Olie, camping og vodkabryllup

Sære oplevelser i det venlige Azerbaijan, Kaukasus

 

 

Kigger man ned ad de mange lister hos De Berejstes Klub, vil man opdage, at der visse steder på kloden er "huller", steder hvor ingen eller næsten ingen af de ellers meget berejste medlemmer har sat deres fodspor. Gud og hvermand har efterhånden besøgt Eiffeltårnet, Everest Base Camp, Masai Mara Nationalparken i Kenya, Operahuset i Sydney eller tilsvarende kendte steder, og skal man lege Dr. Livingstone, skal man længere ud i bushen.

Verdens landkort er stadig fulde af hvide pletter, som praktisk taget ingen af de ellers så nysgerrige medlemmer har fundet frem til. Det tørre og støvede Vestafrika er et rigtigt godt eksempel på et klubmæssigt "hul", men statistisk set er vor mest ubesøgte region de sydlige dele af det ex-sovjetiske imperium.

Den slags "uudforskede huller" appellerer jo til en sand eventyrer, og midt i juni sad jeg så i et babyflotfly med kurs mod Baku og forud ventede tre måneder gennem først Azerbaijan og siden det meste af Centralasien, helst kulminerende med det mest vanvittige, jeg endnu har stilet mod i mit alternative rejseliv: bestigningen af det 7134 meter høje Pik Lenina. Man kan vel ikke gøre for, at man har ambitioner?

 

 

Azerbaijan; den sidste olie og den første kaviar

Første stop på ekspeditionen var en rigtig Egholm, idet jeg i fuld overensstemmelse med klubbens meget firkantede vedtægter nåede at "score" verdens største land, Rusland, ved under en mellemlanding i Skt. Petersborg aldrig at komme mere end 200 meter bort fra lufthavnen! Jeg havde ellers visa og det hele og ville bruge en nat downtown, men måtte sande, at jeg så ikke kunne nå flyet til Baku næste morgen. Ergo endte jeg med at crashe ud over nogle ukomfortable stole i afgangshallen, men nåede altså i ex-formandens ånd "at være der". Der blev dog rettet lidt op på sagerne, da jeg under hjemturen fik et par dages mere organiseret ophold i både Moskva og Skt. Petersborg.

Rejsemålet, Baku, viste sig som en hel igennem rar oplevelse. Det er en fin, gammel by med mange smukke bygninger fra 1800-tallets olieboom, og på mystisk vis har de overlevet Sovjetimperiets trang til at fylde verden med smagløse betonpaladser. Det er en overraskende venlig by med et stærkt tyrkisk islæt, men syv årtiers Sovjetstyre har alligevel gjort folk mere tilbageholdende og reserverede end i selve Tyrkiet, så der er lidt længere mellem de spontane invitationer, om end man som fremmed stadig skal kæmpe lidt for selv at få lov at betale for sine lokale busbilletter.

Landskabet omkring Baku er bestemt ikke noget at komme efter - og alligevel. Ret tæt på centrum kan man ligefrem komme ud og se på udvindingen af landets absolut eneste kilde til fremmed valuta: Olie! Tusindvis af boretårne står som en metallisk skov side om side på en flad og sandet ørken lige ud til Det Kaspiske Hav, hvor eneste brud i den mennesketomme uendelighed er de sumpede oliesøer og lageret af brugt og smadret boreudstyr. Det er ganske enkelt det grimmeste sted, jeg endnu har været i verden – men så grimt at det næsten er smukt. Fascinerende i hvert fald, og benzinen er naturligvis snotbillig, under 3 kr. pr. liter, men de har jo heller ikke hverken en Nyrupovic, en Lykketoftskij eller en Stavadinov i regeringen. Kunne vi ikke eksportere dem?

En meget smukkere detalje ved Baku er, at Azerbaijan (bortset fra de noget fundamentalistiske Iran og Irak) er verdens eneste overvejende shia-muslimske land, men pigerne vimser altså rundt i hovedstadens centrum som veldrejede og meget let påklædte parisermodeller, med kun et lille diskret overskæg(!) og helt uden respekt for Koranens strenge bud og de i Danmark så berømte tørklæder. Hvad det er, der på 20 år kan få en sådan lokal skønhed til at transmogriffe sig til en ubarberet og meget firkantet Olga af samme dimensioner som en gammel Lada og ca. lige så mobil, med uldne sokker, uldsjal og udtrådte tøfler, tjah, det må guderne vide. Det må være "survival of the fattest"!

Meget forudsigeligt var der ikke skyggen af andre udlændinge end mig selv i Baku. Der skulle efter sigende være en del fremmede olieeksperter, men dem ser man ikke mange af rundt om i de lokale tehuse, hvor jeg slog mine folder. De mange ex-pats har det med at gemme sig i de udenlandske hoteller dyre barer.

Bakus markeder er ganske farverige, og har man dyre lyster, kan man så rigeligt få dem styret der. Specialiteten er naturligvis kaviar fra Det Kaspiske Havs hårdt prøvede og meget truede bestand af stør, og har man lyst, kan man rende fra køleskab til køleskab på Taza Bazar og smage sig vej gennem det overvældende udbud af frisk, usaltet kaviar. Meget lækrere end det saltede stads, man får i de kendte, hermetisk lukkede dåser, så jeg endte med at investere i 100 lækre gram, og da jeg forinden i min visdom havde besluttet, at jeg ville en tur ud "på landet" i det nordlige, røg kaviaren ned sammen med teltet.

 

 

At campere i Azerbaijan

De første par dage var jeg i en mindre, men venlig by - Quba, som sjovt nok er delt i to, en muslimsk og en jødisk(!) del. I den nedslidte og ramponerede muslimske bydel sker der bare intet, og folk sidder dagen lang og drikker te og brokker sig lidt over verdens urimeligheder. I den meget velpolerede og nydelige jødiske knokler alle røven ud af bukserne, alt skinner og ingen brokker sig. Det mønster er set uendeligt mange gange før, men det er alligevel ufatteligt, hvordan folks trosretning kan påvirke deres lyst til at rubbe neglene.

Efter et par dage ville jeg ud og vandre og siden campere, men det gik slet ikke som planlagt. Jeg nåede 5-6 km ud af nærmeste vej, da en glad tyrker helt uopfordret samlede mig op i hans røde Lada, og det meste af resten af dagen var jeg gæst hos hans venner med adgang til uanede mængder af te og kebab. Først efter flere timers overvældende gæstfrihed lykkedes det mig at overbevise værtsfolkene om, at jeg altså måtte af sted, men de insisterede alligevel på at køre mig endnu et stykke. Det skete, jeg takkede, vandrede videre og fandt efter et par timer en fin lille spot til teltet.

Mit bo blev rejst, og kaviaren blev knappet op, men havde desværre ikke kunnet klare varmen og lugtede ikke helt appetitligt. Øv! Sekunder efter kom en lokal landarbejder vandrende. Han undrede sig meget over min tilstedeværelse midt i ingenting, og jeg måtte flere gange forklare, at det skam var min alvorlige mening at campere der. Han så himmelfalden ud og svarede igen på flere lokale sprog, at det kunne der slet ikke være tale om. Jeg insisterede på yderligere 5-6 sprog, indtil han på højt russisk kommanderede: "DOM!" (= hjem), og det med en stemmeføring, der fik mig til at føle, at hvis ikke jeg sagde ja til gæstebuddet, ville han hente vennerne, og så ville jeg blive båret ned til taffel!

Jeg fulgte med til hans hus, blev præsenteret for flere venner og hele den pukkelryggede, og så stod den ellers på te, god mad og lidt vodka resten af aftenen, inden jeg fik den bedste seng, jeg endnu har set i Azerbaijan. Dagen efter forsøgte jeg at slippe ud, men jeg nåede ikke så langt, idet jeg 200 meter efter blev fanget af en glad babushka, der lige så utvetydigt insisterede på at invitere mig på te og frokost. Det er fandeme hårdt at campere!

 

Bryllup og flyvende vodkaflasker

En uge efter, langt sydpå i Azerbaijan, i byen Lenkoran tæt ved Iran, oplevede jeg et lidt alternativt tilfælde af lokal gæstfrihed, da jeg sent en aften blev inviteret med til intet mindre end et muslimsk bryllup. Stort party og masser af vodka blandt mændene, og alt gik godt, indtil der var en ældre fyr, der så sig gal på min tilstedeværelse. Han kylede en tom vodkaflaske efter mig, og sekundet efter var hele festen opløst i et gedigent slagsmål.

Jeg smuttede diskret ud af døren og trissede hastigt tilbage til mit sovjetiske betonhotel, hvor jeg nåede at være i et par timer, inden jeg midt om natten blev banket op af tre uniformerede politifolk. De ville såmænd bare sikre sig, at jeg ikke var kommet noget til, og så i øvrigt høre, om jeg havde tænkt mig at anklage nogen for flaskekasteriet. Næh, tak, jeg havde det skam fint, men det var der til gengæld andre, der ikke havde, for slagsmålet var eskaleret til en mindre borgerkrig, og fire af de opstemte deltagere var ligefrem endt i spjældet!

Jeg har sikkert været årsag til en klanfejde, det vil tage generationer at få dysset ned.............

 

© Claus Qvist Jessen

button12.jpg (5359 bytes)