"Overfald" i Bangladesh

 

conch-worker.jpg (34553 bytes)

 

Asien er og bliver mit absolutte yndlingskontinent, og en af årsagerne er så klart den enorme variation, man finder på denne, verdens i særklasse største landmasse. Højlandet i Tibet og Nepal er en yderlighed, de frodige grønne bakker i Meghalaya en anden og Bangladesh skulle på alle planer vise sig at repræsentere en helt tredje. Netop Bangladesh har aldrig været noget hit for Asienstravellers og bliver det nok heller aldrig, men allerede de første par dage i dette, verdens tættest befolkede større land (> 900 pr. km2) var rigeligt til at overbevise mig om, at det er et ganske specielt sted og rigeligt et besøg værd.

 

The crowd

Indiske Calcutta, et par hundrede kilometer vestpå, er blevet klart mindre attraktiv i de 11 år, der er gået siden min første visit til byen. Tiggerne har multipliceret sig, og de er blevet langt mere anmasende, trafikken har om muligt udviklet sig til det endnu mere kaotiske, og folk er i det hele taget blevet mere uvenlige og mere irriterende. Og så var det, at man skulle tro, at Bangladeshs hovedsstad, Dhaka, længere østpå skulle være ligeså, men nej.

Allerede de første par dage i denne, verdens mest rickshawproppede by var en fantastisk oplevelse, og blot det at gå ned til flodens kulørte kaos af skibe og både i alle mulige størrelser, former og farver var utroligt. Og gaderne? De fleste er "industrigader" uden egentlige attraktioner, men mylderet og livet og især den glade venlighed går let hen og bliver en attraktion i sig selv.

Endnu mere utroligt er det naturligvis at lade sig fare vild i den gamle bys morads af små, snævre gader og gyder, hvor håndværkere allevegne sidder i deres små musehuller og filer konkylieskaller til brudearmband, bygger kulørte drager, fletter kurve, bygger bilbatterier, støber bæltespænder, klipper hårdt skumgummi til sandaler, smeder guld og sølv eller, eller, eller... Alt synes muligt i dette orgie af en farvelade.

Er man til vand, har Bangladesh en herligt let transportform: flodpramme af hjuldampermodellen. Alternativet hedder "indiske" busser, men uanset hvordan man lader sig transportere, ser man, at natur er noget, der hører datiden til i Bangladesh. Landet er ca. lige så fladt som Amager og kanonfrodigt, så hver eneste lille stump land på størrelse en urtepotte er blevet opdyrket til fordel for ris til de 120 millioner munde. Den enorme befolkning skal trods alt fodres, og det mest utrolige er, at det kan lade sig gøre. Bangladesh er bestemt ikke det evigt hungerplagede land, det en gang var.

 

bangla-girl.jpg (49729 bytes)

 

Which country?

Flertallet af befolkningen er endda fantastisk venlige og gæstfrie, men desværre er det om hovedregel sådan, at den menige Bangladeshi er forsynet med en nysgerrighed på størrelse med Rundetårn og en fatteevne på størrelse med en ært. Dårlig kombination, my friend, og resultatet er, at selv en hærdet traveller som jeg selv med mere end seks måneders indisk ballast i bagagen følte trang til at løbe skrigende bort.

Uanset om man skriver postkort, drikker en cola, læser i en bog eller putter ny film i kameraet, er der basis for opløb, og det i en målestok, der får Indien til at føles som ren ferie. På no time dukker en snes intenst stirrende ynglinge op og deltager interesseret i mine handlinger - på en anstandsafstand af nogle få centimeter. Der er i Bangla over 900 mennesker pr. kvadratkilometer, og de syntes alle sammen at stirre på mig, hele tiden og altid, og venlige forsøg på at sprede floden af stirrende mennesker lykkedes aldrig.

Og snakke vil de også, ynglingene, så den ene i flokken spørger altid: "Which country?", og jeg svarer høfligt "Denmark", hvorefter nummer to i flokken håbefuldt gentager "Which country?". Jeg fortsætter venligt med "Denmark" igen, hvorefter tredje geni ivrigt spørger "Which country".

Min indre trykkoger begynder hurtigt at boble mere end en anelse, og mine svar bliver tilsvarende underlige - "Vatikanet", "Antarktis", "The Moon" eller sågar "Orions Bælte", og resultatet udebliver ikke: Yderligere fem håbefulde ynglinge skal straks have at vide "Which country!". "Aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaarrrrrrrrrrrgggggggghhhhhhhhhh!!!" (rejselitteraturens længste skrig).

Ord som "privatliv", "alene" og "diskretion" findes faktisk på Bengali, men der er ikke nogen, der ved, hvad ordene betyder. Der er nemlig ikke nogen, der bruger dem. Det tager en ca. 2 minutter at spotte, hvorfor ingen Bengali endnu har været blot i nærheden af Einsteins Nobelpris, og jeg personligt er helt overbevist om, at en af det gamle Egyptens syv plager må have været en hær af bengalske spørgejørgener. At sætte sig ind i Bimans fly nummer BG 060 med kurs mod Yangon gav os derfor - ganske som efter min egen første visit til Indien - en følelse af, at vi havde overlevet et galehus. Bengalierne er utroligt venlige, men meget, meget påtrængende.

 

button12.jpg (5359 bytes)