Overlevelsestur på ex-sovjetisk

(Turkmenistan, Uzbekistan og den tørre Aralsø)

 

aral-ship2.jpg (42989 bytes)

 

Det nu meget forhenværende Sovjet er om noget en af verdens mest ukendte regioner. I Genghis Khans og Timurs dage var det den fysiske utilgængelighed og afstanden fra havet, der bidrog til det manglende kendskab, mens det i vore dage er et ugudeligt bureaukrati, man skal slås mod. Arven efter det ineffektive Sovjet er ikke til at tage fejl af, og enhver turist behandles derfor som en potentiel spion. Kampen mod bureaukratiet og de forstokkede visumregler er i særklasse den vanskeligste hurdle overhovedet på de kanter.

For at få et visum skal man nemlig til næsten samtlige ex-sovjetiske stater have en "officiel invitation". Det synes at være sådan, at man kun vil have inviterede spioner, så man haver at entrere sig med et officielt godkendt turistagentur og booke en ikke-eksisterende tour-de-et-eller-andet, og så skulle vejen til det forjættede visum være banet - næsten. De enkelte ambassader er nemlig dybt uberegnelige i deres håndtering af sagerne, og planlægning af rejsen eller blot ændringer undervejs er nærmest en umulighed.

Det overordnede formål med denne betonagtige politik (kendt fra bl.a. Nordkorea) er naturligvis at få gennet alle de samfundsskadelige individualister ind i en præarrangeret gruppetur, men den slags zoologiske haver appellerer naturligvis ikke til en sand, grænsesøgende backpacker, og så kan man rende ind i de særeste ulykker, hvilket jeg til fulde oplevede hele vejen igennem Centralasien.

 

Bureaukrati og umulige visa

Første stop var Baku i Azerbaijan, hvor det notorisk vanskelige uzbekiske visum overraskende let lod sig skaffe fra den meget samarbejdsvillige ambassade, hvorimod det officielt "lette", turkmenske transitvisum skulle vise sig at være lidt af et sisyfosarbejde. Netop Turkmenistan er kendt som det mest centralistiske og bureaukratiske af de centralasiatiske stater, og desværre havde ambassaden strammet tøjlerne få uger før min ankomst, så de nægtede mig totalt og aldeles det ventede transitvisum.

Den slags store beslutninger kunne de ganske enkelt ikke finde ud af selv, så i stedet afventede de en mere officiel tilladelse fra udenrigsministeriet i Ashgabat, hvilket ville tage tre uger eller mere. Det var i hvert fald, hvad jeg fik at vide, og deres forstokkede indstilling endte med at koste mig syv dage, fire besøg på ambassaden, et dusin telefonopringninger og en masse syge ammestuehistorier ikke at få det forjættede transitvisum. Hvad kunne der dog ikke ske ved at lukke en backpacker gennem deres lukkede land.

Efter de lange og trange tovtrækkerier måtte jeg til sidst fyre trumfen af: Jeg er jo en slags guidebogsforfatter, og til andenudgaven af den nye "Backpacker" var det jo meningen, at der skulle et kapitel med om Centralasien, og hvad syntes de kære turkmenske bureaukrater, at jeg skulle skrive om deres lukkede land? At det vrangvillige Turkmenistan er så uvenligt, at selv ikke spirende guidebogsforfattere kan få et simpelt transitvisum?

Officeren var målløs. Han bladrede rundt i mesterværket, og så kom der skred i tingene. Ambassadefolkene fik pr. telefon fat i selveste den turkmenske udenrigsminister(!), og to timer efter havde jeg mit længe ventede transitvisum! Kom ikke og sig, at Danmarks skrivende amatører ikke formår at sætte de højere magter i bevægelse!

 

niyazov.jpg (25580 bytes)          niyazov-tripod.jpg (34178 bytes)

 

Turkmenistan, tørt og uinteressant

En natlig fragtbåd senere var jeg så over Det Kaspiske Hav, og fire dages transit var lige præcis det, der skulle til for at se dette store, men meget støvede og ikke volsomt interessante land. Der er næsten intet at se, undtagen et par ruinbyer og så hovedstaden, Ashgabat, hvor præsident Saparmurat Niyazov (død december 2006) i den grad udstiller sit eget storhedsvanvid, for alt lige fra de inflationshærgede pengesedler til store posters og forgyldte statuer bærer hans fede portræt, noget der får tidligere tiders hyperegoer som Lenin og Hitler til at ligne beskedne skoledrenge.

Som alle andre statslede(re) i det gamle Sovjet er Niyazov naturligvis også gammel kommunist, og i fuld overensstemmelse med forbilledet i Moskva er al opposition naturligvis forbudt. Findes ikke, siger han, og denne indstilling er i virkeligheden meget typisk for det gamle imperium. Sovjet brugte 70 år på at vise resten af verden at totalt bureaukrati og centralvælde ikke er vejen frem til noget som helst, og alligevel styres samtlige stater i Centralasien (inkl. Georgien og Azerbaijan) af de samme gamle kommunistchefer, der nu har fået lov at pryde sig med de titler, de altid gerne har villet have: Kejsere, paver, konger, præsidenter og lignende, samtidig med at de fleste af dem har travlt med både at rive Lenins statuer ned og give alle de gamle kommunistgader nye navne. Opkaldt efter dem selv og hinanden, naturligvis.

Turkmenerne overgås kun af nordkoreanerne udi disciplinen "umådeholden persondyrkelse", og som toppen på kransekagen har Niyazov ladet fremstille en over 70 meter høj "Arch of Neutrality" midt i byen, og på toppen står en 12 meter høj, forgyldt statue af kejseren selv med vidt udbredte arme. Statuen drejer i løbet af dagen, så Niyazov hilser solen velkommen om morgenen, følger den hele vejen rundt og siger goodbye om aftenen. I Turkmenistan kan selv ikke solen få lov til at passe sin dont uden Niyazovs tilladelse.

Meget forudsigeligt er der heller ingen af det ex-sovjetiske despoter, der mener, at demokrati er godt for noget, så de har alle på stribe afholdt afstemninger om at få forlænget deres embedsperioder ud i det uendelige – naturligvis med sovjetiske stemmetal som resultat. Det værste tilfælde er helt klart Niyazov, men de andre kan også, og seneste skud på stammen er, at den ligeledes ex-kommunistiske, kasakhiske præsident har underskrevet en lov, der forlænger hans embedsperiode til livstid. Kyrgyzstans præsident, Askar Akaev, har vist gjort det samme, og også Islam Karimov fra Uzbekistan går med tanker om at lade sig udnævne på livstid. Længe leve demokratiet!

Efter dette i sin tid blev oplevet/skrevet (2000), er Askar Akaev blevet tvunget i exil, Niyazov er død, og flere andre centralasiatiske statsledere har mærket taburetten forsvinde. Der er åbenbart håb forude for verdens måske mest lukkede region.

 

Ægte tæpper, springvand og endnu flere visa

Jeg nåede et par dage i den meget rene og sterile Ashgabat. En ekstremt grøn oase midt i ørkene - og kunstvandingen stammer naturligvis fra Sur Darya, en af de to hovedfloder til Aral. Netop overdrevent vandforbrug af Sur Darya og Amy Darya er årsagen til Arals snarlige tørlægning, men hvad gør man ikke for at have en by med et springvand foran hver eneste statue af diktatoren? Og Aral? Den ligger jo i Uzbekistan og Kashakstan, så det er ikke Niyazovs problem.

Men der er attraktioner, og især Ashgabats berømte søndagsmarked i Tolguchka er ganske fantastisk, om end det er meget mindre end Kashgars. Den store attraktion er, at turkmenerne historisk er nogle af asiens bedste tæppesnedkere, så midt i det tørre ørkenland kan man opleve hele rækker af ægte, turkmenske tæpper side om side med te, tomater og reservedele til biler. Snotbilligt, naturligvis, men at udføre et koster selvfølgelig en bondegård af turkmensk papirnusseri.

Det er også ved tæpperne, man finder Turkmenistans meget få turister. Går man en tur ud blandt afdelingerne for isenkram, tøj eller blot madvarer, er der ikke en eneste, og man kan med rette føle sig som den første hvide mand på stedet. En flot oplevelse, især fordi de menige turkmenere er præcis lige så venlige, som deres regering er stivnakket.

En nyttig bieffekt ved Ashgabat er at det er et forbavsende fint sted at samle visa op, og især var det for mig vigtigt, at det er det eneste sted i verden, hvor man kan få tajikiske visa uden invitation og andet bureaukrati. Dusøren fra De Berejstes Klub (for "uerobrede" lande) trak jo, og modsat den turkmenske ambassade i Baku gik alt smertefrit. Resultatet er, at jeg udover det hundedyre tajikiske visa også fik mig et kirgisisk stempel i passet – begge to på mindre end halvanden time. Det kunne turkmenerne selv lære meget af.

 

sher-dor.jpg (47214 bytes)

 

Uzbekistan, historiske vingesus og økologiske katastrofer

Det historisk set vigtigste land i Centralasien er så afgjort Uzbekistan. Ikke nok med at det er klart det folkerigeste, det er også hjemstedet for den gamle despot Timur og hans sønnesøn, Ulughbek, hvis hære i over 70 år terroriserede det meste af Asien, og sporene er stadig meget tydelige, så tydelige at Uzbekistan har erstattet alle de gamle Leninstatuer med en hoben lige så idealiserede statuer af "Tamerlane".

Min første by i Uzbekistans tørre, hede ørkenlandskab var Bukhara, en af de klassiske byer på den gamle Silkerute og tillige godt fyldt op med antikke bygninger og tillige et dejligt levende centrum fyldt med sjove uzbeker, der alle snakker tajik! De havde nogen sjove grænsedragninger i Stalins dage, så hele regionen er proppet med bevidst fejlplacerede byer og områder, der efter Sovjetunionens kollaps i 91 havnede i det gale land. Der er ganske enkelt ingen sammenhæng mellem de forskellige folkeslags placering og grænserne mellem dem, og alene i den politisk snørklede Ferghana Valley hævdes der f.eks. at være over 50 små "øer" af den ene republik i den anden. Stalin lærte en del af Cæsar – del og hersk f.eks., og den dejlige og intime Bukhara er sammen med den større Samarkand en af disse fejlplacerede byer.

Khiva, 400 km vestpå er væsentlig mindre og også mindre levende, for hele centrum er blevet næsten totalt ryddet for menneskelig beboelse. Tilbage står de tomme 1800-tals-medressaer (muslimske universiteter) og en flok smukke moskeer, men særligt levende er her ikke, og det er ikke et sted, hvor man som i Bukhara får lyst til at bruge flere dage på at rende rundt i underlige baggårde. Men den er fin nok, til at man kan bruge et par dage på at vandre rundt i labyrinten af gulstensbygninger – i kort tid, for det var det eneste sted i hele Centralasien, hvor jeg ikke undgik at skulle af med hele 10$ for en hotelnat, dog inkl. alle måltider, så det var til at overleve.

 

Sovjets planlagte økologiske katastrofe

Derfra drog jeg så pr. bumlebus mod nordvest til først den flade og uinteressante ørkenstad Nukus og siden til den endnu fjernere Aral Sø i delstaten Karakalpakstan.

Aral var en gang klodens fjerdestørste sø, men endte som verdenshistoriens største, planlagte økokatastrofe. Katastrofen startede med, at de vise Sovjetkammerater op gennem 60'erne og 70'erne fik afledt det meste af tilløbsflodernes (Amu og Sur Darya) vand til Uzbekistans, Kasakhstans og Turkmenistans tørre bomuldsmarker, og i det varme fastlandsklima fik den kraftige fordampning hurtigt vandspejlet til at svinde. Undervejs hældte sovjetplanlæggerne med lige så stor fornøjelse DDT og andre lækkerier ud på de samme marker, og det er så langsomt sivet vestpå mod Aral, og facit er, at hele den vestlige del af Uzbekistan (og store dele af nabostaterne) kan betragtes som en total, økologisk katastrofezone.

Vandspejlet er faldet adskillige meter, vandvolumenet af søen er en brøkdel af, hvad det en gang var, og faldet i vandspejlet har delt den før så store sø op i en mindre, nordlig del og en større, sydlig del. De mere end 20 endemiske fiskearter og endnu flere planter i Aral er for længst udryddet.

Også på land har klimaet ændret sig totalt. For 40 år siden virkede den store sø som en slags klimamoderator, og hele regionen havde nærmest en slags kystklima. Nu er den tørre, støvede region forvandlet til ekstremt fastlandsklima med meget kolde vintre og meget varme somre. Atmosfæren er ekstremt tør og usund, og støvstorme er helt normale.

Moynaq i Uzbekistan er om noget det "levendegjorte" eksempel på den menneskeskabte katastrofe. Det var tidligere en havneby, men ligger efter vandets fordampning nu 40 km fra vandet, og mage til udsted skal man lede længe efter. Depressionen er så tydelig, at den næsten er gået hen og blevet fascinerende, i de tomme, støvede gader ses kun folk med lige så tomme blikke, og modsat alle andre steder i regionen, skal man lede langt efter aktivt byggeri. Halvdelen af husene står tomme hen, så hvorfor skulle man? Alene asfalten fortæller hele historien: står man stille mere end få sekunder, synker man par millimeter ned i den sorte, klistrede masse.

 

aral-ship.jpg (49332 bytes)

 

De strandede skibe

Mest fascinerende for en sjælden turist er det dog, at man midt ude i sandørkenen, en km eller to fra "kysten", kan finde en bunke stålskibe, der ligger og ruster i det tomme intet. Bedst som man tuller rundt på den øde og totalt udtørrede søbund, ligger der en helt stribe korroderede skrog, de fleste af dem halvvejs begravede i sandet, men rigeligt synlige til at tjene som vidner over Sovjets synder. Det overlades til fantasien at regne ud, hvordan de dog er kommet der, men sådan skal det vel gå, når vandet sådan bare forsvinder – næsten af sig selv, blot med lidt sovjetisk hjælp.

Desværre skal man ikke regne med, at der nogensinde bliver gjort noget ved sagerne. Amy Darya og Sur Darya løber nu gennem hele fem lande, som alle har brug for deres vand, og i de opstrøms lande, Kyrgyzstan, Tajikistan og Turkmenistan, bekymrer man sig ikke om katastrofen vestpå. I Kyrgyzs og Tajik bruger man vandet til bomuldsmarker, hos turkmenerne har man jo alle statuerne af (nu afdøde) Niyazov og alle Ashgabats springvand og ispaladser(!) at tage hensyn til. Så hellere smække et par ekstra søm i Aralsøens ligkiste.

Kun i Borats Kazakhstan er der håb forude. Man har bygget en dæmning mellem den nordlige, lille del og den større sydlige. Samtidig har man begrænset forbruget fra Amu Darya, og den lille, nordlige sø er faktisk ved at vokse. Den større sydlige sø derimod vil om få år splitte op i en østlig og en vestlig halvdel, og mens den østlige gennem resterne af Sur Darya har en reduceret fremtid, er den vestlige dømt til døden.

Jeg fatter stadig ikke, at der i Danmark har været tænkende mennesker, der har støttet det regime (og stadig gør det!), selv efter at Jerntæppet er blevet løftet, og sandheden bag datidens "forglemmelser" blevet åbenbaret for verden. Det er samme fortielsens filosofi, som de russiske admiraler har forsøgt sig med omkring den sunkne ubåd Kursk. Bare hold kæft eller lyv lidt, og problemet forsvinder helt af sig selv, men i tilfældet Aral går den ikke rigtig længere.

Meget trist og meget weird.

 

© Claus Qvist Jessen

button12.jpg (5359 bytes)