formiddag og alt sammen 100 % gratis. Og bedst af alt: Jeg slap for at lægge ører til Helles indiskrete mobning over, hvem der nu havde fanget rejsens største fisk........

Helt sådan går det naturligvis ikke altid, men historien understreger tydeligt, at man selv udenfor de organiserede og dyre big-gamebåde kan risikere at rende ind i de mest utrolige mirakler. Som alt andet i livet er det et spørgsmål om at gribe chancerne, når de kommer, men det hjælper altså meget, når man selv opsøger dem.

 

Fiduser:
De fleste tropiske have fisker bedst om vinteren. Temperaturen er marginalt lavere og, endnu vigtigere, alt det dårlige vejr kommer altid om sommeren. Nord for Ækvator (f.eks. Filippinerne og Belize) er bedst fra november til april, mens livet syd for (f.eks. Fiji og Tonga) er bedst fra maj til oktober, hvis man vil undgå regn, blæst og orkaner.
Grejforretninger er nærmest nonexistent i den tredje verden. Mangler du noget, er chancerne bedst ved turistcentrene. Tag rigeligt med som gaver til f.eks. din lokale skipper.
De fleste steder i verden forstår folk et minimum af engelsk - lige undtagen i Latinamerika, hvor man på Stillehavssiden ikke skal regne med mirakler uden at kunne noget spansk. I Caribien funker engelsk naturligvis fint.
Halvstore woblere og plastblæksprutter virker ofte glimrende. Rød-hvid er en fremragende universalfarve, ellers prøv pink, gul eller evt. sort.
Glem alt om ”forplejning”. Tag lidt spiseligt med ud og, vigtigst af alt, et par liter vand. Den tropiske sol dehydrerer slemt.

 

© Claus Qvist jessen

button12.jpg (5359 bytes)