Afghanistan årgang 1 efter Taleban

 

herat-mosque2.jpg (44984 bytes)

 

Rejseliv skabes af drømme, eller også er det omvendt. Og en gang imellem sker det, at drømmene pludselig springer ud af et skab, man slet ikke anede var der, og pludselig er sjælen på vej et sted hen, man få øjeblikke forinden slet ikke tænkte på. Afghanistan blev netop sådan en uventet drøm. I Yazd i Iran var jeg rendt ind i en meget levende og endnu mere bindegal englænder, der ligefrem var sluppet levende ud af det farlige land, og han brugte rask væk en aften eller to på at sætte mine flyvske drømme i sving. Der var ingen vej udenom; jeg måtte bare til Afghanistan.

Hjemmefra havde jeg ellers fået en masse gode grunde til ikke at tage dertil, og skulle det endelig ske, burde det ske med fly. ”Landevejene er lovløse og usikre”, formanede rejseklubbens udenrigspolitiske ekspert, Henrik Døcker, og avisoverskrifterne gav ham sørgeligt ret. To uger tidligere var USA og England (og Danmark!) endda for anden gang marcheret ind i Irak, så timingen var ualmindelig dårlig, og Afghanistan var ikke ligefrem indbegrebet af problemløs ferie.

Men rejseeventyr skabes nu engang ikke af angst og forsigtighed, og da jeg en uge efter befinder mig i Mashhad, er det som om, at benene helt af sig selv bærer mig hen til det afghanske konsulat, godt gemt af vejen inde på en gruset sidegade til en sidegade. 24 timer og 30 $ senere har jeg det forjættede stempel i passet. Blækket er stadig vådt, og dagen efter står jeg foran grænsen iført nogenlunde samme paranoide begejstring, som jeg godt et halvt år tidligere havde haft under busturen op til Papua New Guineas urolige højland, eller som Frodo må have haft, da han stod foran porten til Mordor. The point of no return.

 

Støvets land

Alene grænseovergangen er et kulturchok af de større: En p-plads fuld af ventende taxamænd, en flok skure bag en skov af trådnet og lang række af stillestående trucks, der formentlig ikke har flyttet sig siden russernes dage. Overgangen fra Irans velpolerede orden til Afghanistans støvede kaos synes ganske enorm. Et par stempler efter er jeg selv en del af den underlige verden. Borte er de asfalterede vej og de vel­pressede taxafolk og i stedet står jeg på en hullet parkeringsplads omgivet af en kæmpe flok vildt udseende mandspersoner, der alle sammen ligner bedagede reinkarnationer af Osama bin Laden. Alle sammen med store sorte skæg og alle sammen iført den nærmest obligatoriske uniform bestående af sharwal kameez, vest og pilleæskehat omviklet med seks meter laset turban. Og alle sammen manisk stirrende på landets eneste turist - på 30 cms afstand.

Blot et enkelt blik på den nysgerrige flok er rigeligt til at overbevise mig om afghanernes indre vilje. Smilende og venlige, men samtidig faste i blikket, og de stolte krigere ligner bestemt ikke nogen, man har lyst til at slås med. Russerne, sikherne, briterne, pakistanerne, perserne, russerne igen og senest amerikanerne har alle sammen efter tur forsøgt at underlægge sig Afghanistan, og de er alle samme sluppet grumme galt fra det. Afghanerne er folk med nosser, og blot et enkelt blik på en hærdet Mujahedin bør være nok til at overbevise hvem som helst om, at disse folk kan ikke betvinges. Den går bare ikke. Heldigvis er den anmassende flok venlig nok mod mig, og efter en smule parlamenteren sidder den skeptiske främling med flakkende blik på et bagsæde i en deletaxa med kurs mod Herat.

Få kilometer efter passerer vor lille karavane de første af mange sønderskudte, russiske tanks, og kort efter stopper vognen foran en række strandede skibscontainere for at tanke benzin. Denne gang leveres den lokale opmærksomhed af tre ældre, skæggede Osamaer på tilsammen 2½ ben; jeg er kommet til minernes land.

De følgende 130 kilometer til Herat tager godt tre timer, men så har jeg også fornøjelsen af at bumpe af sted på den værste og mest hullede vej, jeg har oplevet siden det nordvestlige Cambodia. Konstant zigzag, og det varer det meste af en time, inden jeg opdager, at man i Afghanistan har højrekørsel. Iran er et århundrede borte, København et årtusinde, og jeg har det fedt.

 

herat-tea.jpg (71472 bytes)

 

Love at first sight

Det er ikke helt til at sige, hvad det er, men det sker bare. Altså det der med at nogen steder i verden bare er så fantastiske, at man fem sekunder efter ankom­sten ved, at her er man i paradis. Det er ikke antallet af templer eller højden af bjergene, der gør det. Det er heller ikke størrelsen af maharajaens palads eller mængden af løver i den zoologiske have, men noget mere udefinerbart, der ganske af sig selv kryber helt ind under huden på en, og allerede da min ramponerede taxa ruller forbi de gamle minareter i Herat, varsler rækkerne af bulede skibscontainere, delvist malede olietønder, udtjente trucks og skæggede krigere kærlighed ved første blik.

Suget i maven fornægter sig ikke, og jeg ved allerede fra starten, at Herat er et sted, det vil gøre ondt at forlade. En slags geografisk forelskelse af den slags, jeg aldrig vil kunne få i London, Paris eller andre storbyer. Herat er et sted, det kommer til at gøre ondt at forlade. Herat er et af den slags steder, hvor man aldrig er i tvivl om, hvorfor man rejser, men selvom den er Afghanistans tredjestørste by, er den i virkeligheden ikke meget andet end en forvokset landsby. Kun meget få bygninger når over to etager i højden, og vestens svulstige supermarkeder er erstattet af smilende gadehandlere og små, fotogene værksteder, hvor bildæk og blikdåser forvandles til sandaler, spande og æsker.

Mod nord, i den lidt mindre utjekkede del af byen fortæller farverige pulverpyramider og skiftende dufte, at her sælges krydderier, og i atter andre af de små butikker har smilende afghanere indrettet små tehuse, hvor man i godt selskab med fuldskæggede mujahediner kan dyppe sine sukkerknalder i en lille potte krydret te. Prisen er kun få øre - hvis altså jeg overhovedet kun­ne få lov at betale for teen. Afghanernes gæstfrihed er imponerende, og trods mange forsøg og ivrige protester tager det mig tre dage at få lov at betale for min første potte te.

Hovedparten af de sortskæggede afghanere ligner Pashtunerne fra Pakistans NWFP, men ikke sjældent mindes jeg om, at Afghanistan er og altid har været en korsvej mellem en masse forskellige handelsruter. Overraskende mange ligner skævøjede turkmener, mens atter andre har blondt hår og sågar blå øjne. Sporene efter Alexanders hære ses endnu på afghanernes ydre; sporene efter de efterfølgende 17 invasioner mærkes på afghanernes indre.

 

herat-burqa.jpg (18849 bytes)     herat-cart.jpg (41755 bytes)

 

I pose og sæk

Hele Herats støvede morads er forbundet af et net af hullede grusveje, hvor en flod af travle fodgængere manøvrerer rundt blandt tussegamle busser og endnu ældre æselkærrer. Biler er der behageligt få af, og mange af dem er udstyret med et skilt, der signalerer, at de kommer fra ”UN”, ”UNHCR” eller en eller anden NGO. Afghanistan nærmest flyder over med velmenende organisationer, og der er rigeligt at tage fat på, også selvom mange af landets enorme problemer synes at stamme fra afghanernes egen mentalitet snarere end de mange krige. Korruptionen er enorm, bureaukratiet endnu større, og respekten for selv de mest basale menneskerettigheder overgås med hestelængder af lysten til at rette sig efter islams middelalderlige diktater. Der er en grund til, at Taleban kunne tage magten i netop Afghanistan.

Går man ind bag butikkernes pruttende generatorer, havner man i en labyrint af lysebrune mudderhuse med ringmure så høje, så selv de generte kvinder kan tøffe rundt uden den ellers så obligatoriske burqa. Afghanistans mænd kan naturligvis mærke morgenluften efter Talebans fald, og overraskende mange er helt glatbarberede, men kvinderne? Undtagen et par stykker er de alle totalt pakket ind. ”Det bestemmer de skam selv”, insisterer et par gebrokkent engelsktalende afghanere, men det er sgu svært at tro, for hvem vil frivilligt vælge at tilbringe alle døgnets vågne timer gemt bort i en stegende hed stofpose og kun se dagens lys gennem et sløret fiskenet?

Fem sekunder i Afghanistan bør kunne overbevise selv de mest politisk korrekte humanister om, at kvindesagen har trange kår i den islamiske verden, men bedst som jeg står midt i nowhere og falder i staver, lyder der en lys kvindestemme: ”Kuchaste?”. Jeg vender mig om og stirrer direkte ind i et lyseblå sæk, som venligt gentager spørgsmålet: ”Hvor er du fra?” ”Denmark” svarer jeg forvirret, mens jeg febrilsk forsøger en eller anden form for øjenkontakt med væsenet bag det tætknyttede gitter. ”Thank you”, siger den vandrende sæk; ”det var bare det, jeg ville vide”, har hun sikkert tænkt, mens den forelskede rejsende står tilbage og betragter hende åle sige vej gennem labyrinten af lysebrune mudderhuse. Forelsket rejsende? Ja, men ikke i den ukendte sæk. Heller ikke i den afghanske naturs meget sparsomme dyreliv, men derimod i hele folkets på en gang temperamentsfulde vildskab og imødekommende gæstfri­hed.

 

Gowar Shad og kanonfotografen

Herat er en guldgrube af menneskelige perler, men naturligvis rummer byen også ”rigtige” attraktioner. Timurs svigerdatter, Shah Rokhs dronning Gowar Shad, residerede i Herat i starten af det 15. århundrede og sørgede i denne periode for bygningen af bl.a. en gudeskøn, blåkaklet moske, meget lig de skønheder, lidt mindre dumdristige rejsende kan opleve i Timurs Samarkand eller i Shah Abbas’ Esfahan.

Ganske som Taj Mahal er moskeen imponerende på afstand med sin knejsende facade og de højt stræ­bende minareter, men det helt store sus oplever man, når man går tæt på. Kaklerne er ikke som i Bukhara og Samarkand malet og derpå brændt, men brændt som enkelte mursten og først derpå hugget ud og flettet sammen til de snoede blomstermønstre, moskeen er så fuld af. Ganske imponerende, og mindre imponerende bliver det ikke, da det lykkes mig at snige mig ind i moskeens værksted, hvor 10 mand og endnu flere drenge sidder og hakker kakler til på samme sirlige måde, som Gowar Shads håndværkere gjorde det for 600 år siden.

Tiden står i sandhed stille i Herat. I byens nordvesthjørne finder jeg Gowar Shads nedslidte mausoleum, og på den anden side af den grusede hovedvej står de fire skæve minareter, der markerer en af datidens største medressaer. Ingen af dem er halvt så imponerende som den smukke moske, men vandreturen dertil er slet ikke så ringe endda, i hvert fald indtil jeg kortvarigt tilbageholdes af en politiofficer, der højlydt brokker sig over, at jeg som udlænding rakker rundt i sharwal kameez. ”Ni khub!!”, hyler han og viser med en masse fagter, at en sharwal kameez bare ikke er det rigtige outfit for en turist, der ikke vil forveksles med en Talebanspion. ”You tourist. You dress like tourist!”, og så er den ikke længere. I hvert fald ikke, hvis ikke jeg vil skydes.

Pludselig bekendtgør et skilt, at her er en FN-støttet pigeskole, og det er jo grumme interessant taget i betragtning, at Taleban forbød piger og kvinder at modtage nogen form for undervisning. Der må jeg bare ind, men det er slet ikke så let endda, for lige udenfor sidder en bevæbnet vagt med sin Kalashnikov, og han slipper absolut ingen fremmede mænd indendørs. Han kalder dog på en vagt indefra, og kort efter står jeg midt i skolegården, hvor grupper af piger i forskellige aldersklasser, som i hvert deres ”klassetelt” modtager lærerindernes vise ord. Alle sammen med opslået burqa, for her er jo sikkert og mandefrit - bortset fra mig, altså, og mine bodyguards.

Den kvindelige inspektør kommer pænt hen og siger goddag, og jeg præsenterer mig som en dansk journalist, som frygteligt gerne kunne tænke sig at lave en lille historie om Afghanistans kvinders nyvundne frihed. Og så er det jo, at jeg gerne ville tage et par billeder af pigerne, mens de modtager den før så forbudte undervisning. Det synes inspektricen skam er en glimrende ide, men med et får hun kolde fødder og ender med at blive enig med sig selv om, at så store be­slutninger kan hun ikke selv afgøre. I stedet bliver jeg henvist til Department of Education, hvor jeg utvivlsomt vil få et stykke officielt papir, der giver mig ret til noget så kontroversielt som at tage billeder af kvindelige skoleelever.

Dybt suk, men der er ikke noget at gøre. Hun er hysterisk angst for at give mig lov til noget som helst, så dagen efter tropper jeg op hos Department of Education, hvor jeg mødes med et mylder i Fellini-klassen. Alle folk råber og skriger, og alt sejler. Men noget må virke, for efter en smule ventetid får jeg audiens hos selveste chefen, en nobel herre i stiveste, hvide sharwal kameez, sort vest og pletfri turban. En kop te bliver serve­ret, og han lytter høfligt til alle mine ideer om, hvor meget Europa vil bifalde eksistensen af pigeskoler som et godt billede på landets uendelige fremgang siden Talebans fald.

Bureaukraten tænker endnu et glas tes tid, inden han tager sig sammen til at mene, at jeg vist hellere må have en repræsentant for departementet med på den farlige mission. Jeg forsøger høfligt og dannet at snakke ham fra at få påduttet en vagthund, men han insisterer. Jeg prøver igen at sno mig udenom , men enden på det hele bliver naturligvis, at bureaukraten går helt i baglås. Pludselig mener han, at det at lade en fremmed tage et billede i en pigeskole overstiger selv hans uendelige beføjelser, og i stedet henviser han mig til Ministry of Foreign Affairs, som ligger liiiiige en kilometer eller tre nede ad vejen.

Jeg takker mange gange for hans ”hjælp”, går 100 meter i den rigtige retning og vender derpå om. Selv udenrigsministeriets Herat-afdeling vil sikkert ikke kunne tage så vigtige beslutninger, og jeg vil bare blive henvist til præsidenten i Kabul! Case dismissed, og jeg får aldrig mit billede af pigeskolen. I stedet er jeg blevet endnu en underlig historie rigere.

 

jam-landscape.jpg (62423 bytes)

 

Minareten i Pisa

Ifølge alle kilder er Afghanistan et næsten sikkert land, så længe man holder sig til byerne, mens land­distrikterne er både slemme og lovløse. Muligvis, men det er nu altså svært at modstå, når en ældre, noget engelsktalende Mujahedin kommer hen og spørger, om jeg har hørt om Minar-e-Jam? En 800 år gammel, moskeløs minaret, bygget i the middle of nowhere, små 350 km øst for Herat og dertil verdens næststørste, fritstående af slagsen. Kun Q´tab Minar ved Delhi er højere.

Gularahm, som manden hedder, kommer selv fra regionen og ved helt tilfældigt, at der er en terrængående minibus, som en af dagene vil jolle stik østpå, ind i hjertet af Afghanistan. ”Vejene er håbløse, og det tager det meste af et par dage at nå dertil. Vil du med?”. Naturligvis! Verden er til for at blive oplevet, og allerede to dage efter sidder jeg som en flad sild blandt 23 skæggede afghanere både i og på en 12-personers minibus og rumler ud af veje, der om muligt er i en endnu værre forfatning end turen fra grænsen. Med mig har jeg endda en fransk globetrotter, Didier, der på mystisk vis er havnet i Herat, og som ligesom jeg selv har mere eventyrlyst i blodet end angst for de farlige afghanere. Det kan ikke gå værre end galt.

De første mange kilometer er landskabet ganske ensformigt. En stor, bred dal med brune bjerge på begge sider, men langsomt snævrer dalen ind, og allerede efter en halv dag klatrer bussen rundt på nogle smalle klippehylder, der får vejen til at ligne en light-udgave af Karakoram Highway. Ganske som i Hunza er landskabet nede ved de brusende floder grønt og opdyrket, men blot 50 meter oppe ad klipperne er der brunt og goldt, et billede der lugter af, at regionen ikke selv får specielt meget regn, og at befolkningen overlever på den sne, der for en måned eller fem siden faldt længere oppe. Enhver landsby i Afghanistan har mindst et tehus, og der overnatter man. Pris: 50 afghanis (1 dollar!), men så er aftensmad og te ad libitum også inkluderet.

Det tager unægtelig lang tid at blive fattig i Afghanistan og endnu længere tid at få mættet sanserne, for de små, dekorative stenhuse, de mange abrikosblomster, de seje bønder med deres overlæssede æsler og fotosky koner er rigeligt til selv den mest kræsne eventyrer. Få steder i verden er jeg i den grad gået amok med kameraet. Som ventet tager det godt halvanden dag at nå den lillebitte Jam Village og yderligere en time til fods, før Didier og jeg er ved den berømte minaret. Midt i dalen, godt 60 meter i højden, vindskæv som tårnet i Pisa og ligesom andre af regionens islamiske bygninger forsynet med både sirlige mønstre og resterne af blå kakler. Totalt syret at nogen har fundet på at bygge en så stor minaret midt i ingenting, især fordi minareten står uden tilhørende moske, helt nede i bunden af en snæver dal. Det havde ret beset været lettere at indkalde de rettroende til bøn oppe fra et af højdedragene lige ved siden af, men sande troende har, uanset religion, altid haft det med at måle deres tro i mængden af ofre, og der har det jo battet godt med 65 meter minaret.

 

jam-minaret.jpg (62002 bytes)     jam-girl.jpg (57094 bytes)

 

Osama og mudderfloden

Lige bag minareten bruser en hidsig, brun flod. Jeg holder mig klogeligt fra den udspændte stålwire og gyngen, der udgør den eneste bro, og i stedet giver jeg den nogle minutter som lystfisker. Hvor mange skøre rejsende er åndssvage nok til at tage et par fiskestænger med ind i hjertet af Afghanistan og så ligefrem håbe på at fange noget? Én velsagtens, men desværre er det et håbløst foretagende, for april er smeltetid for al vinterens sne, og vandstanden i floden ligger flere meter over det normale. Vandet har samme farve som en romersk cappuccino, og det kommer brusende som myldretidstrafikken på Lyngbyvejen.

Men jeg skal jo lige prøve, og bedst som jeg står og svinger kæppen, kommer en vildt udseende Mujahedin ned til mig og glor på det bizarre optrin. Drabelig ser han ud i sharwal kameez og turban, og han bliver ikke mindre drabelig af den arabiske Kalashnikov, han svinger rundt med over skulderen. Som alle andre afghanere er han dog både sød og rar og viser stolt og uopfordret de to skudsår, han fik, da han for et år siden rendte rundt i bjergene og sloges mod Taleban. Den hygsomme gut har naturligvis aldrig set en fiskestang før, så jeg bruger lige 10 minutter på at lære ham at kaste. Jeg er ikke i tvivl om, at den ven­lige kriger vil kunne knalde en myg ned på 100 meters afstand med en bazooka, men fange en fisk i den rivende mudderstrøm? Næh, der går grænsen. Også min åbenbart, men det gør heller ikke noget.

Jeg får et stort, varmt håndtryk til farvel og forærer ham min fiskekasket, som han med stor elegance planter ovenpå den slidte turban. Han er stolt som en pave, da jeg trisser til­bage gennem dalen til den nærliggende landsby, hvor et hvidt UNICEF-telt udgør byens eneste skole, og hvor nysgerrige drenge på afstand følger hvert eneste skridt. Sekunder efter varsler den dybe lyd af en glammende hund problemer, og før jeg når at pakke kameraet bort, kommer en ganske enorm og meget bidsk køter styrtende. I det, der føles som en evighed, står den ualmindeligt ubehagelige køter centimeter fra mig og blotter hele gebisset, mens den hidsigt snapper efter det ene ben. Hele min rejse når at passere revy indtil flere gange, inden en hjælpsom bonde kommer farende og får jaget monsteret bort med en skovl. Der er en grund til, at ingen afghanere går nogen steder uden at være bevæbnede, men her kunne det dog klares med et par sten.

Det er der heldigvis meget, der kan.

 

mujahedin-fisherman.jpg (57932 bytes)

 

© Claus Qvist Jessen

 

button12.jpg (5359 bytes)